ANMELDELSE. Der findes koncerter, hvor man går hjem og nynner melodierne, og så findes der »I Sang«. »I Sang« åbner ikke som en koncert. Den åbner som et trafikuheld i bakgear. Fra første tone stod det klart, at ingen i dette projekt havde tænkt: »Lad os nu ikke skræmme publikum.« Tværtimod.
Med godt 80 udøvende på scenen – kor, orkester, vokalister og musikere – blev Christianskirken forvandlet til et gigantisk eksperimentarium af toner, jazzede improvisationer, danske kortraditioner og musikalsk freestyle. Publikum på godt 100 tilhørere sad tydeligvis både fascinerede og lettere rundforvirrede. De havde købt billet til fællessang – og fik i stedet serveret en musikalsk hjernerystelse med surround sound.
Midt i den eksperimenterende lydmur stod korstemmerne og holdt kendingene fast. Som små musikalske fyrtårne i et projekt, hvor resten af ensemblet til tider virkede, som om de kollektivt havde besluttet, at fælles melodi var et overvurderet koncept fra det 20. århundrede. På et tidspunkt lød musikken, som var det en kat, der var kørt over af en halvtom gyllevogn, og noget mindede stærkt om det opgivne Brian Wilson SMiLE-projekt fra maj 1967, nærmere fra nummeret Fire – The Elements (Mrs. O’Leary’s Cow). Jeg kunne genkende noget af det musikalske kaos.
Det må være ufatteligt svært at arrangere denne type musik. På scenen udspillede sig noget, der bedst kan beskrives som en musikalsk kanon i samme toneart – men uden nødvendigvis samme destination. Kort sagt: Stemmerne jagter hinanden, forskellige melodier flyder oven i hinanden, alle er i samme toneart, men ikke nødvendigvis samme rytme eller retning. Instrumenterne bevægede sig én vej, koret en anden, mens publikum forsøgte at finde ud af, om det hele var genial avantgarde, eller om de bare havde taget en forkert afkørsel ved Vejle. Netop dér ligger koncertens styrke. For selv når musikken var tæt på total opløsning, blev det aldrig kedeligt. Tværtimod. Idéer blev kastet rundt i rummet som varer på et musikalsk brandudsalg. Temaer dukkede op og forsvandt igen som tilfældige tilbudsvarer på et ophørsudsalg i lyd og rytmer.
Koret var stort og massivt, men variationerne mellem stemmerne druknede lidt i helheden. Til tider lød det, som om alle pippede med samme næb. Ensartet. Tungt. Næsten militært. Men samtidig også imponerende disciplineret. Mærkeligt charmerende.
»I Sang« tør noget, som mange moderne koncerter aldrig vover: at risikere offentlig fiasko. Projektet tager den pæne danske kortradition og smider den direkte ind i et jazzet frikvarter med de vilde drenge. Nogle gange bliver resultatet genialt. Andre gange bliver det rent musikalsk kaos.
Lydmæssigt var aftenen en særpræget fornøjelse. Det tekniske setup var flot og professionelt. De to vokalister med håndholdte mikrofoner stod klart i lydbilledet, mens resten af ensemblet svævede under overhead-mikrofonerne som en gigantisk auditiv regnsky over kirkerummet, hvilket gjorde, at koret lød meget unisont, og stemmeseparation var vanskeligt i det samlede lydbillede.
Publikum virkede splittet mellem kærlighed og mild hovedpine. Nogle sad tryllebundne. Andre lignede folk, der mentalt havde forladt kirken efter første nummer.
Gal eller genial? Måske begge dele på én gang, og måske er det i virkeligheden præcis pointen.
