ENERGI. Mens priserne på fossile brændstoffer stiger som følge af krigen i Iran, peger en ny analyse fra tænketanken CONCITO på, at europæiske husholdninger har et betydeligt sparepotentiale lige ved hånden. Skiftet fra gasfyr og fossilbil til varmepumpe og elbil kan i gennemsnit spare en EU-husstand mere end 2.200 euro om året på energiregningen, hvilket svarer til godt 16.000 danske kroner.
Analysen lander på et tidspunkt, hvor mange familier kæmper med høje energiregninger og stigende leveomkostninger. Ifølge CONCITO er besparelserne i den aktuelle situation med fortsat stigende olie- og gaspriser op til 59 procent højere end i et basisscenarie. Beregningerne tager dog ikke højde for de initiale investeringsomkostninger ved at skifte teknologi.
EU-chef i CONCITO, Jens Mattias Clausen, fremhæver, at potentialet allerede var stort før den nuværende krise.
»Den gennemsnitlige husholdning i EU kan spare mere end 2.200 euro om året på energiomkostninger ved at udskifte deres gasfyr og fossil bil med varmepumper og elbiler. Det var tilfældet allerede før den aktuelle fossile energikrise, og understreger elektrificeringens enorme potentiale til at beskytte familier mod uoverskuelige energiregninger,« siger han.
Strategisk gevinst for hele Europa
Fordelene ved elektrificering stopper ikke ved den enkelte husstands økonomi. Ifølge analysen vil en udskiftning af 65 millioner gasfyr i Europa halvere EU’s samlede afhængighed af gasimport. Hvis halvdelen af alle fossilbiler samtidig blev udskiftet med elbiler, ville olieimporten falde med 20 procent. Tilsammen vil de to tiltag give større prisstabilitet og mindske Europas sårbarhed over for udsving på de internationale energimarkeder.
Omkring 90 procent af den olie og gas, der bruges i Europa, importeres i dag.
Barrierer bremser omstillingen
CONCITO peger på flere politiske forhindringer, der står i vejen for udbredelsen af de elektriske alternativer. I mange EU-medlemslande favoriserer skattesystemerne fortsat naturgas frem for elektricitet, hvilket stiller varmepumpen økonomisk dårligere end gasfyret på trods af dens højere effektivitet.
Også de høje investeringsomkostninger er en barriere for mange familier. Mens elbiler i dag koster det samme som tilsvarende fossilbiler, er varmepumper stadig dyrere end gasfyr i indkøb. Ifølge analysen vil et tilskud på omkring 4.500 euro reducere tilbagebetalingstiden for en varmepumpe til fem år for en gennemsnitlig EU-husstand. Sociale leasingordninger og andre former for attraktiv finansiering nævnes som mulige redskaber til at hjælpe husholdninger med lavere indkomster i gang med omstillingen.
Jens Mattias Clausen understreger, at de aktuelle prisstigninger ikke kommer ud af det blå.
»De kraftige prisstigninger på fossile brændstoffer, vi ser i dag, er ikke et tilfælde – de er en forudsigelig konsekvens af Europas fortsatte afhængighed af olie og gas, hvoraf omkring 90% importeres,« siger han og tilføjer
»Denne analyse viser, at vi har redskaberne til at beskytte de europæiske familiers økonomi. Det, der mangler nu, er den politiske vilje til at fjerne de barrierer, der står i vejen for omstillingen.«
Store forskelle mellem landene
Besparelsernes størrelse varierer betydeligt fra land til land. Franske husholdninger har det største potentiale med en årlig besparelse på omkring 3.070 euro, hvilket svarer til næsten tre års opvarmning af boligen eller opladning af elbil. I Tyskland kan en familie spare 1.950 euro om året, svarende til et års boligopvarmning. Spanske familier kan se frem til besparelser på omkring 2.000 euro, mens polske husholdninger kan spare cirka 1.870 euro årligt, hvilket dækker 17 måneders boligopvarmning. Italienske husholdninger kan ifølge analysen spare 1.780 euro om året.





