7.7 C
Copenhagen
onsdag 13. maj 2026

Udvalgsformand: »Vi sender signaler om, at vi er en meget restriktiv by«

0
Udvalgsformand: »Vi sender signaler om, at vi er en meget restriktiv by«

Det er endnu ikke blevet sommer i Fredericia, men det første store udendørs musikarrangement har allerede stødt på den paragraf, der i hver maj måned får politikerne til at sætte sig op i stolen. Onsdag den 20. maj rykker Harley Davidson Super Rally 2026 ind på Dronningepladsen, og arrangøren havde søgt om at kunne spille musik frem til klokken to om natten på alle fire arrangementsdage. Teknisk Udvalg sagde nej.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne fastholdt mandag den hidtidige dispensationspraksis — musik onsdag til kl. 23.00, torsdag til kl. 01.00 og fredag og lørdag til kl. 02.00. Kun Liberal Alliance stemte for at give dispensationen som ansøgt.

Formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget, Susanne Eilersen (O) er ikke i tvivl om, hvad hun mener.

»Teknisk Udvalg har sagt nej til en dispensation, og det er jeg og Dansk Folkeparti utrolig meget imod,« siger hun. »Fordi det fordrer ikke til, at folk kommer og vil holde aktiviteter i Fredericia, når vi sætter så mange forhindringer op for dem, som vi åbenbart gør.«

Argumentet i udvalget, at en dispensation til klokken to på hverdage kunne danne præcedens og skabe forventninger om tilsvarende lempelser ved fremtidige arrangementer, overbeviser hende ikke.

»Det er jo en engangstilfælde,« siger hun. »Men jeg synes jo, at vi skal prøve det af. Det kan også danne præcedens, at der slet ikke kommer nogen, når vi laver sådan noget her.«

For udvalgsformanden handler sagen om mere end musik på en sommernat. Den handler om, hvilken by Fredericia vil være.

»Vi vil gerne have aktiviteter 365, det står i vores vision,« siger hun. »Og det har jo slet ikke været på bordet i mit udvalg, altså os, der gerne vil have turister og aktiviteter. Vi har ikke kunne få lov til at sige noget, fordi DF ikke sidder i Teknisk Udvalg.« Hun trækker linjen op til andre kystbyer, hvor lignende konflikter er hverdag.

»Når man bosætter sig ved en havn, hvad enten det er i Middelfart, Fredericia eller andre kystbyer, så ved man godt, at det er her, byen lever om sommeren. Det er her, aktiviteterne foregår, når vejret er godt. Det er den by, man har valgt,« siger hun.

Hun peger på, at flertallet af fredericianerne netop roser kommunen for det modsatte.

»Jeg møder rigtig mange, der siger, at vores eventkalender er flot, og at der sker noget i byen. Vi får meget få klager i forhold til, hvor mange arrangementer vi faktisk afholder,« siger hun. »Og Super Rally er jo ikke noget, der sker hver uge. At vi så ikke kan give den dispensation, det forstår jeg simpelthen ikke.«

Forvaltningen havde indstillet det, udvalget endte med at vedtage. I sagsfremstillingen vurderer forvaltningen, at musik til klokken to på onsdag og torsdag »vil kunne medføre væsentlige støjgener i de sene nattetimer for beboere omkring Dronningepladsen,« og at en udvidelse af rammerne på hverdage vil »kunne skabe forventninger om tilsvarende muligheder ved fremtidige arrangementer.« Forvaltningen pegede dog også på en mellemvej, et alternativ B, hvor onsdag kunne forlænges moderat til kl. 24.00. Det blev ikke vedtaget.

Susanne Eilersen har skrevet til borgmester Peder Tind for at høre, om der er noget at gøre, inden arrangementet begynder. Som formand for et andet udvalg har hun ikke standsningsret i en sag fra Teknisk Udvalg, og selv hvis hun havde haft det, ville tidsfristen være for stram til at nå et byrådsmøde inden den 20. maj. Peder Tind fastholder dog, at der skal være ro klokken 23.00. Det synes Eilersen er ærgerligt.

»Jeg synes, det er ærgerligt for byen og byens udvikling,« siger hun. »Vi sender i hvert fald signaler om, at vi er en meget restriktiv by, hvis man vil lave nogle aktiviteter i sommerhalvåret. Det synes jeg er mega ærgerligt.«

Super Rally 2026 begynder onsdag den 20. maj og slutter søndag den 24. maj.