SOCIALT. I 2022 traf Fredericia Kommune 50 afgørelser om at standse forældres børne- og ungeydelse, fordi deres børn havde for meget ulovligt skolefravær. I år er der foreløbig truffet to af slagsen.
Det fremgår af en orienteringssag, som Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget får forelagt på sit møde tirsdag den 12. maj.
Standsning af børne- og ungeydelsen er et redskab, som kommunerne ifølge §134 i Barnets Lov skal bruge, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 procent eller derover inden for et kvartal. Afgørelsen gælder for et kvartal ad gangen.
Antallet af afgørelser er faldet hvert år siden 2022, hvor der blev truffet 50. I 2023 var tallet 41, i 2024 var det 28, i 2025 fem, og i år foreløbig to. Det er et fald på mere end 90 procent på fire år.
Forvaltningen peger på flere forklaringer
I sagsfremstillingen lægger forvaltningen op til, at der kan være flere årsager til faldet.
»Det kan blandt andet skyldes ændringer i registreringspraksis eller arbejdsgange, men også at færre sager føres helt frem til afgørelse. Der kan desuden være sket ændringer i organiseringen af opfølgningen på aktiviteterne, ligesom kapacitetsudfordringer, herunder bemanding, kan have betydning for sagsbehandlingstiden og andelen af sager, der afsluttes,« skriver forvaltningen.
Det høje niveau i 2022 og 2023 skal ifølge sagsfremstillingen ses i sammenhæng med et generelt højt foranstaltningsbehov i Fredericia Kommune, som tidligere er blevet påpeget i eksterne analyser fra konsulentvirksomheden Index100.
Foreløbige tal for 2026
Tallene for 2026 er endnu ikke endelige. Ifølge forvaltningen er der i år registreret 26 sager i alt. Af dem er to afsluttet med en afgørelse om standsning, syv er afsluttet med en afgørelse om, at der ikke skal ske standsning, og 17 sager er endnu ikke afklaret.
Hvis fordelingen i de afsluttede sager fastholdes for de resterende, peger det på et lavt samlet niveau for hele året, oplyser forvaltningen. Antallet kan dog stige i takt med, at de uafklarede sager færdigbehandles.
I sin vurdering skriver forvaltningen, at tabellen indikerer en praksis i bevægelse, hvor brugen af bestemmelsen formindskes. »Forvaltningen arbejder med fokus på afklaring og opfølgning frem for hurtige afgørelser. Det peger derfor på tilbageholdenhed i brug af standsning af børne- og ungeydelser som redskab i indsatsen over for familier,« hedder det.





