11.8 C
Copenhagen
torsdag 30. april 2026

50 år med levende historie fejres i Vingsted

0
Foto: Vingsted Jernalder
Foto: Vingsted Jernalder

For 50 år siden begyndte en idé at tage form i Vingsted. En idé om at gøre historien levende. Nu inviterer Vingsted Jernalder til fødselsdagsfejring, når jubilæet markeres lørdag den 2. maj.

Siden de første skolebørn trådte ind i jernalderlandsbyen, er stedet vokset til et af landets største historiske værksteder. Her får tusindvis af børn hvert år mulighed for at opleve historien på egen krop.

»Der er sket meget her i Vingsted, siden gode mennesker for 50 år siden fik den gode idé at bygge en jernalderlandsby! Men missionen er stadig den samme At gøre jernalderen levende og spændende for børn og voksne. Det gør vi både med de flere tusinde skolebørn der hvert år flytter ind i hos os i en eller flere dage, og til vores mange åbne arrangementer i årets løb.« siger Nanna Kirkeby, teamleder i Vingsted Jernalder.

Jubilæet fejres med en åben landsby fyldt med aktiviteter. Gæster kan møde beboerne, høre om livet i jernalderen og selv prøve kræfter med gamle håndværk og lege. Der bliver blandt andet mulighed for at bage fladbrød, skyde med bue og pil og dyste i traditionelle lege.

I løbet af dagen vil der også være rundvisninger, hvor besøgende kan få et indblik i landsbyens udvikling og historie. Senere på dagen er der lagt op til et modeshow, hvor udviklingen i dragter gennem de seneste 50 år bliver vist frem.

Under modeshowet bliver der serveret kaffe og kage til de fremmødte, og arrangementet er åbent for alle med gratis adgang.

Vingsted Jernalder er i dag en del af Vejlemuseerne og rummer et omfattende rekonstrueret miljø med huse, marker, smedje og husdyr. Landsbyen bygger på arkæologiske fund fra jernalderen og giver et indblik i en tid, hvor livet så helt anderledes ud.

Jubilæet markerer ikke kun en rund fødselsdag, men også fem årtier med formidling af historie i øjenhøjde.