Det er svært ikke at løfte øjenbrynene, når man læser kataloget “Fredericia i fremtiden”. Midt i pæne formuleringer og analyser gemmer der sig en politisk realitet: Adgangen til hjælp for ældre skal sænkes. Målet er ligefrem formuleret så klart, at det næsten gør ondt at læse: Færre ældre skal have brug for, at der kommer nogen fra kommunen. Det kaldes udvikling. Mange vil nok kalde det en forringelse.
Derfor undrer det mig ærligt talt: Hvor er Ældre Sagen? Hvor er Seniorrådet?
Vi taler om en af de største potentielle besparelser i hele kataloget. Vi taler om strammere visitation, færre besøg og en tydelig forventning om, at ældre i højere grad må klare sig selv – eller håbe på, at civilsamfundet kan samle det op. Alligevel er der stille.
Det er ellers ikke nyt, at Fredericia bruger mange penge på ældreområdet. Det er blevet gentaget i årevis. Men det er heller ikke nyt, at højere udgifter ikke nødvendigvis har betydet højere tilfredshed blandt de ældre. Det burde netop kalde på en nuanceret debat – ikke en tavshed.
For hvad er det egentlig, vi er på vej til? En reel modernisering af ældreplejen – eller en spareøvelse forklædt som strukturreform? Når man samtidig ikke forholder sig til, hvorfor Fredericia ligger højere end andre kommuner, bliver sammenligningen hul. Er vores ældre mere plejekrævende? Har vi prioriteret anderledes politisk? Eller er det bare nemmere at skære ned end at forstå årsagerne?
Hvad med civilsamfundet – de frivillige, foreningerne, de pårørende? De nævnes som en del af løsningen. Men hvem har spurgt dem, om de kan – eller vil – løfte opgaven? Det her er ikke en teknisk justering. Det er et spørgsmål om værdighed, tryghed og prioriteringer.
Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at de organisationer, der normalt taler ældres sag, endnu ikke har sat en tydelig stemme på. Måske er det på tide.
