14.9 C
Copenhagen
torsdag 30. april 2026

Ti ejendomme i kommunen står til byfornyelsesstøtte

0
Ti ejendomme i kommunen står til byfornyelsesstøtte

BOLIG. Når Teknisk Udvalg sætter sig om bordet i Sundhuset på Middelfart Marina mandag morgen, ligger der 18 ansøgninger om byfornyelsesstøtte foran medlemmerne. Forvaltningen indstiller, at ti af dem skal have penge, mens otte må gå tomhændet bort.

I midtbypuljen, som dækker Middelfart by og Strib, er otte projekter indstillet til støtte. Det drejer sig om Algade 23, Birke Alle 5, Gl. Vestergade 20, Knorregade 1, Vesterløkke Alle 8 og Østergade 5 i Middelfart samt Gl. Strandvej 132 og Nørre Alle 43 i Strib. Seks ansøgninger fra midtbyerne er indstillet til afslag. Det drejer sig om A. C. Hansens Alle 25, Algade 2A, Algade 65 og Vesterløkke Alle 24 i Middelfart samt Nørre Alle 41 og Rolighedsvej 10 i Strib.

I landsbypuljen, der gælder områder med under 4.000 indbyggere, er det Nørregade 45 og Præstebuen 6 i Ejby, der står til støtte. Middelfartvej 44 i Asperup og Præstebuen 12 i Ejby er indstillet til afslag.

Tildelingen sker ud fra fokusområder, som Teknisk Udvalg vedtog i januar. Der lægges vægt på udvendig renovering af bevaringsværdige bygninger, hvor renoveringen bidrager til forskønnelse af gademiljøet, og på nedrivning af nedslidte bygninger, hvor nedrivningen er til glæde for helheden. Synlig beliggenhed fra gade, vej eller åbent land tæller med, og forvaltningen har samtidig vurderet, hvor langt de enkelte projekter er kommet, så midlerne lander hos ansøgere, der reelt kan komme i gang inden for tidsrammen.

Økonomien er stram. Middelfart Kommune har i 2026 fået tildelt en statslig ramme på 555.000 kroner til midtbyprojekter, mens kommunen ikke har fået tildelt nogen ramme til landsbyprojekter overhovedet. Det betyder, at landsbypuljen alene består af kommunens egne penge. Forvaltningen foreslår, at der disponeres 948.000 kroner til midtbyprojekter og 348.000 kroner til landsbyprojekter, mens 150.000 kroner i landsbypuljen flyttes til håndtering af skimmelsager i udlejningsbyggeri på driften. Et eventuelt restbeløb i landsbypuljen foreslås desuden senere overført til områdefornyelsesprojektet i Gelsted.

Forvaltningen lægger ikke skjul på, at marginerne er små. Tilsagnene kan »lige akkurat« holdes inden for budgetrammen, som det formuleres i sagsfremstillingen, og der er ikke råderum til yderligere projekter. Hvis udvalget vil prioritere et af de afviste projekter, må et andet til gengæld udgå.