FREDERICIA. Det er et havneselskab i en anden størrelsesorden end for blot få år siden, der onsdag præsenterede sit årsregnskab for 2025. Associated Danish Ports, i daglig tale ADP, kunne på generalforsamlingen fremlægge det bedste regnskab i koncernens 25-årige historie med en omsætning på 335,2 millioner kroner og et resultat på 154,7 millioner kroner efter skat. Omsætningen voksede med 22 procent, mens årets resultat steg 65,6 procent sammenlignet med 2024.
EBITDA landede på 296,2 millioner kroner, hvilket er 41 procent højere end året før. Den samlede godsomsætning på havnene i Fredericia, Nyborg og Hanstholm steg 7,3 procent til i alt 9,2 millioner tons. Mest markant er fremgangen på containerterminalen i Fredericia, der i løbet af året håndterede 164.000 TEU, en stigning på 32 procent.

»2025 viser styrken i ADP’s forretningsmodel og vores evne til at omsætte strategiske investeringer til konkrete resultater,« siger bestyrelsesformand Christian Herskind. »Med Brookfield som ny medejer og udvidelsen af ADP med Hanstholm Havn har vi taget vigtige skridt i den langsigtede udvikling af koncernen, og vi ser fortsat flere muligheder for yderligere konsolideringer og strategiske samarbejder.«
Året markerer ikke alene en finansiel rekord, men også begyndelsen på det, ledelsen selv kalder en ny udviklingsfase. 25 år efter etableringen videreførte ADP i 2025 sit oprindelige DNA om konsolidering i den danske havnesektor, denne gang gennem aftalen med Thisted Kommune om Hanstholm Havn, der pr. 1. august trådte ind i koncernen gennem selskabet Hanstholm Havn A/S, hvor ADP ejer aktiemajoriteten. Hanstholm Havn havde forinden været kommunal siden årsskiftet 2022/2023 efter en gæld på godt 600 millioner kroner i kølvandet på en stor havneudvidelse.

Samme år trådte den globale infrastrukturforvalter Brookfield Asset Management ind i ejerkredsen som minoritetsaktionær med 14,1 procent og en samlet kapitalindsprøjtning på 700 millioner kroner. Brookfield, der forvalter aktiver for over 1 billion dollars og blandt andet ejer havne i USA, Australien, Sydamerika og Storbritannien, deler ifølge ADP det strategiske sigte om at videreudvikle koncernen til et af de førende havneselskaber i Norden.
For administrerende direktør Rune D. Rasmussen er årets resultat udtryk for en kombination af strategisk timing og operationel disciplin.
»2025 bekræfter den stærke udvikling i ADP. Fremgangen på tværs af vores havne er resultatet af klare strategiske valg, herunder havneudvidelsen i Fredericia og etableringen af Fredericia Container Terminal A/S i samarbejde med Fredericia Shipping og APM Terminals,« siger Rune D. Rasmussen.
Bag det nøgterne sprog ligger en koncern, der ikke længere lader sig beskrive som en lokal havn med kommunale ejere. Fredericia Kommune ejer fortsat hovedparten med 76,5 procent, mens Nyborg Kommune sidder på 9,1 procent og Middelfart Kommune på 0,3 procent, men ejerkredsen er nu international, og bestyrelsen er udvidet med en plads udpeget af Brookfield. Samtidig understøtter koncernen ifølge egne tal omkring 9.000 fuldtidsstillinger på tværs af landet.
Også fra ejerkommunerne er tonen, at ADP står et nyt sted.
»ADP har i 2025 flyttet sig markant og står i dag på et meget stærkt fundament. Jeg har fulgt udviklingen tæt og ser frem til at være en aktiv del af den videre udvikling. ADP spiller en central rolle for Fredericia Kommune, men også for den samlede udvikling af havne og logistikinfrastrukturen i Danmark,« siger Peder Tind, borgmester i Fredericia og næstformand i ADP’s bestyrelse.
I Nyborg deler man billedet.
»Nyborg Kommune er stolt medejer af ADP, som har vist, at man kan kombinere solide resultater med klare og langsigtede ambitioner. ADP har også store planer for Nyborg, og udviklingen på og omkring havnen vil være med til at understøtte en kommune i vækst og bidrage til nye arbejdspladser,« siger borgmester Kenneth Muhs.
Bestyrelsesformanden ser regnskabet som »et klart udtryk for en veldrevet og økonomisk stærk koncern med et solidt fundament for den videre udvikling.« Den udvikling tegner sig allerede konkret i 2026 med udvidelsen af Nyborg Havn, en betydelig udbygning af Taulov Dry Port, etableringen af et landstrømsanlæg på Fredericia Havn klar i 2027 og fortsat udvikling af datterselskabet ADP Energy Infrastructure A/S, der skal positionere Trekantområdet som et knudepunkt for CO2-lagring og PtX-brændstoffer.
Generalforsamlingen blev afholdt i MesseC i Fredericia onsdag formiddag, hvor regnskabet blev præsenteret, og hvor selskabets direktør og bestyrelsesformand også talte om de muligheder og udfordringer, der venter koncernen. På generalforsamlingen blev det besluttet at hæve bestyrelseshonoraret med 25 procent. Christian Herskind blev genvalgt til bestyrelsen og som formand for en toårig periode, mens Peder Tind blev valgt som næstformand for en etårig periode.





