6.8 C
Copenhagen
mandag 27. april 2026

Stærk dansk trup klar til nyt opgør mod Tyskland

0
Foto: Casper Horsnæs Larsen
Foto: Casper Horsnæs Larsen

SPORT. De danske håndboldherrer gør sig klar til endnu et opgør mod Tyskland, når landsholdet i maj samles til to kampe mod rivalerne fra syd.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget en trup på 18 spillere, hvor der er plads til både erfaring og enkelte nye ansigter. Tre spillere, der fik debut ved seneste samling, er igen med, men ellers er det en trup præget af den faste kerne.

»Det er en trup, med den mere sammentømrede kerne. Vi havde lidt flere eksperimenter i marts, så nu vil jeg bruge tiden på dem, der har været med længe og mange af dem, som var med til at vinde EM,« siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark står over for en velkendt modstander. Ved EM tidligere på året besejrede danskerne netop Tyskland i finalen, og også ved OL i Paris stod de to nationer over for hinanden i den afgørende kamp.

Derfor forventer landstræneren heller ikke nogen nem opgave, når holdene igen krydser klinger.

»Tyskland er et af verdens bedste hold, og det er et ungt hold, som på vej frem. De har fået medaljer ved EM og OL og er blandt favoritterne til det kommende VM på hjemmebane, så det bliver nogle spændende kampe,« siger han.

Første opgør spilles fredag den 15. maj i Royal Arena i København, inden holdene mødes igen to dage senere i Køln.

Den danske trup tæller blandt andre profiler som Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Nielsen, mens også de nyere navne som Frederik Bjerre, Steven Plucnar og Victor Norlyk får chancen igen.

Med en blanding af rutine og nye kræfter er scenen sat til endnu et intenst kapitel i rivaliseringen mellem Danmark og Tyskland.