12.4 C
Copenhagen
mandag 27. april 2026

Plejehjemsbeboere får også glæde af madprisnedsættelsen

Finansloven for 2026 sænker borgernes egenbetaling for udbragte måltider, og Kolding Kommune går længere end krævet. Også prisen for fuld kost på plejehjem reduceres med 119 kr. om måneden fra 1. juni.

0
Plejehjemsbeboere får også glæde af madprisnedsættelsen

POLITIK. Da finansloven for 2026 blev vedtaget, indeholdt den en målrettet nedsættelse af egenbetalingen for kommunal madservice og madlevering. Loftet for et dagligt udbragt måltid blev sat til 50 kr. mod tidligere 66 kr. Ændringen gjaldt fra 1. januar.

Kolding Kommune havde allerede fastsat sine takster, da finansloven blev vedtaget, og er nu på vej til at justere dem med tilbagevirkende kraft. Senior- og Sundhedsudvalget besluttede 7. april at indstille til Byrådet, at egenbetalingen for et udbragt måltid sættes ned til 45 kr. fra 1. januar 2026. Det er fem kroner under finanslovens loft. Borgere, der har betalt for meget i månederne siden januar, vil få differencen modregnet eller udbetalt, når Byrådet har godkendt taksterne.

Men udvalget gik længere. Det besluttede også at sænke egenbetalingen for fuld kost på plejehjem og for fuld forplejning ved midlertidigt ophold og aflastningsophold med 119 kr. om måneden fra 1. juni. Den nedsættelse er ikke krævet af finansloven, men er en politisk beslutning truffet med den statslige kompensation som finansieringskilde.

Kolding Kommunes andel af de 200 mio. kr., der er afsat årligt på finansloven, er anslået til omkring 3 mio. kr. Den forventede mindreindtægt ved selve takstnedsættelsen for udbragte måltider udgør cirka 1,25 mio. kr. Den resterende kompensation finansierer reduktionen for plejehjemsbeboerne.

I Kolding Kommune er omkring 670 borgere visiteret til madservice og madlevering. De kan vælge mellem Elbokøkkenet og Det Danske Madhus. Sidstnævnte modtager fortsat afregning, der svarer til kommunens gennemsnitlige langsigtede produktionsomkostning. Det er kun borgernes egenbetaling, der ændres.