6.8 C
Copenhagen
tirsdag 21. april 2026

Tre lokale ølsteder hædres for kvalitet og passion

0
Tre lokale ølsteder hædres for kvalitet og passion

Ølentusiasterne i Middelfart og på Vestfyn har uddelt årets Danske Ølmærke 2026 til tre lokale aktører, der hver især har markeret sig med et stærkt fokus på øl og oplevelser.

Prisen går i år til Kvickly Middelfart, Gamborg Bryghus i Middelfart og Skænkestuen i Assens.

Hos Kvickly Middelfart er det især det omfattende sortiment, der vækker opsigt. Butikken modtager prisen i kategorien indkøbssted med et udvalg på mere end 1000 forskellige øl, der spænder fra klassiske pilsnere til specialøl i mange varianter og prisklasser.

Bag ølafdelingen står blandt andre øl-sommelier Jørgen Henriksen, som har fokus på løbende at præsentere nye øl fra både danske og udenlandske mikrobryggerier. Det brede udvalg tiltrækker ifølge beskrivelsen kunder fra hele landet.

»Vi er rigtig glad for prisen det fortæller at det vi gør for øllets udbredelse bliver bemærket. Der kommer øleuntuaster fra hele Danmark og udlandet. PT er vi er i gang med at få brygget en ny øl sammen med Gamborg bryghus og bryggeriet Gamma – det er den 8 øl der er lavet kun til Kvickly Middelfarts Ølverden.«

Også Gamborg Bryghus modtager Dansk Ølmærke 2026. Bryggeriet fremhæves som et innovativt og nyt navn med et varieret sortiment, hvor der eksperimenteres med smag og brygmetoder.

Samtidig har bryghuset sat yderligere aftryk lokalt ved at etablere sig i eventstedet Tråden i Middelfart. Her er der både bryggeri og et større udskænkningssted med omkring 25 fadølshaner samt et bredt udvalg af øl på flaske og dåse. Stedet danner desuden ramme om arrangementer som ølsmagninger, quizzer og musik.

I Assens går hæderen til Skænkestuen, som beskrives som et hyggeligt og velassorteret udskænkningssted med fokus på kvalitet og formidling af øl. Personalet lægger vægt på at kunne vejlede gæsterne, og stedet tilbyder både faste og skiftende øl på hanerne samt et supplerende udvalg på flaske og dåse.

Derudover kan gæster kombinere øloplevelsen med mad, og der afholdes jævnligt arrangementer som ølsmagninger og livekoncerter.

Med årets uddeling peger ølentusiasterne på tre steder, der hver især bidrager til at styrke ølkulturen lokalt – både gennem udvalg, nytænkning og oplevelser.