7.4 C
Copenhagen
søndag 19. april 2026

FHK-truppen var hårdt ramt op til nederlag

0
FHK-truppen var hårdt ramt op til nederlag

FHK måtte lørdag se sig slået 34-32 af Skjern i en kamp, hvor hjemmeholdet aldrig for alvor fik angreb og forsvar til at ramme samtidig. Det var også den centrale pointe fra FHK-træner Jesper Houmark efter nederlaget i Middelfart Sparekasse.

Han pegede på, at Fredericia i perioder dækkede godt op, og i andre perioder fandt rytmen offensivt, men at holdet ikke fik de to dele til at smelte sammen længe nok til at vende opgøret.

»Det er jo, at vi i dag ikke spiller den bedste kamp i angreb og forsvar på samme tid. Der er perioder, hvor vi dækker godt op. Der er perioder, hvor vi spiller rigtig godt angreb. Men de fem mål, vi kommer bagud med i første halvleg på seks redninger i bunden, som jo ikke er gode redninger, men lige så meget os, der er skidt der, dem slider vi med at komme tilbage på,« siger Jesper Houmark.

FHK gik til pause bagud 18-14, og selv om holdet fik arbejdet sig tættere på efter hvilen, lykkedes det ikke at få vendt kampen helt.

»Så dækker vi godt op lige i starten af anden halvleg og kommer tilbage i kampen, men derfor må vi så ikke igen sætte til i angreb og ikke få effektiviseret det. Så sker det modsatte. Så mister vi lidt i forsvaret igen, og så spiller vi godt angreb igen. Vi formår ikke at sætte begge ender sammen godt på samme tid.«

Houmark afviser til gengæld, at det handlede om manglende tænding eller vilje fra spillerne.

»Det ved jeg ikke. Nej, jeg tror, at drengene er 100 procent klar og tændte. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at de var og er, hver eneste gang vi spiller.«

FHK-træneren fortæller dog også, at ugen op til kampen ikke havde været optimal, og at sygdom i truppen havde præget forberedelserne frem mod opgøret.

»Vi var ti mand af dem, der skal spille kampen i dag, som trænede i løbet af ugen. Så det har selvfølgelig også en indflydelse på, hvordan den her kamp forløber. Det er jo også med til, at vi ikke rammer det, vi skal, og det er også derfor, FHK ikke spiller, som vi gerne vil.«

Han understreger samtidig, at det ikke skal bruges som en undskyldning, men erkender, at det har haft betydning.

»Der er mange momenter i det, men sådan er det for alle hold lige nu. De andre hold mangler også noget, så det vil jeg ikke bruge som undskyldning, men selvfølgelig influerer det på, at vi ikke rammer på samme måde, som vi gjorde de sidste to kampe.«

Undervejs i opgøret var der tydelig frustration over dommerlinjen, og også efter kampen lagde Houmark ikke skjul på, at han havde bemærkninger. Han vendte dog hurtigt fokus tilbage på sit eget hold.

»Jeg er lidt frustreret over, at jeg synes, at de måske ikke helt fordeler tingene ens i nogle situationer, men det er jo også ligeså meget en frustration, når vi måske ikke selv er skarpe nok. Lad os tage energien på holdet frem for dommerne.«

Selv om nederlaget på 34-32 til Skjern var et hårdt slag, ser Houmark fortsat muligheder for FHK i den tætte slutspilspulje. Derfor var meldingen efter kampen også, at der stadig er gode muligheder for at komme i semifinalen.

»Ja, de er stadig gode. Vi kan slå GOG på lørdag. Så står vi med seks point, GOG med tre og Skjern med to. Så kan vi håbe, at GOG slår Skjern på hjemmebane og taber til Aalborg. Så er vi i semifinalen.«