5.1 C
Copenhagen
onsdag 15. april 2026

Esther og Eskild vil vise at Tøjhuset ikke kun er for etablerede musikere

Esther og Eskild går i musikklassen på Fredericia Gymnasium. Fredag den 17. april spiller de på Tøjhusets store scene. Det er første gang nogensinde.

0
Esther og Eskild vil vise at Tøjhuset ikke kun er for etablerede musikere

KULTUR. Esther Egsdal havde besluttet sig. Den naturfaglige retning var planen, og der var ikke meget, der tydede på, at det skulle ændre sig. Tre måneder inde i gymnasiet, mens klasserne stadig var tilfældige og studieretningerne endnu ikke valgt, var musik ikke noget, hun overvejede.

Så mødte hun de rigtige mennesker.

»Jeg havde nogle gode venner i andre klasser, som fik mig overtalt til at vælge musik. Og så gjorde jeg det,« fortæller hun.

Det var et valg, der siden har ændret en hel del. For i dag er Esther ikke blot musikelev på Fredericia Gymnasium. Hun er sanger i CAESAR, et nyopstartet band med base på gymnasiet, og fredag den 17. april står hun på Tøjhusets store scene for første gang i sit liv.

Eskild Tarp Munk Hansen har en lidt anden musikhistorie. Han er vokset op i en familie, hvor musikken altid har fyldt. Hans far spiller guitar i et band og arbejder som musiklærer på en efterskole, og Eskild selv spiller klaver og trommer. Det har aldrig været et spørgsmål om, hvorvidt musik skulle være en del af hans liv. »Jeg har altid interesseret mig for musik. Det har bare altid været der,« siger han enkelt.

Bandet der opstod for en aftens skyld

CAESAR er ikke et band, der har øvet i årevis og langsomt arbejdet sig op mod deres første optræden. Det er et band, der opstod, fordi en mulighed bød sig på det rette tidspunkt.

Da Tøjhusets Ungegruppe begyndte at planlægge koncertaftenen Besat af Musik, var det med ønsket om at give lokale unge en scene. Esther og Eskild greb chancen. »Vi havde alle gået med en drøm om at spille i et band og tage det mere seriøst. Da muligheden så bød sig i Tøjhuset, blev det pludselig muligt at spørge, om vi ikke bare skulle gøre det,« fortæller Eskild.

Rekrutteringen foregik på den direkte måde. De spurgte dem i klassen, de troede ville være interesserede, og fik et ja. »Vi har en meget åben klasse, så vi spurgte dem, vi tænkte ville gide noget seriøst musik, om de havde lyst til at være med. Og det var fedt, at der faktisk var nogen, der gad,« siger Esther.

Bandets lyd er ikke indviklet. Målet er klart, og Eskild sætter det i ord uden tøven. »Vi vil gerne have, at folk får en fest. Det er covernumre, vi spiller, sange som folk både kan synge og danse med til. Vi skal varme op til Rigmor, og det er præcis det, vi går efter,« fortæller han.

Lange møder og korte pauser

Tøjhusets Ungegruppe blev startet i sensommeren 2025 med ønsket om at give unge i Fredericia og omegn en reel stemme i huset. En gruppe, der ikke bare skulle sidde i salen og se til, men selv være med til at forme, hvad der sker på scenen. Esther og Eskild er begge en del af den gruppe, og det er netop derfra, idéen til Besat af Musik opstod.

Og det har krævet sit arbejde. At planlægge en hel koncertaften fra bunden, mens man samtidig går i gymnasiet, er ikke gjort på en eftermiddag. Ungegruppen har mødtes jævnligt, brugt aftener efter skole og lært hinanden at kende hen ad vejen. »Det kræver nogle lange møder,« siger Esther og griner. »Men det er hyggeligt at sidde og snakke om det, fordi alle har deres egne visioner og deres eget engagement. Det har været hårdt, men også rigtig fedt.«

Eskild nikker genkendende. »Vi er en nyopstartet gruppe, vi havde aldrig mødt hinanden før. Men når man er så mange, kan man fordele opgaverne, og så går tingene faktisk overraskende hurtigt, når man samarbejder. Det har været spændende at se, hvad der sker, når man sætter en flok fremmede unge mennesker sammen om noget fælles.«

Tøjhuset er ikke kun for etablerede musikere

Bag hele projektet ligger en ambition, der rækker ud over en enkelt fredag aften. Esther og Eskild er begge bevidste om, at Tøjhuset af mange unge opfattes som et sted for andre, mere etablerede genrer og publikum. Det vil de gerne være med til at ændre, og det er i virkeligheden hele pointen med Ungegruppen. »Tøjhuset er ikke bare et sted for etablerede jazzmusikere. Der er mange muligheder dernede, komikere, yngre musik og meget andet. Det er det, vi har ønsket med Ungegruppen og med den her koncert, at unge får øjnene op for, at der faktisk er rigtig meget at hente dernede,« påpeger Esther.

Det ønske deler Eskild. Han håber, at aftenen selv bliver beviset. »Jeg håber, at publikum står tilbage med fornemmelsen af, at Tøjhuset er et sted, man tager hen som ung, og at de kan se, at Tøjhuset faktisk giver plads på den store scene til et nyopstartet band som vores. Det er jo ret vildt,« siger han.

Esther glæder sig til at mærke, hvad aftenen bringer. Stemningen, publikum, de mange fra klassen og de fremmede ansigter, der er mødt op for Rigmors skyld. Det er den slags ting, man ikke kan planlægge sig frem til. »Jeg glæder mig til at se, hvilket publikum der kommer, og hvilken stemning der bliver skabt. Rigmor trækker et bestemt publikum, men der kommer jo også mange fra vores klasse og andre klasser. Jeg er slet ikke så bekymret for, om det går godt. Jeg glæder mig bare,« slutter hun.