11.6 C
Copenhagen
mandag 13. april 2026

Mere sne får Antarktis til at vokse for en stund

0
Foto: Ruth Mottram, Klimaforsker ved DMI
Foto: Ruth Mottram, Klimaforsker ved DMI

Antarktis har i de seneste år oplevet en usædvanlig udvikling, hvor isen samlet set er vokset. Det skyldes især øget snefald, der i en periode har opvejet det is, som fortsat forsvinder ud i havet.

Det viser et nyt studie med bidrag fra Danmarks Meteorologiske Institut, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Selvom udviklingen kan lyde som et brud med fortællingen om en opvarmet klode, hænger den ifølge forskerne netop sammen med klimaforandringerne. En varmere atmosfære kan indeholde mere fugt, og det kan føre til mere nedbør i form af sne over Antarktis.

Men bag den midlertidige fremgang gemmer der sig en skrøbelig balance.

»Det er en ømtålelig balance. Snefaldet opvejer lige nu tabet, men vi balancerer på en knivsæg. Små ændringer i atmosfæren eller havet kan hurtigt få regnskabet til at tippe, så Antarktis igen mister mere is, end det får,« siger klimaforsker Ruth Mottram fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, der er medforfatter på studiet.

Forskerne har baseret deres arbejde på satellitmålinger af Jordens tyngdefelt, som gør det muligt at følge ændringer i ismassen over tid. Dataene er kombineret med klimamodeller og vejrdata for at beregne, hvor meget is der tilføres som sne, og hvor meget der forsvinder via gletsjere.

En væsentlig forklaring skal findes i ændrede vejrmønstre. Siden 2020 har kraftigere vestenvinde og flere såkaldte atmosfæriske floder ført store mængder fugtig luft mod kontinentet. Når fugten rammer Antarktis, falder den som sne og øger ismassen.

Samtidig spiller udviklingen i havisen en mindre rolle. Mindre havis betyder mere åbent vand, hvilket giver øget fordampning og dermed mere nedbør.

»Satellitdata viser, at havisen omkring Antarktis er blevet betydeligt mindre. Vi har brugt satellitdata af havis i modellen og kan se en stigning i især vinterens snefald, da der er mere lokal fordampning fra det åbne hav, som ikke længere er dækket af is. Men langt det største bidrag kommer fra stigningen i fugtigheden, der overføres til kontinentet fra en opvarmet atmosfære,« siger klimaforsker Abraham Torres.

Selvom ismassen i øjeblikket vokser, ændrer det ikke på de langsigtede udsigter. Antarktis rummer enorme mængder ferskvand bundet i is, og selv små ændringer kan få betydning for havniveauet globalt.

For Danmark kan udviklingen også få konsekvenser, da smeltevand fra Antarktis bidrager til havniveaustigninger i de danske farvande.

Ifølge forskerne er den nuværende udvikling kortvarig i et klimaperspektiv, og balancen kan hurtigt ændre sig igen. På længere sigt forventes Antarktis fortsat at bidrage til stigende havniveau i takt med den globale opvarmning.