Der findes et princip i dansk miljøret, som vi normalt ikke diskuterer. Det hedder »forureneren betaler«. Det er ikke politik. Det er ret. En grundsætning i miljøbeskyttelsesloven og anerkendt i hele EU.
Det fungerer. Så længe forureneren er privat.
Da Nordic Wastes giftbjerg ved Ølst begyndte at skride i december 2023 og truede med at begrave en landsby og forgifte Alling Å, reagerede myndighederne straks. Randers Kommune udstedte påbud. Miljøstyrelsen gik ind. Regningen på op mod 500 millioner kroner blev placeret hos ejerne. Forureneren skulle betale.
Da ejerne ikke gjorde det, kom reaktionen øjeblikkeligt. Politikere fra hele Folketinget fordømte det. Man kunne ikke løbe fra sit ansvar. Man kunne ikke gemme sig bag et konkursbo, når man havde tjent milliarder og efterlod regningen til andre. Nordic Waste gik konkurs. Regningen ender hos fællesskabet. Men princippet stod fast. Og det var det rigtige.
Lad os så se på Fredericia.
I begyndelsen af 1960’erne udstykkede Fredericia Kommune et areal ved Læsøvej og solgte grundene til private. Kommunen godkendte byplanen. Kommunen gav byggetilladelserne. Og i salgsdokumentet fra april 1961 oplyste kommunen, at en del af arealet var en tidligere grusgrav, opfyldt med dagrenovation.
Familier flyttede ind. Børn voksede op. Liv blev levet. Indtil Region Syddanmark i 2021 begyndte at bore. Det, de fandt, var ikke dagrenovation. Det var chlorerede opløsningsmidler. Industrielle rensemidler i koncentrationer langt over det tilladte. Tungmetaller. Benzen. Vinylchlorid. Asbest. Og metangas i niveauer, der nærmer sig eksplosionsgrænsen, direkte under boliger.
17 ejendomme er kortlagt som forurenede. Værdier er tabt. Og familierne kan ikke rejse et krav. Ikke fordi der ikke er et problem. Men fordi tiden er gået. Forældelsesfristerne er udløbet. Nu ligger sagen hos byrådet. Spørgsmålet er enkelt. Ikke juridisk, men politisk.
Vil kommunen give borgerne mulighed for at få deres sag prøvet ved domstolene?
Forvaltningen anbefaler nej. Argumentet er, at kommunen i 1961 oplyste om dagrenovation. Oplysningspligten er opfyldt. Det er en juridisk position. Men det er ikke en rimelig forklaring. For kommunen oplyste om dagrenovation. Regionen har dokumenteret industriaffald og kemikalier. Det er ikke det samme. Og de mennesker, der bor der i dag, har aldrig fået nogen oplysning.
Her opstår forskellen.
Når en privat virksomhed forurener, falder der påbud, regninger og politisk pres. Det er konsekvent. Det er rigtigt. Når en kommune sælger forurenet jord til sine egne borgere, kan den henvise til forældelse og gå fri. Det er lovligt. Men det er ikke ansvar.
Kommunen har ikke pligt til at betale. Det er korrekt. Kommunen har mulighed for at handle. Det er lige så korrekt. Kommunalfuldmagten giver råderum. Jordforureningsloven giver adgang. Det er ikke juraen, der mangler. Det er viljen, der bliver testet.
Det Konservative Folkeparti har stemt imod med henvisning til risikoen for præcedens. Det argument rammer ved siden af. For præcedens er ikke problemet. Præcedens er pointen. Hvis konsekvensen er, at kommuner ikke kan sælge forurenet jord og senere gemme sig bag forældelsesfrister, så er det ikke en glidebane. Det er en retning.
Vi har allerede sagt det højt i Danmark. Da Nordic Waste kollapsede, var der ingen tvivl. Ansvar følger handling. Det bør gælde alle. Også kommunen. Der er borgere i Fredericia, som ikke beder om en undskyldning. De beder om en mulighed.
Muligheden for at få deres sag prøvet. Muligheden for at få et svar.
Ikke på jura.
Men på ansvar.
