Planerne er ambitiøse i den danske fjernvarmesektor, hvor der de kommende år satses massivt på elektrificering. Men en ny undersøgelse peger på en væsentlig udfordring, der kan bremse udviklingen.
Ifølge Dansk Fjernvarme ønsker selskaberne at investere i mindst 1,8 gigawatt elbaseret varmeproduktion over de næste fem år. Det vil øge elektrificeringen af fjernvarmen med omkring 72 procent i forhold til i dag, hvor kapaciteten ligger på 2,5 gigawatt.
Udviklingen skal være med til at udnytte den stigende mængde strøm fra vind og sol bedre, samtidig med at fjernvarmen kan lagre energien og bidrage til at balancere elnettet.
Men netop elnettet er også det sted, hvor udfordringerne opstår.
»Hvis ikke vi har et velfungerende elnet, får vi ikke den grønne omstilling, vi alle sammen ønsker os. Det skal der komme styr på. Og det skal der komme hurtigt. Vores dugfriske undersøgelse sætter fingeren på det ømme punkt, som vi derfor nu opfordrer politikerne på Christiansborg til at bruge den nødvendige energi på,« siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.
Undersøgelsen viser, at hver fjerde fjernvarmeselskab inden for de seneste tre år har oplevet forsinkelser eller begrænsninger i elkapaciteten, når de har forsøgt at etablere varmepumper eller elkedler.
Det er ifølge branchen en udvikling, der risikerer at spænde ben for omstillingen til mere klimavenlig varme.
»Tallene taler for sig selv i forhold til, at fjernvarmeselskaberne er ambitiøse og ønsker en øget elektrificering af fjernvarmeproduktionen. Det gavner ikke kun os fjernvarmeforbrugere, men leverer også værdi i det samlede energisystem på grund af fjernvarmens fleksible produktion,« siger Kim Mortensen.
Dansk Fjernvarme peger derfor på behovet for politiske løsninger, der kan sikre en hurtigere udbygning af elnettet. Samtidig efterlyser organisationen, at myndighederne får mulighed for at prioritere nye tilslutninger ud fra, hvordan de påvirker elnettet.
Ifølge branchen er der en særlig mulighed lige nu for at få sat fart på udviklingen.
»Vi har en unik mulighed nu, hvor der er kommet fokus på udfordringerne på højeste politiske niveau og hos Energistyrelsen og Energinet til at finde en løsning, som kan løfte de mange års tidligere forsinkelser. Det kan også danne erfaring for, hvordan vi kan sikre, at elektrificeringen i vores samfund stadig fortsætter mod en CO2-neutral fremtid,« siger Kim Mortensen.



