EVENTS. Tråden i Middelfart skyder i aften et nyt tilbagevendende koncertformat i gang. Det hedder TRÅDLØS, og tanken er at hente nogle af landets mest markante musikere til byen for aftener, hvor musikken er i centrum og publikum kommer helt tæt på.
Til premieren er det navne, som mange danskere kender godt fra hitlister og streamingtjenester.
Aftenen åbnes af DJ Luna kl. 20.00, inden Karoline Mousing følger op som support act kl. 21.00. Den unge sanger fra Randers slog igennem i 2024, da sangen “Ulykkelig” gik viralt på TikTok og efterfølgende landede på Spotify. Siden er det gået stærkt, senest med singlen “If u kno u kno” i samarbejde med KEDDE, der landede på P3s Uundgåelige og over to millioner streams på få uger. I år spiller hun også til Roskilde Festival.
Kl. 22.00 overtager Artigeardit scenen. Den albansk-danske rapper fra Gladsaxe er en af de mest veletablerede stemmer i dansk hiphop med udsolgte koncerter og kritikerroste album bag sig. I december 2025 blev han kåret som den sjette mest strømmede artist i Danmark på Spotify, og hans album Længe leve fra 2023 høstede seks stjerner fra Soundvenue.
Tessa afslutter aftenen kl. 23.00. Hun vandt i 2021 MTV Europe Music Award for Best Nordic Act og har siden befæstet sin position som en af de mest kompromisløse og energiske rappere på den danske scene.
Det er ståkoncert på Tråden i Middelfart.





