6.1 C
Copenhagen
fredag 10. april 2026

1.682 cykelture på ét år: Middelfart er Danmarks flittigste cykelkommune for ældre

Med 1.682 cykelture i 2025 er Middelfart Kommune den flittigste cykelkommune for ældre i hele Danmark. Bag rekorden sidder en flok frivillige, der uge efter uge giver ældre borgere vind i håret.

0
1.682 cykelture på ét år: Middelfart er Danmarks flittigste cykelkommune for ældre

ÆLDRE. Middelfart Kommune er den kommune i Danmark, hvor Cykling uden alder gennemførte flest cykelture i 2025. Det oplyser kommunen, der torsdag delte nyheden. Det samlede antal endte på 1.682 ture, hvor frivillige cykelpiloter tog ældre borgere med ud i kommunens omgivelser på rickshaw-cykler.

Bag turene står frivillige som Aase, Henning, Carsten og John, der hver onsdag henter borgere fra Middelfart Nærhospital, byens plejehjem og ældreboliger. Turene varierer fra gang til gang, og der er altid et stop med kaffe og småkager undervejs. Cykling uden alder har aftaler med 20 steder i byen, hvor piloterne og de ældre borgere er velkomne til en gratis pause. »Vi kender efterhånden dem, vi cykler med, og det at møde deres livsglæde hver gang vi kommer, er enormt givende,« fortæller cykelpiloten Aase til kommunen.

For de ældre borgere, der sidder i sæderne, betyder turene mere end en udflugt. »At komme ud i den friske luft, og at der er frivillige, som har lyst til at tage os med, betyder alt for os,« lyder det fra deltagerne Inge Lise, Lissi og Rita i kommunens omtale.

Der cykles allerede fra Ejby og Gelsted, og snart udvides det til Nørre Aaby. Cykling uden alder er en landsdækkende forening, der arbejder med at øge ældres livskvalitet og samhørighed gennem cykelture drevet af frivillige. Alle kan melde sig som cykelpilot.