8.2 C
Copenhagen
tirsdag 7. april 2026

Gammel Havn fortjener bedre

0
Gammel Havn fortjener bedre

Der er noget besynderligt over den sag, Teknik- og Miljøudvalget skal behandle mandag den 13. april. Forvaltningen indstiller, at den inderste del af Gammel Havn fremover reserveres til formidlingsprammen Sømærket og friholdes for gæstesejlads. Hele området. Lukket.

Jeg stod selv dernede for år tilbage sammen med daværende udvalgsformand Steen Wrist, der senere blev borgmester i Fredericia. Vi lavede en artikel om det potentiale, der lå i Gammel Havn. Om hvad det kunne betyde for byen at tiltrække sejlere fra hele landet. Et levende havnemiljø med gæster, liv og penge i kassen hos de lokale erhvervsdrivende. Vi var enige om, at det var en fremtid værd at arbejde for.

Nu planlægger man i stedet at lukke det hele ned.

Argumentet er, at Sømærket er for stor til at dele plads med gæstesejlere. Det kan så være. Men har nogen i forvaltningen overvejet, om man i stedet kunne reservere tre-fire faste pladser til formidlingsprammen og lade resten af havnen leve? De kunne jo passende også betale for at lægge der. Det lader ikke til at være et spørgsmål, der er blevet stillet.

Og hvad sker der, når Sømærket er i andre byer? Så overtager en flydeplatform kaldet Støttepunktet pladsen i bassinet. Et permanent inventar i vandet, der skal erstatte det, man har lukket ude. Kommunen er i gang med at renovere fortøjningspælene i Gammel Havn og skaber dermed faktisk bedre forhold for gæstesejlere langs kajerne. Og så vælger man samtidig at reservere den inderste del til et projekt, der kun er i byen hver tredje år.

Løsningen er ikke svær at få øje på. Der er plads på land i området. Ukrudt og ødelagt asfalt langs havnen vidner om, at der ikke ligefrem mangler arealer. En permanent formidlingsplads på land ville give Sømærket en base i Fredericia uden at ofre et helt havnebassin.

Det er den slags beslutninger, der afslører en forvaltning, som ikke kender den by, den administrerer. Gammel Havn er ikke en parkeringsplads for kommunale projekter. Det er en af Fredericia bymidtes muligheder for at skabe ægte byliv ved vandet, og det kræver mennesker, ikke tomme bassiner og en flydende platform, der er i byen hver tredje år.

Udvalget bør sende sagen tilbage og bede forvaltningen om at undersøge, om en mere målrettet løsning kan sikre plads til Sømærket uden at ofre resten af det miljø, som er opbygget.

Andreas Andreassen, ansvarshavende chefredaktør