5 C
Copenhagen
mandag 16. marts 2026

Fattige pensionister i Trekantområdet får mere end landsgennemsnittet — undtagen i Middelfart

0
Fattige pensionister i Trekantområdet får mere end landsgennemsnittet — undtagen i Middelfart

SAMFUND. Et fælles udspil fra Socialdemokratiet og SF vil give Danmarks fattigste folkepensionister 1.000 kroner mere om måneden. En ny analyse viser, hvad det betyder lokalt.

En gennemsnitlig folkepensionist i Fredericia Kommune vil få 2.450 kroner mere til sig selv om året, hvis forslaget bliver gennemført efter valget. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, offentliggjort mandag. Landsgennemsnittet ligger på 2.350 kroner.

Kolding ligger højest i Trekantområdet med 2.625 kroner. Fredericia og Vejle følger begge med 2.450 kroner. Middelfart er den eneste af de fire kommuner, der ligger under landsgennemsnittet, med en gennemsnitlig forøgelse på 2.300 kroner om året.

Analysen viser, at forskellene på tværs af landet er store. De fattigste folkepensionister bor i højere grad i landets yderkommuner end i de større byer. »Den geografiske ulighed er stor. Der bor især mange fattige folkepensionister i landdistrikterne, hvor hverdagen kan være sværere at få til at hænge sammen,« siger Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I Morsø Kommune når den gennemsnitlige forøgelse op på 3.725 kroner om året. I Læsø er den 3.625 kroner. I den anden ende ligger flere nordsjællandske kommuner, hvor Hørsholm har den laveste gennemsnitlige forøgelse i landet med 1.050 kroner.

Udspillet består af to dele. En skattefri check på 1.000 kroner om måneden til de cirka 150.000 fattigste folkepensionister og en mere end fordobling af formuegrænsen for at modtage ældrecheck, så omkring 60.000 flere pensionister vil kunne få den. Samlet skønnes forslagene at koste cirka 2 milliarder kroner.

Læs analysen her.