KRIMI. En bilist uden bopæl i Danmark er sigtet for spirituskørsel efter en hændelse i Kolding søndag middag.
Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen omkring klokken 12.25 ved krydset mellem Tarmvej og Søndergyden. Her stod en personbil ude i rabatten med jord på kofangeren.
Bilens fører henvendte sig efterfølgende til en person i området. Vedkommende fik mistanke om, at føreren var påvirket af spiritus og kontaktede politiet.
Da patruljen ankom til stedet, blev en 53-årig mand sigtet for spirituskørsel. Manden har ikke bopæl i Danmark.
Politiet oplyser, at promillen lå over grænsen, og derfor blev bilen beslaglagt på stedet med henblik på konfiskation.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport mandag den 16.3 kl. 9.00 af vagtchef Arno Rindal Petersen.





