4 C
Copenhagen
tirsdag 3. marts 2026

Her er kandidaterne til årets kulturhæder i Kolding

0
Her er kandidaterne til årets kulturhæder i Kolding

Kolding Kommune har nu sat navn på de nominerede til Kulturpriserne 2026. Priserne hylder dem, der det seneste år har sat markante spor i byens kulturliv, og ifølge kommunen har interessen for at indstille kandidater været større end nogensinde før.

De nominerede er udpeget af Kultur- og Eventudvalget på baggrund af indstillinger fra både borgere og kulturaktører. Det store engagement vækker glæde hos udvalgets formand, Merete Due Paarup.

»Jeg er stolt over, at vi i år har modtaget rekordmange indstillinger fra borgere. Det fortæller mig, at kulturen betyder noget – og at vi ser og værdsætter hinandens indsats. Niveauet blandt de nominerede er virkelig højt. Her finder vi dedikerede, frivillige ildsjæle, som utrætteligt skaber fællesskaber, men også stærke kulturaktører fra institutioner, foreninger og virksomheder, der udvikler og løfter kulturlivet. Tilsammen viser de, hvor levende og engageret kulturen i Kolding er! Det ser jeg meget frem til, at vi fejrer sammen til prisshowet i april.«

I kategorien Årets Kulturelle Aftryk, der hylder frivilligt skabte events, initiativer og projekter med et særligt kulturelt aftryk, er Fundament, Koldingkjolen og Rock’In House nomineret.

Årets Kulturelle Highfive gives til kulturelle eksperimenter og entreprenørskab med potentiale til at udvikle kulturen. Her er Bloom Stage Hejls, ”Lyden af Christiansfeld” af Museum Kolding, Brødremenigheden i Christiansfeld og Concerto Copenhagen samt udstillingen ”Kongebarn” af Koldinghus, Den Kongelige Samling blandt de nominerede.

Prisen som Årets Ildsjæl er en personlig hæder til en engageret frivillig med en mangeårig indsats. De tre nominerede er Claus Meineche og Tina Paulsen Christensen fra Jazz6000, Kirsten Knudsen fra Dronning Dorothea Teatret samt Lukas Pedersen, der er frivillig i flere kulturelle foreninger.

Endelig uddeles KulturKolding-prisen, som gives til en institution, forening, virksomhed eller et initiativ, der har gjort sig særligt bemærket i det forgangne år. Her er Kolding Light Festival, Sangkraft Kolding og Women’s Week i spil.

Vinderne afsløres ved Kultur Awards 2026, der finder sted tirsdag den 14. april på Godset i Kolding. Aftenen indledes med en kulturmesse og fortsætter med prisshow, kulturelle indslag og uddeling af priserne. Der er gratis billetter via http://kolding.dk/kulturpriser.

Vinderen af KulturKolding-prisen findes ved en SMS-afstemning, som åbner den 16. marts og løber frem til prisuddelingen den 14. april. Her kan alle være med til at afgøre, hvem der løber med hæderen.