KRIMI. Fyns Politi har registreret en række sager fra de seneste dage, heriblandt et usædvanligt færdselsuheld i Middelfart, et indbrud i Otterup og et tricktyveri i Nyborg.
Forvekslede bremse og speeder i Middelfart
En bilist forvekslede torsdag den 26. februar bremse og speeder under en parkering på Jernbanegade i Middelfart. Bilen påkørte en sten, som blev skubbet ind i et butiksvindue. Bilisten fortsatte herefter sin kørsel og ramte butiksfacaden samt to metalstolper. Der var umiddelbart ingen personskade.
Derudover er en nummerplade tilhørende en personbil meldt tabt på Værkstedsvej i Middelfart søndag klokken 12.
Stole stjålet i Otterup
På Søndergade i Otterup blev der begået indbrud fra tirsdag den 25. februar. En gerningsmand skaffede sig adgang via et opbrudt vindue og stjal stole.
Tricktyve stjal pung i Nyborg
To unge udenlandske mænd stjal søndag en pung fra en borger på Vestergade i Nyborg. De tabte mønter på jorden foran den forurettede og påstod, at det var vedkommendes egne. Da borgeren bukkede sig for at samle mønterne op, stak den ene mand hånden ned i den forurettedes taske og stjal pungen med blandt andet betalingskort, kørekort og sundhedskort.
19-årig bakkede ind i bil under påvirkning i Odense
En 19-årig mand fra Vejle Kommune er sigtet for at have ført personbil under påvirkning af både spiritus og euforiserende stoffer efter at have bakkede ind i en anden bil på Overgade i Odense lørdag klokken 4.38. En 20-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune er sigtet for at have overladt bilen til en påvirket person.
Det oplyser Fyns Politi mandag.





