SAMFUNDSANALYSE: I min forrige artikel beskrev jeg, hvordan den østrigske psykolog Viktor E. Frankls logoterapeutiske perspektiv kan hjælpe os med at forstå den meningsløshed, der præger vores samtid. Diagnosen er klar: Når mening forsvinder, opstår et vakuum, som udfyldes af dem, der tilbyder simple forklaringer og stærke følelser. Men diagnosen er ikke nok. Spørgsmålet er, hvordan vi konkret begynder at genskabe en meningsfuld verden – ikke som abstrakt ideal, men som levende praksis.
I bagklogskabens klare lys blev artiklen måske lidt mere programmatisk i slutningen, hvor opfordringerne til medierne og samfundet blev mere abstrakte, end jeg ønskede. Oprindeligt overvejede jeg at anvende den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick sammen med Viktor E. Frankl, men tænkte, at samfundsanalysen ville blive for lang, og droppede det.
I fortsættelse af udforskningen af temaet ”en meningsfuld verden”, og i forsøget på at løfte analysen endnu mere fra diagnose til praksis, vil jeg derfor her alligevel forsøge at koble de to teoretikere – Frankl og Weick. Også fordi den østrigske psykolog Viktor E. Frankl med fordel kan suppleres med en tænker, der har et mere organisatorisk og kollektivt perspektiv på meningsdannelse. Her er Karl E. Weick oplagt, fordi han netop beskæftiger sig med, hvordan mening ikke bare findes, men skabes i fællesskab gennem handling.
Mening skabes, den venter ikke
Den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick har brugt et halvt århundredes forskning på meningsskabelse, organisering og ledelse. Weick har blandt meget andet søgt at vise, at mening ikke er noget, vi finder som en genstand i verden. Mening er noget, vi skaber – i fællesskab, gennem handling og fortolkning.
Weick kalder processen sensemaking: Vi handler først, og derefter forstår vi, hvad vi gjorde og hvorfor. Som han formulerer det:
“How can I know what I think, until I see, what I say?”
(på dansk: “Hvordan kan jeg vide, hvad jeg tænker, før jeg ser, hvad jeg siger?”)
Det lyder paradoksalt, men det rummer en afgørende indsigt: Vi kan ikke sidde og vente på, at meningen indfinder sig. Vi må handle os ind i den. Eller som Weick også formulerer det:
“The basic idea of sensemaking is that reality is an ongoing accomplishment
that emerges from efforts to create order and make retrospective sense of what occurs.”
(på dansk: “Den grundlæggende idé bag meningsdannelse er, at virkeligheden er en løbende præstation, der opstår som følge af bestræbelserne på at skabe orden og give retrospektiv mening til, hvad der sker.”)
Virkeligheden er ikke givet på forhånd. Den er noget, vi fortløbende skaber sammen gennem vores forsøg på at forstå og handle. Frankl vidste det samme fra koncentrationslejren. Han observerede, at de fanger, der hjalp andre – delte deres brød, trøstede de syge, bevarede små ritualer – ikke blot overlevede oftere. De oplevede mening midt i lidelsen. Mening var ikke en belønning efter handling. Mening opstod i handlingen.
Overført til vores samtid betyder det: Vi genskaber ikke en meningsfuld verden ved først at formulere den perfekte vision og derefter implementere den. Vi genskaber den ved at begynde – konkret, lokalt, ufuldkomment.
De tre veje – oversat til 2026
Frankl identificerede tre veje til mening: skabende værdier, oplevelsesværdier og holdningsværdier. Lad os omsætte dem til praksis i en dansk virkelighed anno 2026.
Den første vej – skabende værdier – handler om det, vi giver til verden gennem arbejde, ansvar og handling. I dag er denne vej truet af en udbredt oplevelse af afmagt: Hvad nytter det, jeg gør, i en verden af globale kriser? Her ville Frankl insistere på, at mening altid er konkret og situationsbestemt. Den er ikke global. Den er her, i dette øjeblik, i den aktuelle opgave, over for dette menneske. Det er ikke et argument for at ignorere de store udfordringer. Det er et argument for at begynde der, hvor vi har reel handlekraft. I lokalsamfundet, i skolen, på arbejdspladsen, i den demokratiske samtale. Dette hænger fint sammen med ”Det Ønskede Samfunds” oprindelige ønske om at begynde hos den enkelte, lokalt – nedefra.
Den anden vej – oplevelsesværdier – handler om det, vi modtager: kærlighed, naturens skønhed, kunstens kraft, forbindelsen til andre mennesker. Her er det værd at notere, at Frankl midt i lejrens rædsel beskrev øjeblikke af intens skønhedsoplevelse – en solnedgang set gennem pigtråden, et stykke musik, et minde om et elsket menneske. Som han skriver:
“In a last violent protest against the hopelessness of imminent death,
I sensed my spirit piercing through the enveloping gloom.”
(på dansk: “I en sidste voldsom protest mod den forestående døds håbløshed, følte jeg min ånd trænge gennem det omsluttende mørke.”)
I vores overstimulerede, skærmbaserede hverdag er evnen til at modtage – til at standse og virkelig opleve – måske mere truet end nogensinde. Ikke af brutalitet, men af hastighed og distraktion.
Den tredje vej – holdningsværdier – handler om den måde, vi bærer uundgåelig lidelse på. Det er Frankls mest radikale indsigt og den sværeste at omsætte kollektivt. For et samfund handler det om evnen til at møde reelle kriser – klimaforandringer, geopolitisk ustabilitet, demokratisk pres – uden enten at benægte dem eller at lade sig lamme af dem. Vi kan vælge vores holdning. Vi kan vælge at møde usikkerheden med handlekraft frem for apati.
Meningsskabelse som organiseringsprincip
Karl E. Weick tilfører det, Frankl mangler i en samfundsanalyse – nemlig et begreb om kollektiv meningsskabelse. Frankls styrke er det individuelle valg; Weicks er den organisatoriske og sociale proces. Sammen dækker de både borgerens og samfundets perspektiv.
Weick har vist, at organisationer – og samfund – fungerer bedst, når de besidder det, han kalder mindful organizing: En evne til at være opmærksom på det, der faktisk sker, frem for det, vi forventer eller frygter. Det indebærer blandt andet en villighed til at revidere sine antagelser, lytte til svage signaler og modstå fristelsen til forenklede forklaringer. Som Weick advarer:
“Accuracy is nice, but not necessary. People need to filter and simplify in order to act, but if they simplify too much, they lose the bigger picture.”
(på dansk: “Nøjagtighed er fint, men ikke nødvendigt. Folk er nødt til at filtrere og forenkle for at kunne handle, men hvis de forenkler for meget, mister de det større billede.”)
I en tid, hvor politisk kommunikation og medielogik belønner netop forenkling og alarm, er dette en direkte modkraft. Vi har brug for forenkling for at kunne handle – men for meget forenkling gør os blinde for det, der virkelig sker.
Weick har også påvist, at mennesker i krisesituationer ikke mister handlekraft, fordi de mangler information. De mister den, fordi de mister mening. Når de mentale kort, vi navigerer efter, bryder sammen, opstår der det, Weick kalder en cosmology episode – en oplevelse af, at verden ikke længere giver mening. Reaktionen er ofte panik eller passivitet. Vejen ud er ikke mere information. Vejen ud er fornyet meningsskabelse – ofte gennem små, konkrete handlinger, der genetablerer en følelse af sammenhæng og retning. Som Weick formulerer det:
“Suppose you were lost; any old map will do.”
(på dansk: “Hvis du var faret vild, så kan et hvilket som helst gammelt kort bruges.”)
Citatet understreger, at handling trumfer perfektion. Det er et af Weicks mest berømte udsagn, som henviser til historien om den ungarske militærenhed, der fandt ud af alperne med et forkert kort, som den polsk-amerikanske filosof Alfred Habdank Skarbek Korzybski (1879-1950) omtalte i bogen: ”Science and Sanity, an Introduction to Non-Aristotelian Systems and General Semantics”. Korzybski brugte dog i bogen et andet udtryk og senere berømt citat:
”The Map is not The Territory”.
(på dansk: “Kortet er ikke terrænet”.)
Pointen er ikke, at det er ligegyldigt, hvad vi tror. Pointen er, at det at have et udgangspunkt – selv et ufuldkomment – sætter os i bevægelse. Og bevægelse skaber ny information, ny erfaring og dermed ny mening. Det er i stilstanden, at meningsløsheden vokser.
En invitation, ikke en plan
Lad mig være ærlig: Jeg har ikke en masterplan for en meningsfuld verden. Det ville også stride mod både Frankl og Weick. Frankl insisterede på, at mening ikke kan gives som recept – den skal opdages af den enkelte i den konkrete situation. Weick insisterede på, at mening skabes retrospektivt, gennem handling, ikke forud for den.
Men jeg kan pege på et udgangspunkt. Frankl skrev i bogens efterskrift:
“For the meaning of life differs from man to man, from day to day and from hour to hour. What matters, therefore, is not the meaning of life in general but rather the specific meaning of a person’s life at a given moment.”
(på dansk: “For meningen med livet er forskellig fra menneske til menneske, fra dag til dag og fra time til time. Det, der betyder noget, er derfor ikke meningen med livet generelt, men snarere den specifikke betydning af en persons liv på et givet tidspunkt.”)
Det er et radikalt udsagn. Det fritager os fra at skulle finde svaret med stort S. Det forpligter os til at svare på det, der lige nu kræver vores svar. I politik, i medier, i vores lokalsamfund, i vores relationer.
Og det er måske det vigtigste budskab fra Viktor E. Frankl for Danmark i 2026: Genskabelsen af en meningsfuld verden begynder ikke med en stor plan. Den begynder med viljen til at handle, ansvaret for at forbinde og modet til at insistere på, at retning er mulig – selv når verden føles kaotisk.
Men det er ikke ”et enten eller”. Som Weick peger på, må vi ikke tabe det store billede i forenklings tegn, og det var Frankl for så vidt også enig i.
Med Frankls og Weicks komplementerende teorier som udgangspunkter og med mine egne ledelseserfaringer og -strategi som baggrundstæppe vil jeg derfor i næste samfundsanalyse yderligere konkretisere én model, hvormed vi (gen)skabe, videreudvikle og robustgøre oplevelsen af meningsfulde liv i en meningsfyldt verden gennem et tæt samspil mellem det enkelte menneske og de mangfoldige fællesskaber, som vi er en del af.
Fortsættes …
