-2.1 C
Copenhagen
onsdag 4. februar 2026

Støtte fra Erhvervsstyrelsen giver gratis diplomuddannelser på Fredericia Maskinmesterskole

0
Støtte fra Erhvervsstyrelsen giver gratis diplomuddannelser på Fredericia Maskinmesterskole

Fredericia Maskinmesterskole har fået støtte fra Erhvervsstyrelsen til at dække deltagergebyret på udvalgte diplomuddannelser. Bevillingen skal styrke grønne kompetencer inden for blandt andet Power-to-X og vedligehold og bidrage til at sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling i Nord- og Sydjylland.

Fredericia Maskinmesterskole – Videncenter for Drift og Vedligehold har modtaget støtte fra Erhvervsstyrelsen, som gør det muligt at få dækket deltagergebyret på udvalgte diplomuddannelser i de kommende år.

Støtten betyder, at studerende fra april 2026 til oktober 2028 kan få betalt deltagergebyret, hvis de ønsker at tage diplomuddannelsen i Power-to-X eller udvalgte moduler inden for vedligehold.

Midlerne er tildelt projektet Skills2X, som Fredericia Maskinmesterskole har søgt i samarbejde med work-live-stay. Projektet har til formål at styrke og udvikle grønne kompetencer inden for nye energiteknologier og samtidig bidrage til at sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

En del af Fonden for Retfærdig Omstilling

Skills2X er ét af 16 projekter, der modtager støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling. Projekterne skal samlet set fremme den grønne omstilling inden for blandt andet Power-to-X, brun bioraffinering som pyrolyse samt CO₂-fangst, -anvendelse og -lagring (CCUS).

Målet er at understøtte den kommende generation af medarbejdere, der skal arbejde med den grønne omstilling, ved at løfte kompetencer fra fossil energiproduktion til fremstilling af grønne brændstoffer og bæredygtige energiløsninger. Det kræver både forskning, kompetenceudvikling og målrettet efteruddannelse, så virksomheder kan imødekomme behovet for specialiseret arbejdskraft.

Forventer markant flere studerende

Ifølge Fredericia Maskinmesterskole giver projektet mulighed for at udvide udbuddet og tiltrække flere studerende.

»Med dette projekt og bevillingen ser vi frem til at kunne imødekomme manglen på kvalificeret arbejdskraft inden for Power-to-X og vedligehold i de regioner, projektet dækker. Vi har i dag 120 diplomstuderende og forventer over de næste par år at kunne fordoble dette antal. Det vil bidrage væsentligt til den grønne omstilling i Region Syd og Nord,« siger Lars Jenry Petersen, lektor og ansvarlig for diplomuddannelser på Videncenter for Drift og Vedligehold ved Fredericia Maskinmesterskole.

Med Skills2X-projektet får kursusafdelingen mulighed for at tilbyde kommende diplomstuderende fuld dækning af deltagergebyret. Det gælder alle moduler på diplomuddannelsen i Power-to-X samt det første modul, Vedligehold 1, på diplomuddannelsen i Vedligehold.

Attraktivt for virksomheder

For virksomheder med behov for efteruddannelse af medarbejdere inden for Power-to-X, CCS og vedligehold betyder projektet, at deltagergebyret kan dækkes. Det gør det lettere og mere attraktivt at investere i kompetenceudvikling i takt med den grønne omstilling.

Fredericia Maskinmesterskole – Videncenter for Drift og Vedligehold udbyder diplomuddannelsen i Power-to-X og tilbyder diplomuddannelsen i Vedligehold i samarbejde med VIA University College. Derudover udbydes en række certificerende kurser samt AMU-kurser inden for maskinteknik og værksted.

Projektet løber frem til efteråret 2028 og skal bidrage til at sikre, at både studerende og virksomheder i regionerne står stærkere i den grønne omstilling.