POLITIK. Lørdag viser Fredericia sin opbakning til danske veteraner, når Fredericia Byråd markerer Landsforeningen Danmarks Veteraners initiativ med en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen.
Samme dag afholder Landsforeningen Danmarks Veteraner en stille manifestationsmarch fra Kastellet i København til den amerikanske ambassade for at mindes faldne soldater. I Fredericia vælger byrådet at bakke op lokalt med en markering midt i byen.
»Som garnisonsby støtter vi altid op om vores veteraner, og derfor viser vi vores sympati med de danske veteraner, der har været udsendt i krig og bakker op om Landsforeningen Danmarks Veteraners initiativ med en markering på Rådhuspladsen på lørdag kl. 11.00. Her vil repræsentanter fra byrådet placere 52 flag for at ære dem, der faldt under krigene i Afghanistan og Irak«, fortæller borgmester Peder Tind.
Markeringen indledes med en velkomst ved borgmesteren, hvorefter der sættes 52 flag på Rådhuspladsen. Antallet svarer til de danske soldater, der mistede livet under krigene i Afghanistan og Irak. Herefter holdes der et minuts stilhed, inden der rundes af med en tak for opbakningen.
Fredericia Kommune opfordrer alle, der har lyst, til at deltage i markeringen og være med til at vise respekt og anerkendelse for de danske veteraner og de faldne soldater.






