-1 C
Copenhagen
onsdag 28. januar 2026

Indbruddene falder markant i Fredericia – går imod landstrenden

0
Indbruddene falder markant i Fredericia – går imod landstrenden

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud i private hjem steg på landsplan i 2025. I Fredericia Kommune gik udviklingen imidlertid den stik modsatte vej.

I Fredericia blev der i 2025 anmeldt 86 indbrud i private hjem. Det er et markant fald sammenlignet med 2024, hvor der blev anmeldt 159 indbrud. Det svarer til et fald på 46 procent på ét år.

Ser man over en længere periode, er udviklingen endnu tydeligere. Siden 2021 er antallet af indbrud i Fredericia faldet med 36 procent. Med 163 indbrud pr. 100.000 indbyggere ligger Fredericia desuden væsentligt under både lands- og regionsgennemsnittet.

Til sammenligning blev der på landsplan anmeldt 15.747 indbrud i 2025, hvilket er godt 1.200 flere end året før – en stigning på otte procent. I 4. kvartal alene blev der anmeldt 5.641 indbrud i Danmark.

Også regionalt tegner der sig et mere positivt billede for Syd- og Sønderjylland som helhed. Her faldt antallet af indbrud samlet set med 26 procent i 2025, selv om enkelte kommuner oplevede stigninger.

Hos Bo trygt, der arbejder med indbrudsforebyggelse, peger man på, at udviklingen kan hænge sammen med øget opmærksomhed og forebyggende indsatser lokalt. Organisationen understreger blandt andet betydningen af godt naboskab og aktive boligområder, hvor beboere hjælper med at holde øje med hinandens hjem.

Ifølge Bo trygt er nabohjælp et af de mest effektive og veldokumenterede værn mod indbrud. Organisationen tilbyder desuden gratis besøg af indbrudseksperter til grundejerforeninger, vejlaug og andre lokale fællesskaber, hvor der gives konkrete råd med udgangspunkt i det enkelte område.

De endelige indbrudstal for 2025 offentliggøres af Danmarks Statistik senere på året, men det forventes ikke, at tallene vil ændre det overordnede billede.

Kilde: Danmarks Statistik.