De nyuddannede maskinmestre forlader Fredericia Maskinmesterskole med mere end et eksamensbevis i hånden. Rektor Jens Færgemand brugte dimissionen til at minde dem om, at deres faglighed forpligter, at deres stemme betyder noget, og at netop de står midt i den grønne omstilling, hvor viden skal omsættes til handling, også når modvinden tager til.
Der er dage, hvor et auditorium for en stund bliver større end sig selv. Hvor rækkerne af stole, de mørke jakker, de lyse kjoler og de forventningsfulde ansigter tilsammen danner et rum, der rækker ud over bygningen og ind i noget mere grundlæggende. En dag, hvor det handler om overgang. Om afslutning. Om begyndelse.
Sådan en dag var det, da rektor Jens Færgemand Mikkelsen tog ordet foran de nyuddannede maskinmestre på Fredericia Maskinmesterskole. Ikke som administrator. Ikke som embedsmand. Men som menneske, der ved, hvad det vil sige at have stået i processen, i usikkerheden, i arbejdet. Og som ved, hvad det kræver at komme helt i mål.
»I dag markerer vi en milepæl i jeres liv,« sagde han og satte med det samme rammen. For dette var ikke bare en dimission. Det var en anerkendelse af mod. Af vedholdenhed. Af en beslutning, der blev truffet for år tilbage, længe før eksamensbeviser og håndtryk. Dengang, hvor målet endnu var abstrakt, og vejen derhen uklar.
At blive maskinmester er ikke et tilfælde. Det er ikke held. Det er, som rektor formulerede det, resultatet af en indsats, der gentages igen og igen, eksamen efter eksamen, projekt efter projekt. »Man kan måske være heldig til én eksamen, men ikke til dem alle,« sagde han og lod ordene hænge et øjeblik i rummet. Her sad de, fordi de havde gjort arbejdet. Fordi de havde båret ansvaret. Fordi de var blevet ved.
Det er en uddannelse, der bærer sit eget kvalitetsstempel. Et brand, som skolen værner om. Og som dimittenderne nu selv skal være med til at forvalte. For maskinmesterfaget handler ikke kun om teknik. Det handler om faglighed som karakter. Om at kunne sit stof og stå ved det. Om at vide, at grundighed og kunnen ikke er noget, man tager på i ny og næ, men noget, man lever med hver dag.
Netop fagligheden var et gennemgående omdrejningspunkt i talen. Ikke som et abstrakt ideal, men som noget konkret. Noget, der er blevet opøvet gennem år med krav, forventninger og stadig mere komplekse opgaver. »I har tilegnet jer en faglighed, der er i top,« lød det, og der var ingen tvivl om, at ordene var ment som mere end en høflig ros. De var ment som et ansvar, der nu følger med videre.
Men faglighed står ikke alene. Den skal bruges. Udfordres. Sættes i spil. Derfor talte Jens Færgemand også om innovation. Ikke som et smart ord, men som en nødvendighed. Innovation er ikke kun teknologi. Det er viljen til at tænke anderledes, når de kendte løsninger ikke længere rækker. Det er evnen til at se nye veje, fordi man er blevet tvunget til det undervejs. »For at kunne løse opgaverne, har vi tvunget jer til at være innovative,« sagde han med et glimt i øjet. Og netop dér ligger maskinmesterens særlige styrke.
En anden. Mindre synlig, men mindst lige så vigtig dimension er nærheden. Relationerne. Fællesskabet. Det, der opstår mellem mennesker, når man går igennem noget krævende sammen. I undervisningslokalerne. I projekterne. I de lange dage, hvor man både kæmper med stoffet og med sig selv. »I har opbygget relationer og venskaber, der kan vare resten af livet,« lød det. Og opfordringen var klar. Værn om dem. Brug dem. Netværk er ikke noget, man først finder frem senere. Det er noget, man allerede står midt i.
Engagementet var det fjerde ben. Den energi og det ansvar, der har båret dem igennem. For uden engagement var de ikke kommet hertil. Det var rektor krystalklar omkring. Og det var ikke tænkt som en pæn formulering, men som en konstatering. Man gennemfører ikke denne uddannelse på halv kraft.
De fire værdier faglighed, innovation, nærhed og engagement blev bundet sammen som skolens kulturelle rygrad. Ikke noget, der bliver efterladt på trappen sammen med studiekortet, men noget, der skal med videre. Ind i arbejdslivet. Og ind i privatlivet.
For maskinmesterrollen stopper ikke, når arbejdstøjet hænges på knagen. Den følger med hjem. Til vennerne. Til familien. Til de små og store henvendelser, hvor man pludselig forventes at kunne fikse alt. »Fra nu af vil folk tro, at I kan fikse alt,« sagde Jens Færgemand med et smil. Og selvom det ikke er pensum at reparere svigermors robotplæneklipper, så ligger der i bemærkningen også noget alvor. Det handler om at kende sine grænser. Om at kunne sige nej. Om at forstå, at ansvar også er at vide, hvornår man ikke skal tage det på sig.
Talen tog en mere alvorlig drejning, da blikket blev løftet fra den personlige rejse til den verden, dimittenderne nu træder ud i. En verden præget af uro. Krig. Usikkerhed. Fra Ukraine til Mellemøsten. Og videre til aktuelle konflikter, der minder os om, hvor skrøbelige relationer kan være. Her blev maskinmesterrollen igen sat ind i en større sammenhæng. Som fagperson. Og som medmenneske. »Husk, at vi alle er mennesker med lige værd og rettigheder,« lød det. Værdier, der ikke må relativiseres væk, heller ikke når presset stiger.
Midt i alvoren fortalte rektor historien om den sibiriske nattergal. En fortælling, der både er grotesk og præcis. Om at flyve højt. Om at falde. Om ikke alle fjender er fjender, og ikke alle hjælpere er venner. Og om faren ved at synge, når man står i lort til halsen. Moralen blev leveret med et twist. For nogle gange er det netop dér, man har allermest lyst til at synge. Til at stå ved det, man tror på.
Overført til maskinmestrenes virkelighed blev pointen klar. Den grønne omstilling. Klimaudfordringen. Et område, der ifølge rektor ikke får den opmærksomhed, det fortjener, selvom situationen er alvorlig. Og netop her har dimittenderne en særlig rolle. »Den der har evnerne, har pligten,« som Mærsk engang formulerede det. Det handler ikke kun om teknologi, men om ansvar. Om at bygge bro mellem teori og praksis. Mellem systemer og virkelighed. Mellem idealer og kompromiser.
Maskinmestrene er uddannet til at stå netop dér, hvor tingene bliver svære. Hvor løsninger skal fungere i praksis. Hvor bæredygtighed, økonomi og samfund hænger sammen. De vil møde modstand. Forandring er aldrig let. Men de er rustet til det. Til at analysere. Til at handle. Til at samarbejde. Og til at tage ansvar, også når det koster.
Afslutningen var poetisk og præcis. Med reference til sangen Fuglene letter mod vinden. En påmindelse om, at livet formes i modvind. At det er dér, retningen sættes. »Syng, og tag udfordringerne med oprejst pande,« lød den sidste opfordring.
Og sådan blev en dimission til mere end en afslutning. Den blev en fortælling om ansvar. Om mod. Og om den stemme, der stadig skal bruges, også når verden ikke er perfekt.
