Fredericia er nu centrum for en global energimilepæl. Everfuels HySynergy-anlæg er som det første i verden blevet godkendt til samtidig at stabilisere elnettet og producere certificeret grøn brint. Dermed går byen forrest i udviklingen af et fleksibelt, grønt energisystem, hvor brint ikke blot er et slutprodukt, men en aktiv del af infrastrukturen.
HySynergy-anlægget i Fredericia er et storskala elektrolyseanlæg, der producerer såkaldt RFNBO-certificeret grøn brint. Det nye er, at anlægget nu også indgår i balanceringen af det danske elnet – en opgave, der hidtil har været forbeholdt kraftværker, varmepumper og batterier.
»I dag har vi gjort det, som man i Danmark har talt om i årevis. Vi har bevist, at grøn brintproduktion kan integreres i energisystemet – ikke kun som et molekyle, men som et aktivt balanceringsinstrument,« siger Jacob Krogsgaard, CEO og grundlægger af Everfuel.
Han kalder det en milepæl, ikke blot for virksomheden, men for hele den grønne omstilling i Danmark og Europa.
Et aktivt værktøj i elnettet
Konkret betyder det, at HySynergy-anlægget kan skrue op og ned for sit elforbrug på få minutter – afhængigt af om der er over- eller underskud af strøm i elnettet. Når der er for lidt strøm, reduceres eller stoppes brintproduktionen. Når der er for meget, øges den.
Dermed fungerer anlægget som et fleksibelt reguleringsværktøj i et elsystem, der i stigende grad er baseret på sol- og vindenergi.
»En af de helt store udfordringer i den grønne omstilling er at balancere elnettet, når vi får mere og mere grøn strøm fra sol og vind. Nu har vi – som det første land i verden – et Power-to-X-anlæg, der kan bidrage til den opgave,« siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinet.
Han betegner udviklingen som en historisk milepæl og et tydeligt skridt i den rigtige retning for det danske energisystem.
Fredericia som PtX-knudepunkt
HySynergy-anlægget er placeret i Fredericia, hvor byen i forvejen spiller en central rolle i Danmarks energiinfrastruktur. Med havn, raffinaderi, kraftværk, transmissionsnet og nu storskala brintproduktion samles flere af fremtidens energiløsninger på ét sted.
Samarbejdet mellem Everfuel, Energinet og Centrica har været undervejs længe og har nu resulteret i, at HySynergy er blevet godkendt som balanceringskapacitet i elnettet – som det første PtX-anlæg i Danmark.
»Denne milepæl viser, hvad vi kan opnå gennem innovation og samarbejde. Ved at integrere grøn brintproduktion med balancering af elnettet skaber vi en løsning, der både understøtter den grønne omstilling og bidrager til et mere bæredygtigt energimarked,« siger Kristian Gjerløv-Juel, VP for Renewable Energy Trading & Optimisation hos Centrica Energy.
Mere end brint
Udviklingen i Fredericia viser, at grøn brint ikke kun handler om at erstatte fossile brændsler i industrien og transporten. Brintproduktion kan også fungere som en buffer i energisystemet og sikre, at grøn strøm ikke går til spilde, når produktionen overstiger forbruget.
Det er netop denne fleksibilitet, der bliver stadig vigtigere, i takt med at Danmark udbygger sol- og vindenergien.
HySynergy-anlægget kan reagere fuldt ud inden for fem minutter, når Energinet sender signal om op- eller nedregulering. Det gør anlægget til et effektivt redskab i håndteringen af udsving i elproduktionen.
Global interesse
At anlægget i Fredericia er det første af sin slags i verden, vækker også international opmærksomhed. Everfuel ser løsningen som en model for fremtidige PtX-anlæg i Europa, hvor behovet for både grøn energi og stabilitet i elnettet vokser.
»Det her viser, at den grønne omstilling ikke behøver at være et valg mellem forsyningssikkerhed og bæredygtighed. Det kan være begge dele,« siger Jacob Krogsgaard.
Med HySynergy-anlægget placerer Fredericia sig dermed ikke blot som en vigtig brik i Danmarks energisystem – men som et referencepunkt i den globale udvikling af grøn brint og fleksible energiløsninger.







