CEPOS-rapporten skal bruges som værktøj – ikke sparekniv

0
CEPOS-rapporten skal bruges som værktøj – ikke sparekniv

Fredericia ligger midt i feltet, når kommunerne sammenlignes på udgiftseffektivitet. Det giver ikke anledning til panik, men til handling, mener byrådsmedlem og viceborgmester Susanne Eilersen. Hun vil bruge CEPOS-rapporten aktivt til at finde klogere måder at bruge pengene på – i en kommune, der står over for flere ældre, flere udsatte børn og pres på velfærden.

Fredericia Kommune placerer sig omkring midten, når CEPOS rangerer landets kommuner efter udgiftseffektivitet. Hverken blandt de mest effektive – eller de mindst. For Susanne Eilersen er det ikke et resultat, der giver anledning til bekymring, men snarere til at kigge nysgerrigt og systematisk ind i tallene.

Hun peger på, at kommunen allerede nu ved, at de kommende år vil byde på markante udfordringer.

»At vi ligger sådan midt i feltet, det kan jeg se på oversigten. Vi ligger omkring plads nummer 50. Men fordi vi ved, at vi kommer til at stå foran nogle udfordringer de kommende år, vil jeg anbefale, at Økonomiudvalget sammen med forvaltningen dykker ned i CEPOS-rapporten i 2026,« siger hun.

For hende handler rapporten først og fremmest om at bruge pengene bedst muligt, så de rækker længst muligt i en tid, hvor presset på kommunens velfærdsområder vokser.

Flere ældre, flere børn i mistrivsel

Susanne Eilersen peger på en virkelighed, som allerede er ved at indhente Fredericia.

Der bliver flere ældre, flere børn og unge mistrives, og flere har brug for ekstra hjælp og støtte. Derfor giver det ifølge hende mening at bruge analyser som CEPOS’ til at finde ud af, hvor der eventuelt kan frigøres midler, som kan bruges dér, hvor behovet er størst.

»Hvis vi kan bruge det som et værktøj til at kigge ind i de områder, hvor de mener, at vi kan frigøre nogle midler, så skal vi helt klart benytte os af det og bruge det som et aktivt redskab,« siger hun.

Hun understreger, at hun ser rapporten som en mulighed snarere end en trussel.

»Jeg synes, vi skal tage det positivt og bruge det som et redskab. For hvis alle analyser sagde, at vi slet ikke kunne optimere nogen steder, så ville vi måske være mere bekymrede. Men nu har vi faktisk mulighed for at gøre noget.«

Ikke bare spare – men blive klogere

CEPOS’ analyse peger på, at Fredericia i 2024 i princippet kunne have brugt 361 millioner kroner mindre, hvis kommunen havde været lige så udgiftseffektiv som Vejle. Det svarer til knap ni procent af den samlede drift.

Det er et tal, der kan virke voldsomt, men Susanne Eilersen advarer mod at oversætte det direkte til virkeligheden.

»Jeg ser det ikke som, at vi bare skal spare, spare, spare. Jeg ser det som, at vi kunne blive mere effektive nogle steder, hvor det måske ikke gør ondt at flytte penge fra ét område til et andet,« siger hun.

Hun fremhæver, at Fredericia har særlige forhold, som ikke nødvendigvis fanges fuldt ud i et benchmark.

»Vi har også en særlig økonomi i Fredericia, som vi bliver nødt til at tage højde for, og som de ikke har på samme måde i Vejle. Derfor tror jeg ikke på, at vi én til én kan finde ni procent.«

Men selv et mindre resultat vil gøre en forskel.

»Hvis vi bare kunne finde fire eller fem procent, så vil det også frigive midler, som vi kan bruge på de områder, hvor vi ved, der bliver behov de kommende år.«

Nyt byråd, nyt afsæt

At analysen falder sammen med starten på en ny byrådsperiode, ser hun som en styrke.

»Vi starter et nyt byråd og fire nye år. Nu er vi her, og så synes jeg, vi skal kigge fremad og arbejde sammen med forvaltningen,« siger hun.

Hun henviser til konstitueringsaftalen, hvor ambitionen er at være en mere politisk ledet kommune.

»Der har vi også pålagt os selv at tage arbejdstøjet på og sige: Hvor vil vi hen? Og der ser jeg CEPOS-rapporten som et redskab til at gøre noget anderledes.«

Hun anerkender samtidig, at analysen bygger på tal fra 2024, og at kommunen allerede kan have rykket sig på nogle områder, blandt andet i forhold til sygefravær på plejeområdet.

»Men det ændrer ikke ved, at vi skal bruge analysen aktivt og se på, hvor vi kan frigive midler, så vi kan bruge dem dér, hvor presset bliver størst.«

Skattelettelser er ikke realistiske

I CEPOS’ beregninger svarer kommunens potentiale også til, at en almindelig arbejderfamilie i Fredericia betaler omkring 17.900 kroner mere i skat om året, end hvis kommunen var lige så effektiv som Vejle.

Det er et regnestykke, Susanne Eilersen mener, man skal være ærlig omkring.

»Borgerne i Fredericia skal ikke betale mere i skat, end det er nødvendigt. Men jeg ville stikke dem blår i øjnene, hvis jeg sagde, at vi ser ind i skattelettelser,« siger hun.

Hun peger på de samme udfordringer som før: flere ældre over 80 år og flere børn, der har brug for ekstra støtte for at komme godt igennem skolen.

»Det er ikke det billede, vi ser ind i. Men vi ser heller ikke ind i skattestigninger, hvis vi kan effektivisere de steder, hvor CEPOS peger på, at der er potentiale.«

Målet er ifølge hende at holde skatten i ro og samtidig sikre, at pengene bruges dér, hvor de gør størst gavn.

Et redskab – ikke et facit

Når CEPOS samtidig peger på, at Fredericias højere udgifter ikke skyldes flere udsatte borgere, men højere udgifter pr. indbygger, er det ifølge Susanne Eilersen netop dér, man skal grave et spadestik dybere.

»Man kan ikke bare kigge på papir. Vi bliver nødt til at dykke længere ned i det. Der er forskelle i uddannelsesniveauer og i børneområdet, og der er mange parametre, man skal tage højde for,« siger hun.

Men hun vender igen tilbage til det grundlæggende budskab: selv delvise effektiviseringer kan gøre en mærkbar forskel.

»Hvis vi kan finde bare fire procent af de ni, så er vi kommet rigtig langt. Og det vil jeg gerne arbejde med i 2026, så vi kan drifte bedre og samtidig sikre, at vores ældre får en tryg alderdom – også selvom vi bliver flere.«

For Susanne Eilersen er CEPOS-rapporten derfor ikke en dom over Fredericia, men et værktøj, der kan bruges konstruktivt i de år, der kommer.

Læs også