Når kulturministeren i dag udpeger Fredericia som én af landets 16 nationale historiske bymidter, er det ikke en gave. Det er en anerkendelse. Og mere end det: en forpligtelse.
Fredericia er ikke udvalgt, fordi byen er pæn. Den er udvalgt, fordi den fortæller noget afgørende om Danmark. Om magt og militær. Om byplanlægning og kontrol. Om idéen om staten – sat i sten, volde og lige linjer.
Fæstningsbyen Fredericia er ikke vokset frem tilfældigt. Den er tænkt. Planlagt. Bygget som et projekt. Som et svar på krig, usikkerhed og geopolitik. Det er derfor, Fredericia stadig i dag adskiller sig fra stort set alle andre danske byer. Ikke i størrelse, men i struktur. Ikke i tempo, men i tyngde.
Når staten nu siger: Dette er et nationalt kulturmiljø, siger den samtidig: Dette sted betyder noget – også i morgen.
Det er her, lederansvaret begynder.
For Fredericia har i mange år haft en ambivalent relation til sin egen historie. På den ene side stolthed over fæstningen, voldene, gaderne og kongerne. På den anden side en tendens til at glemme, hvor meget byens unikke historie kan løfte byens velstand og velfærd, og så går det simpelthen for langsomt med at eksekvere fortællingen om Fredericia.
Som om bevaring og fremdrift var hinandens modsætninger.
Det er de ikke.
Tværtimod er det netop Fredericias styrke, at byen rummer begge dele: den stringente, historiske bykerne og de nye bydele, der vokser frem omkring den. Kanalbyen. Havnen. Industrien. Energien. Det moderne Fredericia.
Men balancen er skrøbelig. Og dagens udpegning betyder, at den ikke længere kun er et lokalt anliggende.
Når Fredericias historiske bymidte nu bliver et nationalt anliggende i kommuneplanlægningen, betyder det, at enhver beslutning om byudvikling i og omkring fæstningen fremover skal træffes med større omhu. Med mere viden. Med mere respekt.
Ikke for fortiden som museum – men for historien som ramme for livet.
Kulturministeren sagde det selv: De 16 bykerner skal ikke blive til museer. De skal forblive levende. Det er et vigtigt budskab. Men det forudsætter også, at man lokalt tør tage historien alvorligt – også når den er besværlig.
For historien begrænser. Men den giver også retning.
Fredericia er ikke Ringkøbing. Ikke Ribe. Ikke København. Fredericia er en fæstning. En by bygget med et formål. Det er dét potentiale, dagens nyhed løfter frem – og stiller skarpt på.
Spørgsmålet er nu, om byen vil løfte blikket med.
Vil Fredericia bruge udpegningen som løftestang til at styrke sin identitet? Til at tænke byudvikling mere præcist, mere modigt, mere stedsspecifikt?
Eller vil man nøjes med at glæde sig over overskriften – og fortsætte som før?
Dagens nyhed giver Fredericia en historisk mulighed. Ikke for at se bagud. Men for at stå mere klart i nutiden.
En by med så markant en fortælling skylder sig selv – og resten af landet – at tage den på sig.
Ikke som pynt.
Men som kompas.
