Efter stor succes i 2024 vender Musicalens Folkemøde tilbage til Fredericia den 19. og 20. juni 2026. I to dage bliver byen igen centrum for samtaler, koncerter, workshops og fællesskab med musicalkunsten i fokus – og ambitionen er klar: at samle både branchen, de nysgerrige og de dedikerede musicalelskere i Danmarks musicalhjerte.
Arrangementet gennemføres i et tæt samarbejde mellem Fredericia Kommune, Fredericia Musicalteater og Den Danske Scenekunstskole i Fredericia, som igen vil fylde byen med aktiviteter for både børn og voksne.
Teaterdirektør på Fredericia Musicalteater, Thomas Bay, ser frem til at bygge videre på erfaringerne fra første udgave.
»Musicalens Folkemøde er en unik begivenhed, som vi er meget stolte af at lave i byen sammen med Fredericia Kommune og Den Danske Scenekunstskole. I 2024 oplevede vi stor publikumstilslutning, og i 2026 glæder vi os til at udfolde musicalkunsten endnu bredere sammen med publikum,« siger han.
En festival, der samler byen
Musicalens Folkemøde blev første gang afholdt i sommeren 2024 og markerede sig hurtigt som et samlingspunkt for dialog, videndeling og oplevelser på tværs af generationer. Målet er at skabe en åben festival, hvor både musicalkendere, førstegangsgæster og fagfolk mødes omkring genren.

Afgående formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind, husker tydeligt stemningen fra 2024.
»Når jeg ser tilbage på Musicalens Folkemøde i 2024, bliver jeg stolt over, hvor meget vi kan på det her område. Folkemødet cementerede Fredericia som centrum for musicalgenren, hvor genren blev fejret, diskuteret og oplevet af både store og små. Det glæder mig meget, at Musicalens Folkemøde vender tilbage i 2026,« siger han.
Også Fredericias nye formand for Kultur, Turisme, Idræt og Bosætning, Susanne Eilersen, ser festivalen som en vigtig brik i byens kulturelle profil.

Hun peger på, at Musicalens Folkemøde både styrker samarbejdet mellem byens kulturinstitutioner og sætter Fredericia på landkortet nationalt.
»Med Musicalens Folkemøde 2026 samler vi mange af byens stærke kulturkræfter, som sammen skaber et helt særligt musicalevent fyldt med oplevelser for alle. Det er med til at give vores stolte musicaltraditioner endnu større synlighed – også uden for byens grænser,« siger hun.
Stjerner, fællessang og fokus på fremtiden
Selvom det endelige program først offentliggøres senere, er flere elementer allerede på plads. Festivalen får igen besøg af en række danske musicalstjerner, og det populære musicalkor vender tilbage. Her kan alle interesserede deltage og synge med, når koret i 2026 opfører tre sange sammen med en kendt musicalsanger. Tilmelding til koret er allerede åben.
Programmet kommer til at rumme både talks, koncerter og introduktioner til kendte musicals – men også aktiviteter med fokus på den moderne musical anno 2026 og genrens fremtidige udvikling.
Langt størstedelen af arrangementerne vil være gratis, mens enkelte begivenheder kræver billet.
SHOWCASE samler branche og publikum
Samtidig med Musicalens Folkemøde afholder Den Danske Scenekunstskole i Fredericia sin årlige SHOWCASE, hvor afgangseleverne præsenterer deres arbejde. SHOWCASE 2026 spiller på Fredericia Musicalteater i samme uge og tiltrækker hvert år både publikum og branchefolk fra hele landet.

Leder af musicaluddannelsen, Bjørg Gamst, ser samspillet mellem de to begivenheder som oplagt.
»Vores elever er fremtidens musicalperformere, og derfor giver det god mening, at SHOWCASE falder samtidig med Musicalens Folkemøde, hvor fokus også er rettet mod fremtidens musicalverden,« siger hun.
Billetter til SHOWCASE 2026 sættes til salg i marts via Fredericia Musicalteaters hjemmeside, hvor også det fulde program for Musicalens Folkemøde vil blive offentliggjort.
Når juni 2026 nærmer sig, kan Fredericia dermed igen se frem til to dage, hvor byen bliver fyldt med sang, scenekunst og fællesskab – og hvor musicalen endnu en gang rykker helt ud i gaderne.






