På Ullerup Bæk Skolen mærker lærer Line Illum et skoleliv, hvor kravene til eleverne begynder tidligt, og hvor resultater og målinger fylder mere end for ti år siden. Hun advarer mod, at fokus på karakterer og præstationer kan skubbe både lærelyst og den store elevgruppe uden særlige udfordringer i baggrunden, mens lærernes tid ædes af møder og komplekse sager. Hun efterlyser mere tid til faglig udvikling, stærkere samarbejde og kortere afstand mellem dem, der beslutter, og dem, der står i klassen.
Når Line Illum taler om hverdagen som lærer, starter hun ikke med de store systemforklaringer. Hun starter med eleverne. Med 7.-klasserne, der allerede tidligt får at vide, at de skal kunne meget, og at vejen mod et godt resultat er lang. Med unge mennesker, der lever i et skoleliv, hvor det at blive målt ikke bare er noget, der sker til sidst, men noget, der ligger som en understrøm fra begyndelsen af udskolingen.
»Den største udfordring er, at vi ofte bliver mødt med, at eleverne skal kunne en hel masse ting,« siger hun. Hun underviser i udskolingen, og hun oplever, at forventningerne flytter sig fremad i tid. At samtalen om afslutningen begynder før, man egentlig er begyndt.
»Meget tidligt allerede i 7. klasse, der begyndte vi at snakke om, du skal snart til afgangsprøve.«
Hun siger det uden dramatisering, men med den ro, man får af at have set udviklingen over flere år. For hendes pointe er ikke, at eleverne ikke skal lære. Hendes pointe er, at rammen omkring læringen er blevet mere præget af præstation og måling, og at det påvirker både elever og voksne.
»Der bliver mere og mere fokus på karaktergennemsnittet og præstationer, hvis jeg ser tilbage for ti år siden,« siger hun. »Det kan være en udfordring både for de unge mennesker, men også for os medarbejdere.«
Skuffelsen som grundtone
Hun beskriver en skolehverdag, hvor eleverne ofte ikke kan leve op til deres egne krav. Ikke nødvendigvis fordi de ikke arbejder, men fordi forventningerne er høje og konstante. Og når man bliver skuffet tidligt og gentagne gange, sætter det sig.
»De bliver skuffede over deres resultat,« siger hun. Og hun peger på en bredere kultur, hvor det ikke er legitimt at fejle og lære af det.
»Vi er jo heller ikke et samfund, hvor det er okay at fejle og lære af sine fejl. Det påvirker elevernes syn på dem selv.«

Når man taler om folkeskolen, bliver debatten ofte et spørgsmål om enten trivsel eller faglighed, som om det ene står i vejen for det andet. Line Illum vender det om. For hende hænger det sammen på en mere jordnær måde: Når elever oplever, at de mestrer noget, trives de også. Det er ikke en teori, men en erfaring fra klassen.
Derfor fortæller hun også om et arbejde, lærerne i Fredericias udskolinger satte i gang for år tilbage, da diskussionen om »elevløft« fyldte meget. Det førte til en mere systematisk tilgang, især i matematik, hvor lærerne begyndte at følge elevernes udvikling tæt og målrettet.
»I matematik blev det meget systematisk. Alle matematiklærere førte elevernes resultater ind i nogle skemaer, så man målrettet kunne følge elevernes resultater,« siger hun.
Det kan lyde som endnu mere måling. Men hos hende er pointen en anden: Det systematiske arbejde gav mulighed for at flytte fokus fra dommen til processen.
»Det gjorde også, at vi ikke fokuserede så meget på resultat, men mere på proces.«
Proces før resultat
Hun beskriver, hvordan de samme tanker også har bredt sig til dansk, hvor lærerne på skolen har udviklet egne skemaer, blandt andet til retsskrivning. Ikke for at rangere eleverne, men for at kunne se, hvad der faktisk virker, og hvor undervisningen skal sættes ind.
Eksemplet er konkret: Hvis klassen arbejder med komma, kan man efter en periode teste og se, om eleverne faktisk har lært det. Men når fokus flytter sig til en anden opgavetype, flytter elevernes opmærksomhed sig også, og så glider noget af det lærte ud.
»Det siger meget godt det der med, at børn i dag skal kunne rigtig mange ting,« siger hun. Hun peger på, at forventninger ofte ligger som et usynligt pensum: Når man starter i 7. klasse, forventes det, at man allerede kan en række ting, som mange ikke har lært endnu. Så skal de både lære indholdet og lære at være i en konstant læringsproces, hvor de hele tiden føler sig bagud.
Hun bliver spurgt direkte, om man taber børn på gulvet i et målesamfund. Hun svarer kort.
»Ja, det gør man. Og særligt dem, der har meget svært ved det.«
Men hun nægter også at acceptere, at karakterer skal være det eneste, der definerer en elevs værd. Hun taler om de elever, der brillerer i praktisk-musiske fag, og om nødvendigheden af at forstå faglighed bredere end dansk og matematik.
»Det er jo lige så vigtigt,« siger hun.
Ressourcer og redskaber
Debatten om folkeskolen ender ofte i spørgsmålet om ressourcer. Line Illum siger ikke nej til flere ressourcer. Men hun insisterer på, at diskussionen bliver for flad, hvis den kun handler om penge. Der ligger også et stort arbejde i, hvordan man organiserer fagligheden, og hvordan lærere hjælper hinanden med at løse en kompleks opgave.
På Ullerup Bæk Skolen beskriver hun stærke fagudvalg, kolleger der »nørder« deres fag, og fælles årsplaner i mange fag. Det gør det muligt at dele erfaringer og metoder på tværs, så den enkelte lærer ikke står alene med en værktøjskasse, der kan føles uendelig – især hvis man er ny.
»Videndeling er afgørende, fordi ellers har læreren bare en værktøjskasse, der er så bred. Og særligt hvis man er ny og ikke så erfaren, så er det virkelig svært at vide, hvor man skal starte og stoppe,« siger hun.
Hun fremhæver samarbejdet som en nøgle, men hun siger også, hvad det kræver: tid. Tid til at mødes, tid til at drøfte undervisning, tid til at udvikle faglighed. Og den tid bliver, som hun ser det, presset.
»Det der fylder ofte, er ikke nødvendigvis undervisningen og forberedelsen. Det er alt det andet, man også skal,« siger hun. »Undervisningen og forberedelsen burde være det allervigtigste.«
Hun nævner et privilegeret eksempel fra en tidligere klasse, hvor hun havde en kollega med i alle dansktimer, fordi der var børn med krav på støtte.
»Det var meget privilegeret, fordi det udviklede os begge to, og eleverne oplevede sjældent, at de ikke fik hjælp.«
Det er en erfaring, der peger i retning af co-teaching, men også i retning af noget mere grundlæggende: Flere voksne i rummet er vigtigt, men lige så vigtigt er lærernes faglige redskaber og mulighed for at sparre.

Kerneopgaven drukner i møder
Hun siger, at lærerrollen har flyttet sig de seneste ti år. Ikke nødvendigvis i intention, men i praksis. Der er kommet pejlemærker og rammer, som skolerne skal navigere indenfor, og der er blevet skåret ned i antallet af fokusområder. Det er i sig selv positivt, siger hun. Men hun oplever stadig, at store dele af arbejdstiden fyldes af møder, og at det skaber uklarhed om, hvad kerneopgaven egentlig er.
»Vi har nogle politikere, der siger, det er kerneopgaven,« siger hun. »Men stadigvæk oplever vi, at meget af vores arbejdstid bliver fyldt med møder.«
Møderne handler ikke kun om interne forhold. De handler også om samarbejde med andre fagpersoner, fordi flere elever har komplekse problemstillinger. Og hun peger på en konsekvens, der går igen i serien: Når enkelte elever kræver mange ressourcer, kan det gå ud over den store gruppe, der ikke råber højt.
Hun bliver spurgt, om der er risiko for, at elever med mange udfordringer tager så meget opmærksomhed, at resten overses. Hun svarer uden omsvøb.
»Jo. Det er der.«
Og hun gør det tydeligt, at det ikke kun handler om uro i undervisningen. Det kan også handle om elever med svære familievilkår, hvor der følger en kæde af møder med psykolog, forældre, forvaltning og andre samarbejdspartnere. Det tager tid. Tid, der ofte findes ved at tage den fra forberedelsen, fra faglig udvikling eller fra den ro, der ellers kunne give kvalitet.
»Så på den måde bliver arbejdstiden fyldt ud,« siger hun.
Frygten for nye eksperimenter
Hvis der er en træthed i hendes stemme, kommer den især frem, når samtalen falder på det næste, der kan komme. Nye bølger, nye trends, nye begreber.
»Ja, rigtig meget,« siger hun, da hun bliver spurgt, om hun er bekymret for nye eksperimenter.
Hun beskriver et skoleliv, hvor strømninger i samfundet hurtigt kan blive til nye krav i skolen. Børnesyn, individualisering, praksisnærhed, fremtidens kompetencer. Der er elementer, hun kan se meningen i. Skolen skal ikke tilbage til en sort skole, siger hun. Men hun advarer mod, at man skifter ingredienserne i opskriften hele tiden og forventer, at resultatet bliver bedre af den grund.
Hun siger også noget, som i virkeligheden ligger under hele interviewet: Folkeskolen har et formål om at danne demokratiske borgere. Det kræver, at elever lærer at tage hensyn til andre og være en del af et fællesskab. Hvis børnesynet bliver så individualiseret, at alt handler om den enkeltes behov og ret, bliver det svært at løfte den opgave.
Skolen som livskompetence
Når hun taler om, hvad der i sidste ende er vigtigst ved at gå i skole, trækker hun perspektivet ud af prøver, skemaer og debatter og over i det, hun ser som skolens egentlige mål.
»Det vigtigste er jo, at de kan tage ansvar for deres eget liv,« siger hun. At de får kompetencer, der gør, at de kan vælge, når de kommer ud. At de får noget både fagligt, socialt og personligt.
»De skal jo lære hele livet.«
Hun er glad for, at uddannelsesparathedsvurderingen er afskaffet. Hun stiller spørgsmål ved, om man overhovedet kan sætte et stempel på børn så tidligt. Samtidig er hun kritisk over for den måde, samfundets behov kan blive trukket ned i skolen som forventninger til eleverne: Nu mangler vi håndværkere, så nu skal skolen være praksisnær, og så indfører man valgfag, der igen bliver gjort teoretiske og prøvestyrede.
»Hvorfor skal det overhovedet være en prøve?« spørger hun.
Forældrene og roen
Et af de steder, hun oplever en kommende kamp, handler om forældrenes rolle. Hun siger, at lærere ikke kan bære ansvaret alene for at få et barn igennem 9. klasse. Forældrene skal hjælpe med det mest basale: at barnet kommer i skole, får sovet, er klar.
»Det er ikke kun vores ansvar,« siger hun.
Hun peger også på, at skolen ikke altid er god nok til at inddrage forældre i, hvad der faktisk arbejdes med. Hun efterlyser, at forældre i højere grad får viden, så de kan tale med deres børn om fagene ved middagsbordet. Men hun siger også det, mange ved: at middagsbordet ikke længere er et fast sted i alle familier.
Mere dialog, kortere afstand
Da hun til sidst bliver bedt om at pege på, hvad hun ville ændre, hvis hun kunne bestemme, vender hun tilbage til noget, der går igen i flere lærerfortællinger: afstanden.
Hun ønsker kortere vej mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der arbejder med eleverne. Mere dialog. Mere plads til, at initiativer opstår nedefra og får lov at vokse, før de bliver til krav ovenfra. Hun fortæller om et besøg, hvor læringskonsulenter bad lærerne indrette et lokale uden at tænke økonomi, og hvordan de hentede møbler og lavede forskellige rum i klassen. Eksperimentet var ikke et projekt, der blev trukket ned over dem, men noget, de selv kunne forme.
»Hvis det er os nedefra, der beslutter, så virker det meget bedre,« siger hun.
Hun siger det med en enkelhed, der rammer seriens kerne: Skolen bliver bedst, når den drives tæt på klasseværelset. Men klasseværelset kan ikke bære hele systemet alene. Hvis kravene fortsætter med at vokse, hvis målingerne bliver ved med at dominere, og hvis lærernes tid fortsat forsvinder i møder og processer, så bliver det, hun beskriver, ikke bare en udfordring for de mest sårbare elever. Det bliver en udfordring for den store gruppe, der ellers passer ind, og som netop derfor risikerer at blive overset.
Og for Line Illum er det måske den mest præcise definition på det pres, hun oplever: at skolen på én gang skal mere, måles mere, forklare mere og rumme mere, mens den samme undervisning stadig skal lykkes i et lokale fyldt med unge mennesker, der allerede i 7. klasse har lært, at deres fremtid kan regnes ud i et gennemsnit.
Se og læs også




