Palle Dahl: Vi skal udvikle hele Fredericia – ikke kun inden for Voldene

0
Palle Dahl: Vi skal udvikle hele Fredericia – ikke kun inden for Voldene

Danmarksdemokraternes kandidat Palle Dahl var lørdag den 25. oktober blandt de mange, der gik i gang med at hænge valgplakater op. Han tror på et gennembrud for partiet og har klare bud på, hvordan Fredericia skal udvikles.

Mens regnen silede ned over Fredericia, var Palle Dahl i fuld gang med at spænde de blå og hvide valgplakater fast på byens lygtepæle. For ham markerer dagen mere end bare begyndelsen på tre ugers valgkamp – det er symbolet på, at Danmarksdemokraterne for alvor er kommet på banen lokalt.

»Det har været en fantastisk god dag, og jeg glæder mig virkelig til at arbejde videre. Nu er vi kommet i lygtepælene, og det har bare været en fantastisk dag. Alt tyder jo på, at Danmarksdemokraterne faktisk kommer ind,« siger Palle Dahl med et smil.

Han henviser til de seneste meningsmålinger, hvor partiet står til at få plads i byrådet – men holder alligevel forventningerne i ave.
»Ja, det er stadig meningsmålinger. Vi holder paraden lidt op, for når folk står inde i stemmeboksen, er det dér, det gælder. Vi håber, at vælgerne tror på det, vi siger, og at de kan mærke, vi mener det. Vi håber, målingerne holder, men der er ingen garanti,« siger han nøgternt.

Selv om Palle Dahl helst vil holde fokus på sin egen kampagne, bliver han spurgt til Socialdemokratiets udmelding om at gå til valg på ordentlighed. Det får ham dog til at ryste på hovedet.
»Der vil jeg nok sige ingen kommentarer, for det må stå for deres egen regning – ligesom nogle af de udtalelser, de har haft tidligere,« siger han kort.

I stedet vil han hellere tale om sine egne mærkesager – og især om at skabe en mere balanceret udvikling i Fredericia.
»Vi går til valg på at udvikle vores by – og det er ikke kun inden for Voldene, men også udenfor. Det glemmer rigtig mange partier, at Fredericia består af andet end den gamle bykerne. Vi skal også huske på de områder, hvor der bor mennesker uden for midtbyen,« siger han.

Han er særligt optaget af, at vækst og grøn omstilling skal ske på en fornuftig måde.
»Skal der være solceller, så skal de ligge på erhvervstagene – ikke ude på markerne. De såkaldte jernmarker, som nogen taler om, skal vi glemme alt om. Vi skal bruge arealerne klogt,« siger han.

Udover byudvikling har Palle Dahl en tydelig holdning til skolernes fremtid.
»Vi vil også sørge for de unge. Nu har man lavet det der klasseloft, men vi vil tilbage til helhedsskolerne. Vi tror på, at hvis man ruller tilbage fra distriktsskoler til helhedsskoler, som vi havde tidligere, så løfter vi karaktererne. I 7. klasse mister vi mange elever – de skal konfirmeres, og det er et år, hvor de ofte falder lidt fra. Hvis vi ruller tilbage, kan vi hjælpe dem op over 0-2 og give dem et bedre afsæt,« siger han.

For Palle Dahl handler valgkampen ikke om at tale andre ned – men om at tale Fredericia op.
»Jeg håber, folk kan mærke, at vi er et parti, der gerne vil gøre en reel forskel. Vi er her for at skabe udvikling og tryghed, ikke kun i midtbyen, men i hele kommunen. Alle områder skal være en del af Fredericias fremtid,« siger han.

Med stiger, strips og stor gejst i bagagerummet fortsatte Palle Dahl ud i eftermiddagens blæst. For ham er valget den 18. november ikke kun en kamp om mandater – men en mulighed for at vise, at Danmarksdemokraterne kan være den nye stemme for hele Fredericia.