Business Fredericia fyldte 10 år og kunne fejre sig selv blandt venner i MesseC. Formanden Bent Jensen mindede i den anledning om, at man burde erindre fortidens helte. Han nævnte specifikt forhenværende borgmester Jacob Bjerregaard.
Det tjener til Bent Jensens ære, at han minder en forsamling om, hvorledes der engang var visionære og modige mennesker, der gik i spidsen for at forandre og reformere Fredericia.
Forleden havde Ulrich Nicolaisen også 15 års markering af sin tid som eventmand med EventC. Både han og Bjerregaard, og undertegnede, har været rullet i tjære og fjer af kommunen og en række politikere, som tak for indsatsen. Man kan undre sig over, hvor kort en afstand der er mellem beundring og misundelse eller hæder og had. I begyndelsen af 2010’erne stod Fredericia meget stille. En hensunket by, der var præget af et gråt og nedtrykkende miljø, hvor man primært måtte søge andre steder hen, hvis man ville have noget mere farverigt.
Venstre havde dengang Thomas Banke. Han vandt et valg, blev ung borgmester, havde bunker af visioner og planer, troede på Fredericia, sig selv og muligheden for at skabe forandring. Også han kom en gevaldig tur gennem kommunens formiddable evne til at hænge sine egne ud til skue i hele landet. Han havde et problem. Det er rigtigt, men måden det hele endte på var modbydelig. Hængt af sine egne og ødelagt. Sendevognene holdt i kø, mens de kunne berette om Bankes personlige problemer og et ivrigt og giftigt optog af dødsbringende, tidligere venner, nu fjender. Konklusionen var jo simpel nok; manden skulle dø.
Der er ikke meget plads til menneskelighed. Det hele farves sort eller hvid. Pøblen får, hvad pøblen vil have. Og det er blod.
Dengang var socialdemokraterne særdeles bitre over, at Venstre havde formået at smide dem af pinden. Euforien var stor, da Venstres skandale fyldte alle plakater. Så skide være med Fredericias omdømme. Hvad kan vi også bruge det til?
Bjerregaard valgte at forlade Folketinget for at stille op som borgmester i Fredericia. Jeg havde selv samtaler med ham i den forbindelse. Bjerregaard var på linje med Banke ung. Og så havde han også visioner for byen. Han vandt kommunalvalget og satte sig som borgmester. Hans allierede i partiet profiterede hele vejen gennem årtiet af hans evne til at bringe folk sammen. Der blev nu skabt konsensuspolitik i Fredericia. Herunder fik man fjernet erhvervsporteføljen fra kommunens gemakker og oprettet en ny organisation, Business Fredericia, der skulle kunne inddrage erhvervsfolk på en ny og spændende måde uden for de kommunale rammer.
Ved siden af dette var man i fuld gang med at opbygge håndboldklubben, og Bent Jensen blev en central aktør i udviklingen af sammenholdet blandt erhvervsfolkene, der følte, at de nu havde deres eget talerør. Ulrich Nicolaisen stod i spidsen for at danne arrangementer, der fik skabt ægte progression og kultur, samtidig med at Fredericia blev mere og mere attraktiv at besøge og være i.
Men det blev Bjerregaards tur til at få en tur i tjærespanden. Kort tid efter angreb kommunen også Nicolaisen, Jensen og undertegnede. Metoden var sådan set simpel nok: Man antydede, at vi var svindlere, leverede ingen beviser men massevis af “uha uha”-reaktioner. Og ja, Bjerregaard er ikke blevet dømt for noget som helst. Der var massevis af røg, men ingen brand. Hans ry og rygte er dog ødelagt, og han forlod byen uden så meget som et eneste ord som tak. Svindlere, svin og narkomaner. Det er nogenlunde den den måde, man taler om dem, der stod bag visionerne og udviklede Fredericia i 2010’erne. Forresten, i kølvandet på Bjerregaards exit, dolkede man utallige medarbejdere i ryggen på rådhuset. Og, igen, så var man skide ligeglad med Fredericias omdømme, bare man kunne stave til “ordentlighed”, imens dobbeltmoralen står i kø, når flertallet ved, hvad Bjerregaards tidligere loyale folk, selv gjorde og stod bag.
Man kan spekulere over, hvem “man” er.
Hvorom alting er, så står den indre by stille og Kanalbyen sover. Udviklingen gik i stå nogenlunde samtidig med, at Bjerregaard forsvandt og coronapandemien ulmede. Nogen vil ikke høre tale om det. Vi skal bare tale det hele op. Men sagen er den, at hele Fredericia har brug for en ny plan. En samlet plan. En samlet retning. Business Fredericia er fortsat en central aktør for dette arbejde. Ligesom der er masser af ildsjæle, der forsøger at skabe nye initiativer. Men vi bør lære noget af de sidste 15 år:
At nogle har et behov for at ødelægge, mens andre har lyst til at bygge op. Vi står overfor en potentiel krise i vesten, hvor økonomien kan blive hårdt ramt. Også i Fredericia er der behov for kapaciteter, der kan skabe resultater. Vi bør satse på dygtighed. Ikke misundelse. Vi bør fastholde sammenhold og fremdrift, frihed og fornuft.
Endeligt, så bør vi se ud. Det betyder også, at vi skal indse, hvor markant konkurrencen er omkring os. Alene fra vores nabobyer, Middelfart, Kolding og Vejle. Ellers vil hele formålet med Business Fredericia ende med at være et minde fra fortiden. Det er lykkedes for erhvervslivet i Fredericia at skabe fremdrift gennem en lang periode. Erhvervsdirektøren kunne præsentere en længere række af forbedringer, der har gjort byen mere attraktiv for virksomheder og borgere. Ikke desto mindre, så vil der komme mere konkurrence, flere udfordringer og et behov for en endnu stærkere profilering af Fredericia. Af samme grund bør jubilæet også være et startskud til nye initiativer, ny energi og en ny måde at se historien på.
