Den socialdemokratiske ledelse i byrådsgruppen har meddelt, at de har lavet et ansvarligt budget selv. Skal det tolkes sådan, at flertallets budget er uansvarligt? Det skylder borgmesterpartiet at svare på.

Hvis den socialdemokratiske ledelse kan påvise konkret, hvordan et flertal, inklusive deres støttepartier, har udarbejdet et uansvarligt budget, må det være nu, tallene og fakta skal på bordet. Hvorfor vælger man at bruge ordet “ansvarligt”? I øvrigt udsendte man kort før forligspartiernes pressemøde det socialdemokratiske budget til pressen – via borgmesterkontoret. Det virkede ret akavet. Er det rimeligt, at Fredericia Kommune udsender mindretallets budgetforslag? Er det normalt?

Interessante spørgsmål. Når man taler om magtfuldkommenhed, arrogance og bedrevidenhed. Uanset hvad, så er det borgmesteren og hans gruppeformand, Søren Larsen, der skylder os en forklaring på, hvad der præcist er uansvarligt ved det, et flertal i byrådet nu har besluttet.

Vi venter spændt.

For alle andre, undtagen de mest troende, der mener, at det “kommer til at koste de røde støttepartier”, er det afviste sparekatalog et monument over den socialdemokratiske sparepolitik. Borgmesteren og gruppeformanden bør forklare, hvorfor de er utilfredse med, at et flertal ikke vil spare på de vitale dele af kernevelfærden i Fredericia. Ikke mindst, om det er det, de vil gå til valg på i 2025. Vi husker alle tydeligt, hvordan man under sidste valgkamp kørte med sloganet ‘velfærd’, ‘sammen’ og ‘fællesskab’.

Hvor er fællesskabet i jeres vision for Fredericia?

Socialdemokratiet valgte at gennemføre nedskæringer to år i træk. Det gjorde man uden tøven, mens man hånede de partier, der ikke ville skære ned. At man nu forsøger at fremstå som “det ansvarlige parti”, når man reelt er blevet frataget magten, er komisk. I stedet for at reflektere over situationen, fortsætter man ufortrødent med at påtage sig lånte fjer. Sandheden er, at alle partierne i den nye koalition år efter år har taget ansvar for Fredericia, når de har deltaget i budgetaftalerne.

Det bør man indrømme nu, borgmester og gruppeformand.

Alle disse partier har år efter år forhandlet under en diktatorisk kultur, hvor embedsmændene har siddet helt tæt på beslutningsprocesserne. Hvem har insisteret på dette?

Borgmesterpartiet.

Nej, de uansvarlige er ledelsen i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Både i forhold til de mange fredericianere, man endnu engang havde tænkt sig at ramme med besparelser, medarbejderne i afdelingerne og i velfærdsområderne, men ikke mindst i forhold til den sammenhængskraft, der er nødvendig, hvis en by som Fredericia skal vokse. Partierne bag det nye budgetforlig har valgt at sige, at de “har investeret i fremtiden.”

Det ville klæde socialdemokraterne at gøre det samme.