Barndomsvennerne Mads Warncke og Rasmus Sørensen har succes med deres el- og kabinescootere i Fredericia-virksomheden Varsø A/S, som man kan møde på AlderBedst-messen i november.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at 31-årige Mads Warncke og Rasmus Sørensen har kendt hinanden altid. De to venner “mødtes” i samme mødregruppe i Middelfart, og siden fulgtes de ad i børnehaven og størstedelen af folkeskolen.
Efter nogle år som ansatte indenfor henholdsvis autodele og elkøretøjer, besluttede de for tre-fire år siden at realisere en gammel drøm om at starte virksomhed sammen.

Det blev til Varsø ApS, som er specialiseret i elkørestole, elscootere og kabinescootere. Virksomheden på Karetmagervej er en succes – de to er blevet til fire, og de søger p.t. en ekstra kørende servicetekniker.

De unge iværksættere erkender blankt, at det var en barsk omgang at løbe eventyret i gang:

– Vi startede i mindre lokaler på Industrivej. Det var lige før anden bølge af corona, så det gav en række udfordringer omkring salg, levering, stigende fragtpriser etc. Der var ikke til løn i halvandet års tid, så jeg arbejdede nat på en tankstation tre-fire gange om ugen ved siden af, mens Mads passede sit fuldtidsarbejde oveni. Det var hårdt, men vi tabte ikke troen på projektet, og nu peger pilen virkelig opad, fortæller Rasmus Sørensen.

Selv om økonomien selvfølgelig er en vigtig faktor, så er glade kunder i høj grad også med til at motivere de to kammerater.

– Mobilitet er enormt vigtig for menneskers følelse af frihed og livskvalitet. Vi oplever virkelig nogle solstrålehistorier, når vi er rundt i landet med elkørestole eller elscootere, så ældre for eksempel kan handle uden at skulle ringe til børnene. Der var også en kunde, som næsten ikke havde været udenfor i seks måneder efter en operation. Vedkommende overvandt sig selv og købte en elscooter, som vi var ude med – tre måneder senere var vi ude og montere kurv med mere, og det var et helt andet menneske, vi mødte; vedkommende var livet meget op, beretter Mads Warncke. 

Ældre med nedsat gangradius fylder naturligt nok mest i kundekartoteket, men der kan også være andre motiver for at erhverve sig de små elkøretøjer.

– Nogle ønsker ikke at have bil mere, eller har ikke brug for det, og så kan en kabinescooter være et godt alternativ. Nogle bruger også en firehjulet kabinescooter som en slags bil nummer to, for eksempel en kunde i København, som primært bruger den til at køre de syv kilometer på arbejde og hjem igen, påpeger Rasmus Sørensen.

De firhjulede må køre 45 km/t, mens de trehjulede må køre 45 eller 25 km/t, afhængig af modellen.

Mads Warncke tilføjer, at der er sket en markant udvikling af de vakse kabinescootere de seneste par år:

– De er i bedre kvalitet og bedre samlet end før. Når man lukker døren, lyder og føles det som en ‘rigtig’ bildør, og de kan have bakkamera, varme, lcd-display, Bluetooth, soltag med videre. Det er i øvrigt også mit indtryk, at de fordomme, nogle måske har haft over for de små elkøretøjer og deres ejere, heldigvis er ved at forsvinde, lyder det fra medejeren.

Begge drømmer de om, at Varsø vil vokse yderligere, og måske på længere sigt etablere afdelinger i den nordlige og østlige del af landet.

Uanset hvad, så er deres livslange venskab en stor force for firmaet, understreger de.

– Vi supplerer hinanden godt, og vi stoler blindt på hinanden. Vi kan godt blive uenige, og vi siger tingene ligeud, men der går max ti minutter, så er luften renset, fastslår Mads Warncke.