Fire drenge fra 8.b på Fredericia Realskole vandt konkurrencen MISSION ULTRA:SPACE, som DR havde udskrevet. De havde udtænkt og sendt et forsøg ud til rummet, som Andreas Mogensen testede og filmede på sin seneste rummission.

Her i eftermiddag fik de tre af drengene, Liam, Christian og Jeppe, mulighed for at møde Andreas personligt og få en snak om, hvordan det er at være astronaut på mission i rummet. Den fjerde af drengene, Emil, er på ferie, og kunne ikke være med i dag.

Foto: Claus Fisker, Fredericia Kommune

Andreas Mogensen er byens æresgæst og taler fra balkonen på Meldahl Rådhus i aften kl. 22.45. 

Drengenes gruppe var én ud af tre heldige vindere af DR’s konkurrence MISSION ULTRA:SPACE, som gik ud på at udtænke et forsøg med en BBC micro:bit, lave en videofilm og en skriftlig forsøgsvejledning i et missionsark til Andreas Mogensen på rumstationen ISS.

Foto: Claus Fisker, Fredericia Kommune