Lille Italia, der ejes af Carmelo Portale, er sat til salg. Det fremgår af et skilt, der er hængt op på facaden ved pizzeriaet.

I 1990 slog Lille Italia dørene op for første gang. Bag spisestedet, der laver pizza- og pastaretter, står Carmelo Portale, der ifølge CVR-registret stiftede firmaet med Aldo Ciacamo Giusio. I dag ejer Carmelo Portale virksomheden selv.

Ifølge CVR-registret beskæftigede Lille Italia i november 2023 fire ansatte, men nu er pizzeriaet til salg. Det er dog ikke muligt at se en pris på Lille Italia, da der på skiltet står, at man skal kontakte Carmelo Portale.

Gennem årene har Lille Italia kunnet fremvise et regnskabsmæssigt overskud. I den seneste opgørelse, tilbage fra 2022, havde virksomheden en egenkapital på 1.416.425 kroner og et overskud på 27.805 kroner, mens overskuddet i 2021 lød på 353.148 kroner.

AVISEN har hidtil forgæves forsøgt at få en kommentar fra Carmelo Portale.