Ældreminister Mette Kierkgaard var mandag gæst, da det ugentlige seniordansehold i Fredericia var på gulvet.
Hver uge er der seniordans i Seniorhuset I.P. Schmidt i Fredericia. Mandag var der dog en særlig gæst, da ældreminister Mette Kierkgaard kiggede forbi for at kridte danseskoene. Sammen med de faste seniordansere var ældreministeren således på gulvet og med til at danse – og som det er for alle nye, skulle trinene lige læres. Ministeren fik også mulighed for at snakke med nogle af de danseglade fremmødte i pausen, ikke mindst med Lizzy Siersbæk, der er initiativtager til danseeftemiddagene.
– Hvor var det livsbekræftende, at man kan danse sig ind i sådan et fællesskab med så stor glæde. Lizzy og de andre frivillige viser os vejen for, hvordan vi får et velfærdssamfund, der er inkluderende, og hvor de gode idéer, der skaber sammenhold og fællesskab, får lov at blomstre. Det er lokale initiativer som det her, der gør, at det giver mening at tale om, at vi har et velfærdssamfund og ikke bare en velfærdsstat, siger Mette Kierkgaard