I efterdønningerne af den voldsomme storm, der ramte Fredericia og Syddanmark, er situationen ved at blive stabiliseret. Dagen efter stormens hærgen giver vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi en opdatering om situationen.
I hele Sydøstjyllands Politikreds er der blevet intensiveret tilsyn. En indsatsleder samt flere patruljer bevæger sig rundt i hver kommune for at holde øje med området.
– Lige nu tyder det på, at vandet stille og roligt er på vej væk. De ting, som førhen har været et problem, løser sig nu, siger vagtchefen og tilføjer,
– Politiet betragter det som om, der er styr på det.
Et af de mest udsatte steder under stormen var Jens Holms Vej i Kolding. Selvom politiet har haft sine udfordringer her, har det primært været beredskaberne, der har været på stedet for at håndtere situationen. Som en ekstra foranstaltning blev hjemmeværnet tilkaldt og har assisteret igennem natten. De er dog nu blevet sendt hjem igen, da situationen anses for at være under kontrol.
Tæt på havnen ved Jens Holms Vej har der også været foretaget sikkerhedsforanstaltninger.
– Man har sat minestrimmel op tæt på havnen, da vandet endnu er så højt, at man kunne komme til at gå eller køre udover kanten til havnen, hvis man ikke opdager det, fortæller vagtchefen.
Der arbejdes nu sammen med beredskabet om en plan for, hvornår vejen kan genåbnes for trafik. Vagtchefen opfordrer alle til at være opmærksomme, især ved vand på vejene.