Nyt job: Middelfart Sparekasse har budt velkommen til 43-årige Mimi Dalsgaard, som får sin daglige gang i hovedsædet i Middelfart, hvor hun er startet som privatrådgiver. Hun begyndte som elev i Arbejdernes Landsbank i 2001, men skiftede til Danske Bank i 2006 og har arbejdet der frem til nu, hvor det altså er Middelfart Sparekasses kunder, som får glæde af Mimi Dalsgaards mange års erfaring som rådgiver.

– Det betyder meget for mig at have en god relation til mine kunder, og jeg brænder for at finde de bedst mulige løsninger til hver eneste kunde, så de kan få deres ønsker og drømme opfyldt. Det er derfor, jeg har valgt at arbejde i Middelfart Sparekasse. Her sætter man kunderne i centrum og prioriterer at varetage deres interesser. Sparekassens værdier flugter godt med mine egne, og jeg glæder mig til at skulle arbejde på en af landets bedste arbejdspladser, siger Mimi Dalsgaard, som er gift og bor i Odense med sin mand og deres to sønner.

Hun bruger en ikke uvæsentlig del af sin fritid i diverse sportshaller, da begge drenge spiller håndbold. Derudover er hun frivillig på Odense Hospice.

Familien holder meget af at rejse og udforske verden – og når Mimi Dalsgaard skal slappe af, elsker hun at gå en tur eller at stå i køkkenet og bage eller lave spændende mad.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her