Landet over har der i de seneste dage været medieomtale af risikoen for PFAS på en række dagsinstitutioner, heriblandt i Fredericia. Fredericia Kommune oplyser, at mistanken er ubegrundet mod den pågældende dagsinstitution.

PFAS stofferne har i de sidste par år haft stor bevågenhed i Danmark. PFAS forbindelser er en stor gruppe af industrielt fremstillede flourstoffer, herunder PFOS som har været anvendt siden begyndelsen af 1950’erne. Gruppen består af ca. 12.000 forskellige flourstoffer. De har været anvendt i mange produkter på grund af deres tekniske egenskaber (vand-, fedt- og smudsafvisende), samt at de var let tilgængelige og relativt billige. Anvendelsen af PFAS stoffer har været stigende i takt med den globale produktion. PFAS stofferne har bl.a. været anvendt til overfladebehandling af tøj, sko og tæpper samt imprægnering af papir og pap. Derudover har det været brugt i brandslukningsskum.

PFAS stofferne er problematiske, fordi de kan transporteres over lange afstande, stort set ikke nedbrydes i naturen, ophobes i fødekæden og har væsentlige helbredsmæssige effekter for mennesker og dyr. Flere af stofferne er under mistanke for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og at kunne ødelægge immunforsvaret.

Mulige PFAS grunde

PFAS stofferne har været anvendt i mange produkter og kan derfor også relateres til mange brancher og aktiviteter. Regionerne har opgjort, hvor der kan være mulighed for at finde forureninger med PFAS stofferne basereret på regionernes aktuelle viden om, hvilke brancher der kan have anvendt PFAS. Den viden bliver hele tiden opdateret. Derfor kan der komme nye grunde til, og der kan være grunde som bliver fjernet igen. I Region Syddanmark er der på nuværende tidspunkt mere end 4.600 grunde hvor der kan være risiko for PFAS-forurening. Opgørelsen baserer sig på følgende brancher:

  • Losse- og fyldpladser
  • Forkromningsindustri
  • Brandøvelsespladser
  • Grunde hvor der har været stor brand (især oliebrand)
  • Træ- og møbelindustri
  • Kemisk industri
  • Jern- og metalvareindustri
  • Tæppeindustri
  • Malingsindustri
  • Gummi- og plastindustri
  • Tekstil og læderindustri
  • Pap- og papirindustri
  • Renserier
  • Elektronikvirksomheder
  • Trykkerier
  • Betonvarefabrikker

En af de grunde, der er nævnt, er Lumbyesvej 30 i Fredericia, hvor institutionen Labyrinten ligger. Kommunens tidligere arbejde og undersøgelser viser dog, at der ikke er grund til mistanke.

Daginstitutionen Labyrinten er bygget på Lumbyesvej 30 i 1971. På grunden var der mellem 1938 og 1950 losseplads, og derfor er grunden kommet på regionernes mistankeliste. I 1994/1995 blev den øverste meter jord udskiftet. I 2010 lavede kommunen desuden en generel undersøgelse af alle børnehaver.

Her viste undersøgelsen ingen grund til bekymring i forhold til forurening af jorden.

– Vi tager selvfølgelig PFAS seriøst, og derfor har vi også kigget sagen igennem. Vores undersøgelser og tidligere udskiftning af jorden viser, at der ikke er grund til bekymring. Det skal i øvrigt bemærkes, at produktionen af PFAS-forbindelser startede omkring 1950, men først i slutningen af 1960’erne slog brugen af stofferne rigtigt igennem. Det vil sige, at der efter al sandsynlighed ikke er deponeret PFAS-holdigt affald i området. Vi er derfor i dialog med regionen om, hvorvidt ejendommen overhovedet skal være på listen med potentielle PFAS-lokaliteter, siger Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima,- Energi- og Miljøudvalget.

Dermed er der ingen grund til, at der er mistanke om PFAS hos Labyrinten i Fredericia.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her