Noah Lykkegaard går til dagligt i 6. klasse, og i fritiden spiller han fodbold i FC Ungdom. Det betyder, at han kan blive tilknyttet Fredericia Eliteidræt, hvis han søger ind i en talentklasse på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé. Mulighederne hørte Noah om på et informationsmøde, hvor omkring 150 var mødt op.
Skolegangen har Noah pt. på Kirstinebjerg Skolen afdeling Indre Ringvej, men til sommer skal han skifte skole, da den kun går til 6. klasse. Det naturlige ville være at blive i Kirstinebjerg-distriktet og tage hen til skolen på Havepladsvej, men for Noah kan der opstå en anden mulighed.
Da han spiller i FC Ungdom vil han kunne blive optaget i en talentklasse på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé, hvilket rent praktisk vil betyde, at han to gange ugentligt vil være til morgentræning. Dertil kommer det, at der tages særligt hensyn med lektier og fravær, hvis man skal til stævner, der vil gå udover tiden i skolen.
Alt det og mere fortalte blandt andet Keld Vestergaard fra Fredericia Eliteidræt om på informationsmødet, der blev afholdt i thansen loungen på Monjasa Park.
– Man skal have tålmodighed og sociale egneskaber og skal kunne begå sig, og have modstandskraft, og kan man håndtere at tabe og har vilje og disciplin? Vi kigger på det hele og det gør klubberne også, sagde Keld Vestergaard blandt andet.
Efter oplægget fra blandt andet Vestergaard var der mulighed for at gå rundt til forskellige klubber og tale med dem. For Noah Lykkegaards vedkommende talte han med talentchef i FC Ungdom, Stephan Nyrup. Efterfølgende talte AVISEN med Noah.
– Du vil kunne komme lidt længere med din sport, end hvis du ikke går på en skole, der ikke tager det så seriøst, svarer Noah på spørgsmålet om, hvordan det vil være at blive tilknyttet en talentklasse.
Efter informationsmødet er Noah blevet klogere på, hvad det indebærer at skulle gå i en talentklasse. Hvorvidt han søger ind eller ej er ikke helt afgjort.
– Men jeg er blevet mere for, siger han.
Pt. spiller Noah Lykkegaard fodbold i FC Ungdom, men fremtiden er ikke noget, som han bruger tid på at tænke over.
– Lige nu tænker jeg ikke så meget over hvad jeg skal om fem år. Jeg føler det er bedst jeg lever i nuet, og fokuserer på det fodbold jeg har nu, og den skole jeg skal gå på om et halvt år, fortæller Noah.
Skulle muligheden byde sig for at blive professionel vil Noah dog ikke tøve. På fodboldbanen spiller han selv langt fremme på banen, og når der ses fodbold i tv’et med de professionelle er det et særligt et idol.
– Jeg kan godt lide Lionel Messi, slutter Noah Lykkegaard.