Velkommen til Ugens Kurt. En serie, som vi bringer med stolthed uge efter uge. I denne uge har vi sat et fæstningsbarn i stolen. Han er født i det herrens år 1980, der er fart over feltet på ham, selvom han ikke får løbet de kilometer, han gerne ville. I dag er han selvstændig – og sådan måtte det nok være. Ugens Kurt er Rasmus Herlufsen.
I denne tids ånd ankommer Rasmus Herlufsen til Kurt’s Kaffebar med mundbind på, men han tager plads og kan nænsomt tage det af, så interviewet kan starte.
»Jeg bliver sgu 40 år i år Andreas, det går stærkt,« siger Rasmus indledningsvist, imens han får sin Cola Zero serveret med sugerør.
Fra 1980erne kunne man se en ung dreng løbe rundt i vestbyens kvartere og det var en dreng, der havde run på livet.
»Vi boede på Jens Baggensens Vej. Vi er fire søskende i alt, og imens min far arbejdede på IC Møller passede min mor gryderne i køkkenet hos Elsam. Derhjemme var der altid massevis af kartofler og lidt kød,« siger Rasmus og fortsætter:
»Børnehaven var Skjoldly og senere var det 10 år på Skjoldborgsvejens Skole. Jeg gik i skole til niende klasse, og så skulle jeg videre. Jeg blev jo næsten bedt om at gå i lære.«
Hans smiler og fortæller, at selvom de boglige fag ikke var ham, så havde han en fantastisk skoletid med gode minder.
»Jeg husker mine lærere naturligvis, og mine klassekammerater. Jeg havde Søren Kristensen til engelsk og John Gråbæk til dansk. To lærere, der forsøgte at skole mig, men de kunne ikke styre mig. Jeg elskede sløjd og hjemmekundskab, men der skulle meget til at for at rette op på resten,« siger Ugens Kurt.
»Det var virkelig en god skole, jeg gik på. Det må jeg sige. Jeg var ikke supervild med dansk, engelsk og lignende fag. Matematik kunne jeg lide. Men det gik som det skulle gå. Jeg kom i lære i et firma, der servicerede skolen med el-reparationer og installationer. Hos Vagn Jørgensen og Jesper Bang Jensen i selskabet; VJ Elteknik. Jeg gjorde mig nok fortjent til dette, eftersom jeg havde en stikprop i lommen, så jeg kunne tage en sikring, når vi ikke gad bøvl med lærerne,« tilføjer Rasmus.
Det var Skoleinspektør Carl Nielsen, der for alvor fik ham i gang. Drengestreger havde ødelagt teknikken, og så måtte Rasmus bruge tre uger af sin sommerferie på at rette dem op, så ikke hans far blev kontaktet.
»Kablerne til EDB-lokalet, som det hed, har jeg trukket. Jeg har nok været dyr for Fredericia Kommune, men jeg betaler da tilbage nu.« Rasmus griner og fortæller videre.
»Jeg kom i mesterlære i 1996, jeg elskede det at komme i lære. Det var lige mig. Jeg var også meget glad for min skoletid, men jeg kom på den rette hylde, da jeg kom i lære. Jeg elskede at bruge mine hænder og faget var lige mig.«
I 2001 var Rasmus færdigudlært og han havde lært meget.
»Man lærer meget, når man arbejder i den størrelse virksomheder, fordi vi dækkede mange forskellige opgaver. Ja, mine arbejdsopgaver var altid varierede – og det var godt. Det var hårdt at være i lære, der var ikke nogen kære mor dengang, men det er nok også det, der er galt i dag. Det er nok lidt for pædagogisk, hvis du spørger mig. De unge mennesker laver ikke noget i dag, det kan godt være lidt håbløst, når man oplever, at mor ringer og melder dem syge, når de er 21 år, sådan var det ikke i min tid. Jeg meldte mig ikke syg, det gjorde man ikke, det turde man ikke. Man passede sit arbejde – og i den forbindelse lærte man. Det var fedt,« fortæller han.
Der var dog situationer, hvor en sygemelding havde været på sin plads.
»Jeg blev jo tidligt ansat som afrydder og opvasker på Hollywood Hardrock i Købmagergade, og det tog fart, så jeg blev dørmand. Her kunne det jo være et problem, når man mødte op hos mester med en brækket næse om mandagen, det var da ikke altid lige, at Vagn Jørgensen synes, at det var sjovt, men jeg tog på arbejde.«
Hollywoodeventyret kom i stand, da Rasmus lærte Esben ( ) at kende og det sluttede først, da Hollywood lukkede.
»Kan du huske de gode og store lørdagsfrokoster derinde? Det var der, jeg startede med at være afrydder og opvasker – og så blev jeg dørmand. Jeg var faktisk også dørmand i kort tid inden ved Duval – du ved ham, der havde Cafe Axel. Det var sgu noget sjovt noget. Han havde en abe på sin skulder, kan du huske det,« siger Herlufsen.
Han husker tilbage på en sjov tid, hvor han lærte mange at kende. Det har givet venskaber og bekendtskaber, men også en stor portion læring om menneskets psyke.
»Det var livsbekræftende at arbejde der. Mit mål som dørmand var at være anderledes end dørmænd normalt kan være. Jeg ville være diplomatisk og det er ikke normalt det, man ser. Men generelt så er dørmandsgerningen 99 procent psykologi.«
I en ganske ung alder kaster Rasmus sig ud på den tynde is som selvstændig.
»Jeg åbnede selskabet; Herluf, hvor jeg ordnede vaskemaskiner og tørretumbler. Jeg arbejdede blandt andet for “Svende” hos Skousen i Norgesgade. Efter et år som selvstændig kom jeg til Strøm Hansen, hvor jeg lavede service hos Bent Brandt i Aarhus. Men der gik ikke længe, før jeg blev shanghajet til Oluf Brønnum og co i Herlev,« fortæller Ugens Kurt.
15 år blev det til hos Oluf Brønnum for Rasmus Herlufsen.
»Jeg var der i mange år – hele 15 år. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle derfra, men et generationsskifte i virksomheden ændrede min virkelighed, og jeg ville noget. Jeg elskede virksomheden, men vi skulle ikke samme vej.«
I den mellemliggende periode har Rasmus og hans daværende hustru købt flere ejendomme, som de har sat i stand. Blandt andet det gamle spejderhus; Solbakken.
»Det var sjovt, og vi fik da arbejdet på mange huse, men det er også hårdt. I 2012 blev jeg far. Det var en stor oplevelse, og der gik ikke længe før nummer to meldte sig. Der er kun 14 måneder imellem My og Le,« fortæller Rasmus.
Hvordan er du som far?
»Jeg er nok mere legesyg end vores forældre var. Jeg sætter også flere ord på kærligheden til mine børn. Sådan er det nok i dag. Det er dejligt at være far.«
Efter 15 år hos Oluf Brønnum, hvor Rasmus troede, at han skulle være for altid, havde han mistet gnisten og ville noget andet i livet. En ny arbejdssituation og en skillsmisse fik ham til at tænke på noget andet. Han ville på Politiskolen.
»Det har nok altid været en drøm. Jeg ville gøre en forskel for andre. Det kunne jeg som politimand. Jeg ville generelt noget andet i livet – og gerne noget med livets sociale sider. Det har altid været et mål, at man kunne tjene mange penge, men i dag, så ville og vil jeg hjælpe unge med udfordringer, måske fordi jeg selv var en vild dreng, som barn og ung,« siger han.
En nøgleperson var der for Rasmus, da han havde brug for det, og det var nærmest ved et tilfælde, at de blev gode venner.
»Der var nogle mennesker, der var gode til at takle mig. Rudy Nielsen fra Middelfart Sparekasse var en af dem. Ham lærte jeg at kende, da jeg gik med aviser. Jeg var vel 12-13 år. Han kunne sgu se, at jeg havde brug for at samtale. En dag inviterede han mig indenfor, at det blev godt for mig. Han kunne se, at jeg ville tale. Jeg kalder ham sgu for min reservefar. Jeg vender alle de store ting med han. Han har været en mentor for mig. Sådan vil jeg også gerne være for andre en dag.«
Politidrømmen brast og det var nok meget godt konkludere Rasmus. Selvom Politiskolen åbnede i Fredericia var det livet som selvstændig, der kaldte igen.
»Den 1. juni 2018 så One Tech dagens lys, og vi har fået en god start. Det har faktisk været skønt at blive selvstændig igen. Jeg kunne også lide at arbejde i et stort firma, det skal ikke være en hemmelighed, men i dag er det dejligt at være selvstændig igen. Det er jo lidt nørdet, det vi laver. Vi servicerer glade kunder, der laver lækker mad og eller opbevarer lækkerierne, så det er lidt noget andet end at være bedemænd. Vi nørder alt, for at kunne give en god service og ikke mindst være med på de nyeste trends. Coronakrisen har dog sat mange ting på pause, så vi ser godt nok frem til at komme lidt væk fra den krise. Der er bogstaveligt talt skruet lidt for kødgryderne i denne tid,« siger Rasmus.
Og så kastede I jer over et pizzaprojekt?
»Ja, Camilla (Rasmus’ kæreste red.) og jeg startede PizzaMamma på Urbania Streetfood. Det tog hurtig fart. Vi startede det fordi, vi synes det kunne være sjovt, men det stak hel af, og med vores familieliv fungerede det ikke. Det var for tidskrævende. Vi har fire sammenbragte børn, så der er gang i butikken. Men det var sjovt at være dernede, og vi havde mange fantastiske ansatte, men det var det rigtige at sælge det,« siger Rasmus.
I dag går Rasmus’ arbejdsdage med at lede, men også selv være i teknikertøjet, når han og teamet hos One Tech servicerer storkøkkener, arbejder med køl, frys, varmepumper og lignende problemstillinger.
»Vi er fem mand i dag, og så har vi en håndfuld eksterne eksperter, som vi bruger hele tiden. De er en del af One Tech-familien. Det er gamle venner og venskaber, jeg arbejder sammen med. Der går lidt familie i den, og vi har det alle godt. Det smitter af på vores kunder og det tror jeg, giver en stor værdi. Men det kan godt være svært at slå helt igennem i Fredericia, men vi er i gang, og dag efter dag får vi nye kunder, hvilket vi er taknemmelige for,« siger han.
Og Fredericia i dag for dig?
»Fredericia er en dejlig by. Jeg er glad for Fredericia, og jeg vil gerne investere i byen. Jeg er en rigtig fredericiadreng. Byen har givet os mange muligheder. Jeg er stolt af vores by. For pokker Fredericia er en blevet en flot by. Det er lige før, at byen er på grænsen til at være en moderne by. Det er samtidig unikt og godt, at de helt store “drenge” vil investere i vores by. Det gør det større og sjovere, særligt når man husker westernstemningen, vi mødte i ungdommen, hvor man næsten kunne se støvet flyve gennem byen. Nu kan man gå på cafe om søndagen, spille et spil på Streetfood – det er godt, særligt for de unge, men også for os, der snart bliver 40 år.«
»Drømmen er også, at vi er i Fredericia mange år endnu. One Tech skal være mere kendt og slå sig fast. Vi får måske et showroom i byen med en skæv lokation, hvor vi kan vise noget anderledes end, hvad man ser i dag. Det kunne være sjovt. Om 10 år er jeg stadig i Fredericia, og jeg håber naturligvis, at vi kan skabe noget i byen, og vores koncepter kører. Selvom vi er de små i branchen, så er vi optimistiske på fremtiden,« uddyber Ugens Kurt.
Og fremtiden?
»Familien og huset på Huslodsvej. Vi har flere gode projekter i gang. Vi har bygget meget om, så der er plads til vores sammenbragte børn. Mine venner har hjulpet os med at grave kælderen ud, og det er blevet godt. Nu skal Sur (Casper Sur, entreprenør) og co hjælpe mig med at grave ud til en lille pool til børnene. Det elsker de jo – og i disse tider, hvor man ikke kan rejse som før, er det godt, « siger Rasmus.
Kan du lide at rejse?
»Jeg elsker at rejse, men nok ikke som flertallet. Et sommerhus i Søndervig duer ikke for mig, så ender jeg med at arbejde. Men 2,5 time i en flyver syd på, så ender jeg med at slappe. Jeg vælger altid all inklusiv-metoden. Den giver ro, så ved jeg, hvad der sker kl.12.00, 15, 18 og så videre. Det er godt, der lader batterierne op. Det er med hele konceptet – fra is til sodavand, og det er nemt for børnene,« siger Rasmus og slutter:
»Livet er godt i dag – der er travlt som der også var, da jeg var helt ung, og jeg har fundet en dejlig kæreste, der kan gribe mig, og er god for mig. Jeg er jo lidt vild, så er det godt have en pædagog.«
