Torben Ploug er født i Sakskøbing på Lolland for 42 år siden. Gennem livet er det dog Fredericia, hvor han også bor i dag, som har været base gennem flest år. Torben er oprindeligt uddannet indenfor landbruget, men i dag er han bankdirektør. I denne Ugens Kurt kan du læse om Torbens liv, der tog flere drejninger undervejs, som klassekammeraterne ikke havde gættet.
»Jeg voksede op i en rigtig kernefamilie, hvor min mor gik hjemme, imens min far arbejdede som maskinarbejder. Jeg er den ældste af fire søskende,« indleder Torben.
Det naturskønne Lolland og den flotte by Sakskøbing var et sandt natureventyr, men Torben vidste tidligt i livet, at han ville ud i “verden. Lolland lærte ham dog at tjene sine egne penge tidligt i livet. Han var således kun otte år, da første arbejde kom på CV’et og formede den fremtidig jobprofil.
»Jeg husker, at jeg allerede som 8-årige samlede æbler, og generelt arbejdede så meget, jeg kunne komme til. Jeg elskede det. Sakskøbing er en lille provinsby, så der sker ikke så meget, men alligevel gik min fritid med arbejde. Når det ikke var æbler, jeg samlede, var det ærter jeg plukkede og så videre. Jeg fik en stor interesse for landbruget, og jeg kunne vente timevis på at blive samlet op af en traktor, bare for at køre rundt og hjælpe. Jeg elskede det. Jeg har virkelig tilbragt mange timer med fysisk arbejde i naturen og marken.«
Skoletiden er lidt en anden historie. Det var svært for Torben at finde sig selv til rette, særligt i de små klasser, men tre måneder i en specialklasse blev et vendepunkt.
»Jeg havde svært ved at læse i 3-4. klasse, men efter tre måneder i en specialklasse rykkede jeg to klassetrin op i læseniveau. Det blev helt klart et vendepunkt i mit liv. Jeg kunne virkelig ikke læse, det var ekstremt svært for mig, men jeg lærte, at hvis jeg brugte de metoder, som læreren gav mig, så kunne jeg rent faktisk rykke mig ganske hurtigt. Det blev direkte skelsættende for mig. Det har fulgt mig positivt sidenhen, og jeg tænker ofte tilbage på dengang,« fortæller Ugens Kurt.
Torben Ploug var ikke i tvivl om, hvad hun skulle være, da han gik ud i 9. klasse. Det var ikke en boglig uddannelse, der lokkede, men derimod uddannelsen som landmand. Han tog på Sydsjællands Landsbrugsskole, hvor han senere blev sendt Danmark rundt i sine praktikforløb. Som 18-årig stod han for ansvaret for en hel besætning.
»Jeg flyttede som sagt rundt efter arbejde, og tiden fløj af sted, det var spændende. Jeg lærte at stå med et stort ansvar. Ansvaret var eksplicit: Når man står med en hel kvægbesætning, så har man ingen at spørge, hvis det går galt. Går det galt, så ser man det omgående. Det skal også løses omgående, omvendt, hvis man gør arbejdet rigtigt, så kan man også se resultaterne hurtigt. Det kan jeg godt lide,« siger Torben og fortsætter:
»Det er både krævende og hårdt at være landmand. Landmandslivet er som mange andre ting i arbejdslivet – en livstil, for man skal stå op kl.3 om natten, holde fri midt på dagen, og arbejde igen om aftenen. Det følger en rytme, der indebærer mange timer på arbejde, og ikke meget ferie.«
Torben tjente gode penge, knoklede meget og levede et landmandsliv, som han havde forventet det ville være, men soldatertiden satte det hele på pause. Han regnede med at trække frinummer og slippe for en tur i Forsvaret, men sådan gik det ikke.
»Jeg trak et virkeligt lavt nummer, og de sagde til mig, at jeg skulle vælge et sted at aftjene min værnepligt, ellers ville de sende mig til Bornholm. Jeg var jo i fuld gang med et arbejdsliv, så det var nærmest direkte forstyrende, men jeg valgte en tur til Forsyningstropperne i Farum. Der kunne jeg få stort kørekort. Sådan gik det til, at jeg i dag har lastbilkørekort og farliggodsbevis. Jeg kørte ammunition rundt i Danmark. Jeg siger gerne, at det var den værste tid, imens jeg var der, men den bedste tid, da jeg var færdig. Der er nok ikke mange, der har kørt lastbil og politieskorte gennem Kalundborg. Det var spændende,« fortæller han.
Han fik en kæreste, og 20erne var godt i gang, da han blev alene igen. Der besluttede han sig for, at landbruget ikke skulle være levevejen i al evighed. Den faste gode løn blev i stedet erstattet af SU.
»Jeg ville noget andet. Jeg droppede derfor min gode løn i landbruget, og begyndte på en uddannelse som jordbrugsteknolog. Jeg havde en ide om, at jeg ville være økonomikonsulent indenfor landbruget. Imens jeg er i gang med uddannelsen, vel cirka 4-5 måneder i forløbet, finder jeg ud af, at man også kunne gå bankvejen. En del landbrugskonsulenter gik den vej, og endte ofte som bankrådgivere for landmændene,« siger Torben.
»Jeg manglende den faglige ballast, hvorfor jeg samtidig med uddannelsen som jordbrugsteknolog, tog en akademiuddannelse i finansiel rådgivning. Der blev jeg klædt på som bankeleverne. Jeg læste alt fra økonomi til erhvervsjura. Men det var svært, for de kom fra bankverdenen med en anden hverdag og viden, og jeg havde fået en tyk bog med erhvervsjura. Men jeg var meget målrettet. Jeg læste om aftenen, og mange af mine klassekammerater fra folkeskolen havde helt sikkert ikke set mig som bogligt anlagt, men sådan gik det til,« tilføjer Ploug.
De lave karakter blev pludselig høje, og da han skulle søge job, gik det også stærkt. Et halvt år før, han afsluttede uddannelsen ,endte han med at blive tilbudt job i Jyske Bank Fredericia. Det skete efter en praktikperiode, som økonomikonsulent i en privat virksomhed.
»Jeg blev tilbudt arbejde i den virksomhed, hvor jeg var i praktik, men vi kunne ikke ramme hinanden på vilkårne for en fastansættelse. Jeg var helt klart også tiltrukket af bankverdenen og de forhold, den bød. Jeg skulle vel egentligt arbejde med erhverv og landbrug, men efter kort tid i Jyske Bank fandt jeg pludselig privatkunderne og rådgivningen heraf meget spændenede,« fortæller Torben Ploug.
00erne er godt igang i Fredericia, og alt brager af sted i det danske og internationale samfund, ingen har set hvad der venter af finansiel uro. Hvad der starter i USA tromler hen over hele verden, og sætter dybe ar i befolkningen, økonomisk, socialt og finansielt. Finanskrisen rammer i 2008, men inden har Ugens Kurt fået en kundeportefølje at arbejde med, haft opgaver som investeringsrådgiver og er blevet leder i banken.
»Jeg søgte stillingen som leder. Jeg kunne se mig selv i rollen. Jeg havde opbakning fra mine kolleger og direktøren troede også mig. Det var fantastisk. Når du spørger mig til tiden generelt, så gik det stærkt i de år. Alt kunne jo lade sig gøre, men ingen havde set Finanskrisen komme. Så da den ramte var det hårdt for alle. Man følte et stort ansvar som rådgiver, man havde naturligvis fortalt om risici, men ingen lyttede jo. Alle ville fremad, indtil Finanskrisen ramte os som en mur.«
Bruger du erfaringen fra Finanskrisen i dag?
»Ja, det gør jeg helt klart. Jeg lærte meget, og den erfaring kan man godt bruge i den tid, vi lever i nu. Jeg ser lige i dag et optimistisk marked, hvilket er dejligt. Men det er omvendt heller ikke unormalt med en markant øget optimisme frem mod større økonomiske kriser. Men mange har helt sikkert lært meget af Finanskrisen – så længe er det heller ikke siden. I dag støtter centralbankerne også op på en anden måde, men alligevel er det uprøvet land, vi arbejder og lever i pt. Fremtiden er svær at spå om. De nuværende løsninger med store hjælpepakker er gode for økonomien, men det er sjældent at noget er gratis, så der venter en efterregning,« siger bankdirektøren.
På hjemmefronten er Torben Ploug gift med Lene. De mødte hinanden på landbrugsskole, allerede i år 2000, men den søde musik opstod i 2005. De byggede en base i Assens for deres to drenge. Gennem 10 år passede de arbejde og familie, imens de totalistandsatte deres hus. De var egentligt meget tilfredse med tilværelsen og livet, men i 2017 fik Torben et tilbud, der var svært at sige nej til.
»Jeg fik et opkald, hvor jeg blev spurgt om, jeg havde set, at Spar Nord søgte en ny direktør i Fredericia. Det havde jeg. Det ser man i branchen. Stillingen havde bopælspligt, så det var en stor beslutning. Vi tilbragte allerede meget tid i Fredericia, og jeg var jo glad for byen, men alligvel skulle vi flytte børn og familie. Det var noget af en beslutning,« lyder det indledningsvist til dette livskapitel.
Han sagde samtidig farvel til Jyske Bank, som han beskriver som en familie. Men parterne var to forskellige steder i livet.
»Stillingen var spændende. Den var svær at sige nej til. Jeg kan godt lide den lokale forankring, som Spar Nord besidder, dertil kom, at jeg var tændt af den store medbestemmelse, som vi har. Vi brugte tre måneder på at finde ud af om det var det rigtige match, og det var det. Det var svært at sige farvel til Jyske Bank. Vi havde jo ikke skændtes eller andet, men vi var nok to steder i livet. Derfor blev familien revet op med rødderne og vi fandt et dejligt hus i Golfkvarteret. Et hus, hvor vi ikke skal sætte alt i stand igen. Det gør man kun en gang,« uddyber Torben Ploug med et smil.
I dag trives familien. Børnene går på Ullerup Bæk Skolen Afd. Skolesvinget, går til spejder og nyder fritiden sammen. Ugens Kurt er også stadig i gang med at dygtiggøre sig med en diplomuddannelse i ledelse, dog mener han ikke, at man kan læse sig til ledelse.
»Siden jeg gik i 3. klasse og havde svært ved at læse er der sket meget. Jeg elsker i dag at blive udfordret fagligt, og det gør jeg løbende med uddannelser og ny viden. Men jeg ved jo også, at leder kan man ikke læse til. Det er noget, man har i sig og noget man arbejder med løbende sammen med sine kolleger. Det kan jeg faktisk godt lide,« siger Torben Ploug og fortæller om Fredericia.
»Fredericia er en dejlig by, og jeg har jo brugt det meste af mit liv i byen. Jeg har arbejdet her i 17 år. Jeg føler mig som lokal, og Fredericia har virkelig udviklet sig positivt. Da jeg startede med at arbejde i Fredericia, skulle man ikke sige, at Fredericia var en god og spændende by, så var svaret, at Vejle og Kolding var meget bedre. I dag er fredericianerne stolte af byen og forsvarer den for enhver pris. Imagemæssigt klæder det byen. Jeg er stolt af at arbejde og bo her,« slutter Ugens Kurt.
