Ugens Kurt: (Foto: Thomas Lægaard/Fredericia AVISEN)

Han har tidligere brilleret på fodboldbanen, hvor han blev tilbudt den første ungdomskontrakt i FC Fredericias historie og han har været med til at sikre Vejle oprykning til Superligaen. I dag er han privatrådgiver i Sydbanks Fredericia-afdeling. Ugens Kurt er Tommy Knudsen.

37-årig Tommy Knudsen har altid boet i Fæstningsbyen, hvor han er født og opvokset indenfor Voldene. Han er gift med Desirée, som han har tre børn med. Trods opvæksten i byens centrum foregik skolegangen på Skjoldborgvejens Skole.

TK, som Tommy kaldes, fik sig en forlænget pause fra jobbet i Sydbank og tog en gåtur hen til Kurt’s Kaffebar, hvor han mødtes med barndomsvennen, Fredericia AVISENs Chefredaktør Andreas Dyhrberg Andreassen og undertegnede. Vi var alle tre til den simple sorte kaffe, og efter barista-Emil havde fyldt kaffe i kopperne, så gik snakken i gang.

“Jeg var den eneste i min omgangskreds, der boede i centrum. Det passede familien bedst pga. min mors job,” indleder Tommy og kommer ind på skolegangen:

“Af kendte lærere havde jeg Benny Madsen. Når man ser tilbage på skoletiden i dag, tænker jeg tit, at man glemte at nyde det, da det var en fantastisk tid med fodbold og hockey på i skolegården. Alt var en leg dengang, og i dag har man modsat mere faste rammer. Det samme gælder min fodboldkarriere – den glemte jeg også at nyde. Man var i det, mens det skete”.

“Jeg gik måske i den forkerte klasse, når man kigger på hvor aktiv jeg var. I paralelklassen gik Lasse, Mads, René og Andreas, der var aktive. Jeg spillede i KFUM, de spillede i F’erne, så der var nok at tage fat. Det var lidt sjovt.”

Det har kastet flere kærlige lokalopgør mellem F’erne og KFUM af sig, og et par af dem husker Andreas og Tommy tilbage på.

“I 1996 var vi i samme pulje i Mesterrækken. Vi mødtes i den første kamp på den dag, hvor der var Kemira-udslip. F’erne vandt 1-0 på bane 1. Returkampen vandt KFUM 2-0 efter en lækker kasse af mig,” siger Tommy og griner.

På det daværende KFUM-hold var blandt andet Johnny Thomsen, og sammen med andre dygtige spillere var KFUM et stærkt hold dengang.

“Vi var konstant på træningslejr husker jeg, og det var rigtig godt for os socialt, men når vi taler om Johnny, så var han en lille knægt dengang, så hvert andet år, når vi var yngste årgang, spillede han på andetholdet. Jeg spillede på midtbanen sammen ham. Han var arbejdsmanden, og så lavede jeg det kreative.”

“Hvert eneste år var vi til Bording Cup sammen med alle de andre årgange fra KFUM. Man savner sådan nogen ture i dag. Man fik 100 kroner med, og de skulle række hele ugen, og vi spillede kortspil om 25 øre. Ja, det var tider,” siger Tommy.

Benny Madsen som lærer

En af de personer fra barndommen, der havde stor betydning for Tommy, var matematiklæreren Benny Madsen, som han igen vender tilbage til, når snakken falder på skole og barndommen. Han kunne noget særligt.

“Hvis du har en god træner, så kan man lide at spille fodbold, og det var det samme med Benny som lærer i matematik. Han gav gode budskaber og fik det til at være sjovt. Jeg var ikke bedre til matematik end andre, men jeg fangede interessen hurtigt. Hvis læreren gør det sjovt, så giver det noget andet,” siger Tommy og fortsætter:

“Jeg var midt i mellem i skolen uden at være god eller dårlig. Det sociale var vigtigt for mig. Til skole-hjem-samtaler kunne Benny, og Tommys klasselærer Lisbeth og min mor mærke, at jeg mistede interessen for skolen, da piger, fodbold og andre ting betød mere for mig.”

Efter 10. klasse ville Tommy på HHX, i den forbindelse kom Benny med en løftet pegefinger til ham.

“Han sagde, at jeg skulle tage mig sammen. Det var et venligt klap på skulderen,” husker Tommy, der i HHX-tiden skiftede Fredericia KFUM ud med Vejle Boldklub og i den forbindelse fik ture med ungdomslandsholdet.

“Skiftet kom i stand et par dage før min fødselsdag i 1998. En træner fra Vejle ringede til min mor, mens jeg ikke var hjemme. Min far hentede mig på en rasteplads i Middelfart, og så fortalte han, at VB havde ringet og jeg skulle kontakte dem, når jeg kom hjem. Vi talte frem og tilbage i nogle timer, og det endte med vi mødtes på banegården i Vejle, hvor vi kørte af sted til et stævne i Lyngby og var der i fem dage. Undervejs spillede vi nogle kampe, og vandt blandt andet 4-1 over B1903 og jeg lagde op til alle målene. Det fik træneren til at kalde mig til samtale og sagde vi skulle finde ud af noget,” siger Tommy.

Tommy var splittet omkring tilbuddet. Han havde svært ved at fortælle om det til barndomsklubben KFUM, men med VB bankende på døren på den anden side var det en speciel situation.

“Stig Pedersen kaldte mig ind på kontoret og tilbød mig den første ungdomskontrakt i FC Fredericias historie. Min mor sagde jeg måtte sige fra, hvis det var VB, jeg ville. Jeg endte med at skifte til Vejle, hvor jeg lavede tre mål og otte assists mod gode hold. Vi spillede mod blandt andet Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen fra AaB. Vi spillede et flot efterår i 1998, men i foråret 1999 sad jeg på bænken, da vi kom op og at spille med årgangen ældre end mig,” forklarer Tommy, der havde svært ved at kombinere fodboldlivet med tilværelsen på HHX, hvor han gik på en Team Danmark-ordning.

“Det fangede mig aldrig, fordi fodbold var mere interessant. Fra at bo med Brøndby-spillere på landsholdet og have det sjovt med fodbolden, så skulle jeg lave lektier. Det havde jeg det svært med. Det var irriterende at komme tilbage til en IT-time, hvor vi skulle lære ti-fingre-systemet, og i matematik havde jeg ikke været der de otte foregående timer og vidste ikke hvor vi var henne. Jeg endte med at droppe ud efter halvandet år. Det var en beslutning, jeg selv tog.”

I stedet for at have HHX ved siden af fodbolden, så endte Tommy med at gå all-in på fodbold, hvor han var fuldtidsprofessionel i flere år.

“Fra 2002-12 levede jeg af fodbold. Vi rykkede op i Superligaen i sidste runde, da vi slog Esbjerg, og det var helt vildt. Med fem kampe tilbage var vi otte point efter andenpladsen, men vi endte med at hente Frem og Køge. På Esbjergs-hold var kendte spillere som Jess Thorup, Michael Hansen og Simon Karkov. Hele stadionet var rødt med Vejle-fans derovre. Jeg startede inde i kampen, kan jeg huske. I maj fik jeg debut, efter jeg havde fået rødt kort i min sidste ynglingekamp og skulle afsone karantæne. Vi vandt kampen mod Esbjerg 4-2 og banen blev invaderet af fans.

Uddannelsen blev færdiggjort

Tommy gik rundt uden uddannelse, men det blev der lavet om på som årene gik.

“I 2006 sagde min mor, at jeg skulle tage en uddannelse og jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive håndværker som min bror Danni. Jeg tog derfor en kontoruddannelse, men gjorde også HHX færdig. Det dannede grundlag for, at jeg senere kunne komme ind på Finansøkonomuddannelsen,” siger Tommy.

Vi skriver 2006, og der tog Tommys fodboldkarriere en ny drejning pga. en alvorlig ankelskade.

“Jeg kom ikke tilbage på det niveau, som jeg havde inden skaden. Jeg var røget på Danmarksserieholdet, som jeg var med til at rykke op i 2. division. I februar kontaktede Stig Pedersen mig, og jeg var selv blevet prikket på skulderen om, at VB ikke ville forlænge. I maj tilbød de mig faktisk en ny kontrakt, og Kolding, som havde Johnny Mølby som træner, ville også have mig, men mavefornemmelsen sagde FC Fredericia, hvor jeg ville blive en vigtig del af holdet,” forklarer Tommy og fortsætter:

“Stig lokkede med det nye stadion og alt det der. Fredericia var ikke med fans dengang, men det med at være en del af byen og der ikke var langt til træning trak i mig. Det fede var, at jeg gik direkte ind på holdet og var en profil fra start. Jeg havde nogle gode sæsoner i klubben, hvor den første nok var den, hvor jeg havde størst personlig succes.”

En diskusprolaps i 2011 satte en stopper for Tommy Knudsens tid i FC Fredericia. Kontrakten løb ud og blev ikke forlænget.

“Jeg fik også en fiber i maven, og det gjorde, at jeg endte med at tage med på Spillerforeningens tur for klubløse spillere. Jeg kom hjem fra turen og blev tilbudt en kontrakt i FC Fyn, der var en fed klub. Jeg var ærgerlig over, at jeg kun fik et halvt år hos dem, men jeg fik en ny diskusprolaps efter en duel med Rasmus Festersen og så besluttede jeg, at det var slut,” siger Tommy og fortsætter:

“Jeg tog en beslutning om, at det var slut nu og det var tid til at være bankmand. Jeg ringede til Peter Larsen fra F’erne og sagde, at jeg ville starte hos dem og det ikke skulle koste mig noget, da jeg skulle til at gå på SU.”

Familielivet

I dag har Tommy tre børn og særligt oplevelsen med datterens fødsel var speciel.

“Hun blev født d. 19. august 2012 klokken 06:45. Samme dag skulle jeg spille med FC Fyn mod FC Fredericia. Min kone havde en 32 timers fødsel endte med at få et akut kejsersnit. Jeg sad der og skulle beslutte om jeg skulle spille. Konen havde sagt, at jeg skulle gøre hvad jeg selv synes. Jeg endte med at tage en times hvil på stole, inden jeg kørte hjem og spiste en frikadellemad. Jeg mødte op på stadion. Det var årets varmeste dag. Derfor endte jeg med at få krampe i begge baglår og lægge. Jeg havde ikke fået ordentlig forberedelse pga. omstændighederne, men det var en fed kamp. Vi førte 2-0, kom bagud 3-2 og endte med at udligne til 3-3,” husker Tommy.

Hvilken følelse er det at være far?

“Det er fremragende. Det er et fuldtidsjob ved siden af, og nu har vi tre stk. Konen har lidt specielle arbejdstider, så jeg har tit børnene, men det er fedt og jeg kan godt lide det. Engang imellem kræver det dog jeg kommer ud, og jeg skal blandt andet i biografen i aften,” siger Tommy med et smil.

Det bliver også til fodbold, når tiden er til det, men ellers er det mest på lægterne Tommy er at finde.

“Jeg ser både FC Fredericia og FHK spille. Sydbank er sponsor begge steder, og det er noget vi går op i. Vi er flere fodboldtosser i banken, og så gejler vi hinanden lidt op med det, forklarer han med et smil.

Kaffen er drukket færdig, og Tommy skal videre til Sydbanks nye filial i Port House, men på falderebbet svarer han på hvordan han ser Fredericia i dag.

“Byen er kendt for håndbold, og er det stadig. Det er ærgerligt med fodbold som gør det godt og var tæt på oprykningen i 2010, hvor man kun snittede 1.000 tilskuere. Fodbold er nødt til at gøre noget mere aktivt for at få tilskuere,” slutter Ugens Kurt, Tommy Knudsen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her