Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Tonny Kollerup Nielsen er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Tonny driver Dit & Dat, der flytter ind i Danmarksgade pr. 1. marts, men har tidligere blandt andet drevet en mobilbutik. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Tonny bedre at kende, hvor han blandt andet fortæller om sin passion for trommer.

Tonny er allerede at finde på Kurt’s Kaffebar, da jeg kommer ind ad døren. Tonny står bag disken, og snakker med indehaver Ismail, som han tidligere har arbejdet sammen med. Der går også en håndværker rundt, som Tonny joker med, da de har en fælles fortid.

Alt imens Tonny joker med Ismail og håndværkeren får vi stille og roligt startet vores samtale, hvor vi starter med at spole helt tilbage til skoletiden.

“Jeg gik på Skjoldborgvejens Skole. Jeg havde Hr. og Fru Madsen,” udbryder Tonny.

Trods der er lidt aldersforskel på Tonny og jeg, er jeg ikke i tvivl om, hvem Tonny mener. Det er Benny og Lone Madsen. Selv har jeg haft Benny til idræt i de små klasser, hvor Lone havde pigerne.

“Du skal se, når vi har haft de her års komsammen,” siger Tonny og griner, inden han slår over i den seriøse tone:

“Det var en dejlig tid, det var en fed skole at gå på.”

Hvad skete der efter Folkeskolen?

“Jeg kom lære som murer. Jeg sprang fra lige før, at jeg blev udlært, og så tog jeg ud at sejle på alle de store verdenshave,” forklarer Tonny og fortæller, at murerfaget ikke var ham og det var derfor, at han ikke gennemførte uddannelsen.

“Hvis man er ung og sprælsk vil man gerne prøve noget, så det var det jeg faldt for dengang. Dengang havde man nemmere ved at få arbejde, men jeg bankede bare på, og så fik man job og startede mandag,” fortsætter Tonny, der sejlede rundt i fem år:

“Det var virkelig dejligt. Efter at have sejlet rundt kom jeg i lære som smed, og det var mere mig. Jeg blev færdigudlært, og det var rigtig godt. Ens forældre ville jo gerne have, at man fik en uddannelse,” siger Tonny med et smil.

“Jeg er stadig svejser den dag i dag, og jeg har brugt det meget siden. Jeg har været ved flere store smedevirksomheder, blandt andet har jeg arbejdet sammen med Ismail,” forklarer Tonny og peger over på Ismail bag disken.

“Jeg har selv et smedefirma i dag, hvor jeg lejer mig selv ud. Ellers har jeg arbejdet på kraftvarmeværker, slagterier og sådan noget – alt muligt inden for rust,” fortæller Tonny.

Dit & Dat og andre selvstændige eventyrer

Den dag i dag driver Tonny Dit & Dat, og han erkender, at det er hårdt, når han også har smedebranchen at se til.

“Det har været hårdt at drive to virksomheder, men det positive er, når der ikke har været noget i smedebranchen, har jeg kunne gå i butikken.”

Tonny har nærmest altid været selvstændig. Tilbage i tiden var han medejer af Dantalk.

“Jeg lå i Jyllandsgade med TK-Shopping, som var en del af Dantalk, hvor jeg ejede 20 % af virksomheden. Vi var Danmarks største mobileleverandør Mobilbranchen var rigtig stor dengang, og det var på vej frem,” siger Tonny, der havde en butik i både Kolding og Fredericia, hvor han i alt havde ni ansatte.

Eventyret med TK-Shopping stoppede i 2010, og så begyndte Tonny der, hvor det hele startede.

“Jeg begyndte som svejser igen, og kørte som selvstændig svejser i nogle år. Det var dejligt, og der er et helt andet miljø derude,” forklarer Tonny.

Hvad er forskellen på de to brancher?

“Det er to vidt forskellige ting, men der er ansvar i begge dele. Hvis en kunde ringer, så aftaler man en pris på det der skal svejses. Man skal være færdig med det som med alt andet,” konstaterer Tonny.

Nyt eventyr startede på baggrund af konkurs

Tonny gik en del år som selvstændig svejser, efter mobileventyret med TK-Shopping. En konkurs til Bownty gjorde dog, at han startede et nyt projekt op.

“Bowntykæden gik konkurs med fem butikker. Vi var tre investorer, der gik ind i det og købte dem. Skæbnen ville, at der kun gik et par måneder, så trak den ene sig, hvor vi to andre købte ham ud. Derfra gik der tre-fire måneder og så trak den sidste sig. Jeg stod alene tilbage, og valgte at lukke alle butikkerne, undtagen den i Kolding. Det blev ganske enkelt for stort, vi kunne ikke magte fem butikker,” siger Tonny.

“Det startede rigtig fint, og udviklede sig til at blive stort. Så stort, at vi valgte at åbne en afdeling i Vejle, som vi dog lukkede efter et års tid. Vi lukkede afdelingen, og derefter åbnede i på Kaltoftevej. Vi kørte det på Kaltoftevej i omkring to år, men det fungerede ikke – jeg kunne ikke trække folk derud Vores varesortiment er stort, og vi har gode priser, men kunderne kommer ikke derud,” fortsætter Tonny.

Dit & Dat flytter pr. 1. marts ind i Danmarksgade 21, og det skal være med til at få flere kunder.

“Jeg håber ved, at vi kommer ind til byen, at kunderne kommer i forhold til på Kaltoftevej. Vi skal vise, at vi har gode varer til billige penge. Jeg tror, at man får et chok over priserne. Alt er billigt, og jeg vil tro, at 80 % af vores varesortiment er billigere end de andre steder. Det har noget at gøre med vores leverandører, som fast kommer med varer. I forhold til på Kaltoftevej får vi også T.I krydderier, som er Danmarks mest kendte inden for deres felt. Vi laver en ø til dem, så det bliver et lækkert land kan man sige,” siger Tonny.

Med TK-Shopping i Jyllandsgade har Tonny været vant til mange kunder i centrum, og det håber han at få igen.

“Jeg har været vant til at være omgivet af kunder. Folk husker TK-Shopping, så det har været et spørgsmål om at finde det rigtige mål. Det har ikke budt sig før nu, hvor jeg snakkede med indehaverne af den gamle dyrehandel. Den havde stået tom i to år, så vi lavede en god aftale, som gør, at jeg tror på, at vi får en god forretning,” siger Tonny.

Tromme Tonny

Foruden at være en kendt erhvervsmand i det fredericianske er det også velkendt, at Tonny slår løs på trommer, når tiden er til det.

“Jeg har spillet trommer siden, at jeg var knægt,” indskyder Tonny og kommer ind på interessen for musik:

“Musik gør mennesker glade, så det er på den måde, at jeg har interesse for det. Jeg tror aldrig, at man stopper med det, når man først er kommet i gang. Er man musiker én gang, er man ikke andet resten af livet.”

Hvorfor valgte du at spille på trommer?

“Trommeslageren er den, der styrer det hele og den, som man er afhængig af. Holder man ikke rytmen, går det ikke,” forklarer Tonny, der stadig den dag i dag spiller i et band , som hedder HitWave.

“Jeg har spillet i 5-6 bands igennem tiden. Det afhænger meget af, hvilket job man har på det pågældende tidspunkt. Jeg har det sådan med mit liv, at når børnene er store, vil jeg gerne have flere koncerter. Det var omvendt, da børnene var små,” siger Tonny.

Hvor mange koncerter har du spilet?

“Puha, rigtig mange. Det har jeg slet ikke tal på. Det giver et kick hver gang. Vi spiler til mange festivaler, private fødselsdage, bryllupper og sådan noget,” siger Tonny og kommer ind på, hvad det er, som HitWave spiller:

“Sådan noget som Gasolin, D:A:D, Volbeat og alle dem der. Ting i rockgenren.”

Har du et favoritband?

“Jeg er stor fan af AC/DC. De er virkelig størst for mig. De giver inspiration, og de giver mig det der med, at de er så store, at de så har gjort det, som vi andre drømmer om. Det er inspirerende at se så stort et band, når man selv er musiker, og sætter tingene op med lys, scene og lyd. Man ved, hvordan det er, når det store sceneshow bliver sat op med 50 lastbiler og 400 mand,” siger Tonny.

Campingvogn og børnebørnene

Når Tonny ikke slår sig løs på trommerne eller driver forretning, så er der én særlig ting, som han bruger tiden på.

“Jeg slapper af med min kone, børn og børnebørnene,” siger Tonny og fortsætter:

“Når jeg engang går på pension skal jeg ud at rejse med mine børnebørn. De betyder 98 % for mig, de er mit et og alt.”

Tonny og Fru Nielsen, som hans kone kaldes, har en campingvogn. Den bliver også benyttet, når tiden er inde til det.

“Den står på Fanø, og det har vi valgt af en særlig grund. Når jeg holder på færgen, så hvis nogle ringer, så kan jeg ikke bare komme tilbage. Jeg får den frihed, som jeg har brug for. Det er meget vigtigt for mig at få koblet af, det skal man ikke glemme,” siger Tonny.

Grim motorcykelulykke

Man kan ikke se eller mærke det på Tonny den dag i dag, men han har været ude for et grimt uheld på motorcykel.

“I 1997 kørte jeg galt på Snaremosevej, og pådrog mig kæmpe skader. Det var nærmest hele min højre side. Jeg gik sygemeldt i tre år før jeg kom mig,” siger Tonny og kommer ind på uheldet:

“Der var en, som lavede et venstresving uden at blinke. Jeg ramte en lygtepæl. Det gik udover benet, knæet og skulderen var røget af led. Jeg var også lige en tur i himlen at hilse på dem først,” husker Tonny

Hvordan var de tre år som sygemeldt?

“Det var hårdt, de tre år var sindssyge. Jeg må sige, at jeg havde en tålmodighed kone i de år,” siger Tonny og fortsætter:

“Jeg havde kæmpet for for bare at kunne eksistere på normalvis igen. At jeg kom mig havde nok også noget med min alder at gøre. Jeg satte mig ikke bare tilbage, da jeg havde ansvar for børnene,” forklarer Tonny, der stadig har lidt skavanker hist og her den dag i dag, men det er ikke noget, som man synligt kan se.

“Det var en hård tid dengang, men jeg var en fighter,” siger Tonny.

Fremtidsplanerne

Tonny er ved at have drukket sin anden kop kaffe, så på falderebet spørger jeg ham om, hvad hans fremtidsplaner er.

“Jeg kan fortælle, at Dit & Dat i Danmarksgade bliver den sidste butik, som jeg åbner. Efter 30 år som selvstændig, så er det her den sidste butik. Derfor håber jeg, at jeg kan vise kunderne, at jeg kan få en god butik op at køre. Det er ikke noget, som jeg bliver millionær af, men jeg har det sjovt med det,” lyder det fra Tonny.

Fakta Tonny Kollerup Nielsen
Er 55 år
Gift på 30. år
Født i Fredericia
Har to børn
Driver Dit & Dat

http://www.lecture.dk/kommende-arrangementer/
Annonce. Køb billetter – klik på annoncen