Susanne Dall Nielsen er et kendt ansigt i fodboldmiljøet i Fredericia. Hun har blandt andet været frivillig i FC Fredericia i forbindelse med deres hjemmekampe siden stiftelse af klubben i 1991. Kom i denne udgave af Ugens Kurt tættere på Susanne, der udover tiden i FC Fredericia, også fortæller om sit arbejdsliv og en aktiv trænerkarriere.
Susanne er i god tid. Vi har aftalt at mødes klokken 16:30, men allerede kloden 16:20 kom Susanne ind ad døren på Kurt’s Kaffebar. Jeg har fået beskrevet Susanne som en person alle kender, og påstanden blev bekræftet allerede, da hun kom ind på kaffebaren.
Indehaver Ismail og hans søn, Serhat, hilser straks på Susanne, og gætter på, at hun skal have en cafe latte – ganske rigtigt. Få minutter senere sad Susanne med en latte med et hjerte i, og jeg selv en klassisk sort kaffe.
Jeg startede med at bede Susanne se helt tilbage i tiden. Hun gik i Rødekors Børnehaven, og startede efterfølgende på Skansevejens Skole, hvor hun særligt husker tilbage på en af lærerne.
“Herluf Berndsen, han var simpelthen fantastisk. Vi havde ham i de sidste klasser. Grethe Damgaard var også en god lærer, som vi havde inden Herluf. Det var en god skole, og jeg boede lige i nærheden,” siger Susanne, der tog en 10. klassesafgangseksamen og efterfølgende gik et år på Handelsskolen:
“Jeg skulle finde ud af, om jeg ville fortsætte på HH eller hvad jeg skulle. Der var en ledig læreplads som advokatsekretær, og den fik jeg. Jeg startede der i 1988, og så var jeg der i to år. Det var fint at komme ud og prøve det hele, men det var nok mere kontor end advokat – det var dog sådan alle steder dengang.”
Hvad skete der efter din læretid?
“Jeg fik lov at blive hos advokaten i tre måneder – det var normalt for at få understøttelse dengang. Via fodbold havde jeg en veninde, der gik til fysioteraupt, og der manglede de en klinikassistent. Jeg kom til samtale, hvor vi jonglerede med en bold, og så fik jeg jobbet. Jeg var der fra 1991 til 2008. Det var virkelig en god tid, hvor mange af klienterne var sportsfolk. De kom fra KIF Kolding, Vejle Boldklub og FHK. Der kom folk som Bo Spellerberg og Lasse Boesen fra KIF, og fra VB kom Peter Kjær, Preben Elkjær og Lars Rod spillede også selv i VB på det tidspunkt. Når man selv var sportspige, var det ret sjovt at være i klinikken,” forklarer Susanne.
Efter 17 år i Lars Rods klinik var det tid til at prøve noget nyt for Susanne.
“Preben Skou-Nielsen, som jeg var i lære hos, havde flere gange spurgt om jeg ikke skulle være hans sekretær igen. Jeg blev skilt på daværende tidspunkt, og så spurgte han tilfældigvis igen, og så tænkte jeg, at der skulle ske noget nyt og sagde ja. Vi var på Høgevej hos Fredericia Advokatterne i 1,5 års tid, men så tog Preben videre til Trolle Advokatfirma, hvor han heldigvis tog mig med, og der er jeg stadig den dag i dag som receptionist,” udtaler Susanne.
Susanne og sport
Nu skal vi til det, der er essensen. Sådan sagde jeg til Susanne, efter vi havde gennemgået hendes liv fra skolegangen og erhversmæssigt frem til i dag.
Hvordan startede det hele med dig og sport?
“Min far har slæbt mig med til fodbold siden jeg kunne gå. Han har været medlem i KFUM i 50 år, så han har slæbt mig med fra barnsben,” indleder Susanne om sin start på sportslivet og fortsætter:
“Jeg blev håndboldspiller før jeg startede til fodbold. Vi var en masse veninder fra skolen, der skulle i KFUM Parken til møde. Da vi var til mødet gik vi ud på græsset, og der kom en bold trillende, som jeg sparkede til. Den daværende fodboldtræner, Per Knudsen, sagde at jeg med det spark skulle i gang med at spille fodbold. Som 14-årig startede jeg til fodbold. I flere år spillede jeg både fodbold og håndbold, men endte med at vælge fodbold,” siger Susanne, der stoppede sin fodboldkarriere for en del år siden.
“Min kontakt med fodbold i dag er, at jeg er holdleder / træner for et 7-mandshold. Det er damer i 30-40 års alderen, som jeg har haft i ti år, og som mere eller mindre er de samme. Der er nogle, der har født, nogle der har været skadet, men det er alle nogle, som jeg har spillet sammen med. Vi melder os til kvinder +15 år, og så kan det være , at vi møder nogle efterskolehold, men vi møder heldigvis også nogle på vores egen alder,” fortsætter hun.
Hvordan er det at være holdleder for de kvinder?
“Det er sjovt. De kan være lige som en flok børn ind mellem, men det er fordi ,at jeg har forkælet dem. Jeg er mor Sanne, der sørger for det hele,” griner Susanne.
At 7-mandsholdet opstod, skete ved lidt af en tilfældighed.
“Vi lavede en jubilæumsfest for alle de damer, som vi kunne komme i tanke om havde spillet i klubben sammen med trænerne, som vi har haft. Vi var omkring de 100 til festen. Der blev sendt en seddel rundt med, hvem der ville spille 7-mands og der var 10-15 stykker, der meldte sig,” forklarer Susanne.
Susanne og FC Fredericia
Susanne har i rigtig mange år været frivillig i FC Fredericia. Faktisk startede det helt tilbage dengang, da klubben blev stiftet i 1991.
“Da jeg selv spillede i sin tid og var aktiv, var det pålagt at dameafdelingen stod for kiosken på stadionet på Baldersvej. Anni Torp Kjær har været min følgesvend med alt det frivillige arbejde. Vi startede med at sælge pommesfritter, is og hvad der ellers var. Da pølsemanden kom tidligt på dagen med pølserne, cyklede jeg fra mit arbejde og så lagde jeg dem i fryseren, og hvis vi skulle bruge is kørte vi i Dagrofa,” siger Susanne og nævner, at det var lidt primitivt på det gamle stadion:
“Hvis vi var fuldt hus i VIP kunne vi være 40 på første etage, sammenlignet med i dag, hvor vi kan presse 220 ind. Der kom et festtelt op, hvor der kunne være 100, hvis vi var mange. Hver gang skulle vi have service med ind over græsset, og hvis vi var over 80 havde jeg kaffemaskine og bestik med hjemmefra. Men det var alligevel charmerende på sin helt egen måde, selvom det var en anelse primitivt.”
Susanne har rigtig mange anekdoter fra sin tid i FC Fredericia, og en af dem er, når hun skulle i banken dagen efter hjemmekampene.
“Jeg havde alle småmønterne med i banken for at aflevere pengene. Det var meget godt, at jeg havde en forstående arbejdsplads dengang, der gav lov til det. Jeg kan huske, at da det nye stadion skulle bygges sagde jeg til Anni, om det ikke var tiden til, at vi havde gjort vores. Så sagde Stig Pedersen (FC Fredericias direktør, red.: “Argh, skal du ike lige se dit nye køkken før du siger nej?”. Så kunne jeg se, at alt det, der ikke var på det gamle stadion, var her. Opvask, service, ja alt var der. Loungen var fed, og vi havde fået alt det, som vi savnede,” forklarer Susanne og kommer ind på tiden med det vi i dag kender som Monjasa Park:
“I starten hev vi lidt i de aktive fodboldspillere mht. hjælpere, men det blev en mere og mere fast forsamling. Det er 3x Anni i køkkenet og så mig. Anni og jeg var med helt fra starten i 1991, og hvis man regner det hele sammen, så har vi været der tre timer før kampstart og et par timer efter. Det er syv timer på en kampdag, og det er ikke mange, som vi har misset.”
Hvilke højdepunkter har der været?
“Der har været de store pokalaftener, som man husker. AaB, OB og så kom Silkeborg, hvor vi kom længst – og det var nok også den største kamp. Der var også på det gamle stadion, hvor vi havde en kamp mod Brøndby med en rekord. Så kan det godt være, at de der onsdagskampe, hvor man kommer hjem klokken 00:30, og man er lidt træt, men det har også været sjovt,” siger Susanne og fortsætter:
“Der var OB-kampen i pokalen, som var rigtig træls. Det var den med vagten, der samlede et kanonslag op og ham, der blev fløjet væk efter kampen. Der var også nederlaget i Kolding – det var ikke sjovt og gjorde ondt.”
Hvor meget følger I med i det sportslige?
“Ja for pokker, vi følger med,” udbryder susanne og fortsætter: “Vi er der jo også bagefter, hvor spillerne enten er glade eller sure. Det er helt klart rarest, når de er i godt humør,” fortæller Susanne og fortsætter:
“Idet vi bruger så meget tid på det, må det også godt være hyggeligt. Når jeg har været der i så mange år, så ved sponsorerne hvem jeg er. Vi kommer med sjove bemærkninger til hinanden, ellers bliver det kedeligt. Det er de samme sponsorer, som er der næsten hver gang.”
Hvor længe vil du fortsætte med at være frivillig?
“Jeg bliver ved så længe jeg kan, men selvfølgelig må jeg indrømme, at kroppen er træt, når jeg kommer hjem. Det kan mærkes, at man bærer rundt på ting, slæber og knokler. De tre i køkkenet er ældre end mig, så jeg kan ikke brokke mig,” griner Susanne inden hun igen bliver seriøs:
“Vi er et godt team. Vi ved, hvad hinanden gør hele tiden. Jeg er i loungen, står for fadøl og går rundt med kander, mens de andre fylder buffeten op.”
I denne tid, hvor der ikke er FC Fredericia-kampe på Monjasa Park, er der mere ro på hos Susanne.
“Jeg nyder mine weekender. Vi købte nyt hus sidste år, så der går lidt tid med det, når jeg ikke skal afsted. Det bliver dog også hyggeligt at komme i gang igen til marts. Mine børn har været med i min mave og i lift helt tilbage på det gamle stadion. Min datter er der stadig, når det passer ind. Derfor er vi på en måde fælles om det,” siger Susanne, der i en travl hverdag har tid til andet end sit job hos Trolle Advokatfirma, sit virke i FC Fredericia og tjansen som holdleder for de fodboldglade kvinder:
“Jeg træner fitness i hallen, men det er vel også det, udover tiden med familie, venner og veninder. Når jeg er i gang med fodbolden, så er der kampe fra april-juni og igen fra august-oktober. Der har vi kamp onsdag aften, så når det kører derudad, går onsdag og søndag med fodbold,” lyder ordene fra Susanne Dall Nielsen.
Fakta Susanne Dall Nielsen
Er 48 år
Har altid boet i Fredericia
Bor sammen med kæresten Bo
Har to børn, Jacob på 17 år og Louise på 21 år
