Denne Ugens Kurt er en handlingens mand, der går faktisk kun 10 – 15 minutter fra min forespørgsel om personen vil være med til, at vi sidder på to højstole og har en samtale lige så dejlig og varm, som kaffen på kaffebaren. Denne Ugens Kurt er Christian Bro.
Det er sådan en historie, hvor alt næsten falder i hak, som om nogen højere oppe, vil have at historien kommer ud. Et hurtigt tilsagn og det faktum, at Christian Bro faktisk er lige ved siden af kaffebaren gør, at jeg får travlt med at komme fra hovedkontoret på Egumvej. Trafikken er flydende og der er parkering nærmest uden for. Da jeg ankommer, står Christian ved disken, han er let at genkende, han er karismatisk og hans fremtoning er varm og imødekommende.
Christian blev født på Sct. Joseph i Fredericia tilbage i 1963, men det var ikke længe, han havde fæstningsjord under fødderne. Med forældrene drog familien over bælterne, da far skulle tjene i Forsvarets FN-afdeling i Jægerspris.
Så fra Christian var 2 til 6 år, boede Familien i Frederikssund, der kom også en lillesøster til verden i 1967, hun hedder Marie Louise.
Familien flyttede tilbage og Christian får faktisk sin opvækst i Fredericia, idet de bosætter sig i Snoghøj, som på det tidspunkt ikke er så udstykket som i dag.
“Det var nærmest kun marker, det var langt ude på landet dengang, jeg har sat drager op mange gange, der hvor vidensparken er i dag”, mindes Christian.
Skoletiden
Forældrene valgte, at Christian skulle starte på Fredericia Realskolen i byen, det var praktisk, når de også havde en børnehaveklasse. Det var en barndom med faderen, der skiftede i mellem byens kaserner og sluttede som major og en mor som oprindeligt var sygeplejerske, men efterfølgende arbejdede med mennesker på forskellige plan.
Efter 7. klasse flyttede Christian til Erritsø Centralskole og efter 9. klasse kaldte gymnasiet på den unge mand.
“Jeg ville have været sproglig student, men det var ikke muligt, da jeg … lad os sige det sådan, at latin ikke rigtigt fangede mig. Så blev jeg matematisk, selvom mine styrker primært er sprogligt”, griner Christian.
Christian blev matematisk samfundsfagligstudent i 1982, og tog herefter en tur over Atlanten og besøgte sin moster i Los Angeles.
“Jeg var i Los Angeles i hele efteråret, det var en fed oplevelse. Det er en fed by med sydeuropæisk klima. Det var egentlig ikke, fordi jeg lavede noget specielt der. Jeg hyggede mig med mine tre kusiner og var en del af familiens dagligdag”, siger Christian som var 19 år dengang.
En ting, der har fulgt Christian siden barndommen er, at han er astmaramt.
“De fleste udendørsaktiviteter foregik indendørs med tegneserier. Det startede med Anders And-bladene og bevægede sig senere ud i superheltenes universer. Det er svært at sige, hvad tegneserierne betyder for mig, jeg kan ikke forklare det på anden måde end, at jeg har dem alle endnu”, siger Christian.
Soldatertiden
Christian indkaldtes 1. marts 1983 og skulle tjene hos telegraftropperne.
“Vi er i slutningen af Den kolde krig. Jeg troede dengang på det at forsvare sit land. Når man tror på noget, så skal man kæmpe for det. Jeg løj om min astma og fakede det, så jeg blev faktisk også sergent. Jeg var ikke den store succes som sergent. Astmadmedicinen fik mine hænder til at ryste og fysisk var jeg ikke i top, men jeg fik sneget mig med. Det er ikke alle udfordringer, der er værd at tage op, set i bakspejlet havde jeg ikke været meget værd i krig”, siger Christian med et underfundigt smil.
Born to be wild
“Jeg har et kæmpe problem med autoriteter udover mig selv, det harmoner nok ikke så godt sammen med Forsvaret”, sådan starter Christian fortællingen om at være som en fri fugl.
Christian havde, mens han gik i gymnasiet fået arbejde på BP på Strandvejen. Her lærte han to unge musikere at kende, Stig Mikkelsen og Claus Johansen.
“De spillede i Barock og det blev et sted, hvor jeg kunne byde ind, så var jeg med til at stille op, når de spillede. Senere fik jeg jo stort kørekort hos militæret og kunne bakke med en trailer, så var det oplagt, at jeg også kørte for bandet”, siger Christian.
Christian fik også smag for det frie liv på motorcyklen. Han kom til at gå med Gunnar Schultz, Kim Armand og Jens Elsborg, så han begyndte at komme hos MC Chaufførerne. Jeg får en indre film kørende, da Cristian fortæller, at han dengang havde langt hår og hønsetyvsoverskæg.
“Jeg var ledig i den periode efter militæret, vi lavede ikke meget end at køre på motorcykel og hænge ud i weekenderne. Weekenderne begyndte at blive lidt længere og en dag slap dagpengene op”, siger Christian.
Musikken på det tidspunkt var Heavy Metal – den første plade var med Slade, men de er stadig lys i øjnene, når han fortæller om yndlingspladen med Rainbow som hedder Long Live Rock’ n’ Roll. Musikken i hans liv er stadig Heavy Metal.
Han begyndte at læse Statskundskab i Aarhus, men det harmonerede ikke med at blive boende i Fredericia og køre motorcykel.
“Det var nok en udfordring, jeg skulle ikke have taget derop. Jeg droppede ud af første semester, det at køre motorcykel er en frihedsfølelse, der er svær at sammenligne med noget andet”, siger Christian.
Christian kørte galt på motorcyklen nogle gange, så han føler sig heldig over at være her i dag.
“Set i bagspejlet er der ikke noget i den periode, der ikke har været spændende, jeg har mødt mange spændende mennesker undervejs”, siger Christian om tiden på to hjul.
Posten ved Posten
Christian var ved at overveje at blive voksen og han så et ledigt job hos Posten.
“De ansatte nærmest, hvem som helst, jeg blev ansat som postarbejder i 1987. Det var et fint job, vi havde et godt kammeratskab. Jeg lavede omlæsning på perronen, det passede godt til mig”, siger Christian.
Christian mødte også kærligheden ved posten, Lotte, hun skulle flytte til Rødovre som ergoterapeut og Christian flyttede med. Ligesom hans far, der blev overflyttet gennem militæret, blev Christian overflyttet til postkontoret i Rødovre.
De boede i Rødovre i 10 år, Christian fik stadig vind i håret fra motorcyklen, indtil Lotte blev gravid i foråret 1993. De giftede sig i 1989 og Lotte Karmark fik efternavnet Bro. Motorcyklen blev byttet ud med en Volvo og de købte et lille hus. Først kom Amanda i 1993 og senere Freja i 1996.
Tillidsmanden
“Jeg blev tillidsmand på postkontoret i Rødovre, det har defineret mig lige siden. “Der var nogle ting, der ikke var som de skulle være, jeg kan ikke huske, hvad det var i dag, der gjorde, at jeg blev tillidsmand, det har nok igen været noget med autoriteterne, noget med ferievalg og hvordan man havde fri. Man kan ikke bare stå at brokke sig i en krog, uden at tage ansvar”, siger Christian.
Tamilsagen blev en slags vendepunkt eller en forlænget arm af tillidsmandsposten.
“Jeg bliver politisk aktiv, Tamilsagen rystede mig, tænk at man kunne handle på den måde, det svigt. Det var en Minister, der gjorde, hvad der passede ham og nogle mennesker blev udsat for forfølgelse”, siger Christian.
Som tidligere måtte Christian agere, da han følte, at autoriteterne havde misbrugt deres magt, så han blev medlem af Socialdemokratiet i begyndelsen af halvfemserne. Christian blev hurtigt aktiv i bestyrelsen hos Islevkredsen.
“Jeg kom også til at sidde i menighedsrådet i Islev Kirke, hvilket var en spøjs oplevelse. Tillidsmandssproget var mere levende, det var sjovt – nogle gange sagde folk ikke noget, men de blikke, der blev sendt, når det var for blomstrende. Jeg kan godt lide at lege med sproget og forundre, det er ikke et mål at forarge, men at bruge sproget på en anden måde og lege med ordene”, griner Christian.
Christian kom til at undervis på tillidsmandskurserne i Danske Post Forbund og var af sted på en lang række kurser. Det samlede op på både folkeskole og soldatertiden.
“Jeg fandt mig selv og fik en underviseruddannelse. Vi havde fået to børn og den vigtigste del af vores familie var i Fredericia. Så da vi var omkring 1997 var huspriserne høje i Rødovre, så vi solgte huset og flyttede tilbage. Arbejdsmæssigt kunne jeg blive forflyttet til Fredericia.
Fredericia
“Jeg kunne ikke se børnene vokse op i Rødovre, det var en dejlig by med grønne områder, men det var for meget storby. Vi længtes efter tryggere rammer. Vi startede ud i Sønderparken, da vi var enige om, at det var for besværligt at kigge hus med to børn”, siger Christian.
Familien skulle genopdage Fredericia igen, de kørte Fredericia og Middelfart tynde, for at blive enige om, hvilket område de skulle bo i. Selv om at de undersøgte alle muligheder og det hang deres piger langt ud af halsen, så endte husvalget i Stjernekvarteret kun 3- til 400 meter væk fra Sønderparken.
“Vi købte et hus, som vi troede var i god stand, men det havde nok været billigere at bygge et nyt hus, men sådan er der så meget. Det er et godt sted at bo, tæt på alt og alligevel ugeneret. Det har sin charme at have Hannerup Kirke som nærmeste nabo, det er hyggeligt med kirkeklokkerne”, siger Christian.
Familien var gode, da børnene var små, til at have pigerne med ud i naturen. Det var nærmest en joke i familien, at man skulle besøge Gudenåens udspring. Legoland og Giveskud var stederne, man besøgte igen og igen med årskort og god tid.
Tillidsmanden og politikeren
“Til at begynde med var jeg almindelig medlem af Socialdemokratiet i Fredericia. Men jeg var ikke mere end lige trådt ind ad døren, da jeg var i transportafdelingen på Sydjyllands Postcenter, før jeg blev spurgt, om jeg ikke ville overtage posten som tillidsmand. Så to måneder efter var jeg tillidsmand igen og det har jeg været lige siden”, siger Christian.
Tiden som tillidsmand har på mange måder været en mærkelig rejse for Christian, han har været med fra, der blev rekrutteret eller ansat otte mand hver dag, til afskedigelser i næsten samme antal.
“Det er en meget trist udvikling, det er en stor opgave at beholde ja-hatten på. Medarbejderne er nødsaget til at tage de opgaver, der er inden for rækkevidde. For os er omstillingsparathed ikke noget, vi snakker om, det er hverdag og overlevelsesvilkår. Jeg er tillidsmand for de tidligere tjenestemænd, jeg kan være med til at afvikling foregår på nogle ordenlige vilkår, det er en anderledes vinkel at se tillidsmandjobbet på, men det er den virkelighed man er i”, siger Christian.
Christian har været tro mod posten i 32 år og i dag står hans praktiske arbejdsfunktion i at stå for uniformer og sikkerhedssko.
“Jeg er det, der hedder fuldtidsfrigjort som tillidsmand, men argumentet for at være fuldtidsfrigjort, er der ikke mere, men mine kollegaer vil sikkert sige, at jeg laver meget lidt”, smiler Christian.
Miljø- og Teknikudvalgsformand
“Kærligheden til naturen, går tilbage fra drengeårene, jeg havde faktisk glemt det hen ad vejen. Jeg havde en fanatisk underviser, som hed Eigil Plum i de små klasser til biologi. Jeg blev faktisk kaldt “krikanden” dengang”, griner Christian højlydt.
Selvom Christian havde sin astma, så kunne han godt lide at være ude i naturen, det var mere, når han bevægede sig, at han ikke kunne.
“Man kan jo godt være interesseret i naturen, selvom man har astma, det er en gave for mig at få det politiske område, som rummer natur og teknik. Jeg holder enormt meget af området, og menneskerne, der har med det at gøre er bærende for deres områder. Det kan man ikke undgå at blive smittet af, det er bare at tænde for lyttebøfferne, der er så meget formidling, at det er en gave”, siger Christian.
Stillingen som Miljø- og Teknikudvalgsformand er både arbejdsliv og fritidsinteresse for Christian.
Fritiden
Kører du stadig motorcykel Christian?
“Det er en presbal, du giver mig lige der”, griner Christian og fortsætter, “motorcyklen er skiftet ud med en hund, det er en samojede, der hedder Zhang. Vi overtog den, da den var 11 måneder gammel og allerede havde skiftet navn en gang, så den fik lov til at beholde sit navn, den er med mig i naturen”, siger Christian.
I baghaven har Christian en havedam med koikarper, det er ligeså meget for naturens skyld.
“Det er spøgelseskoikarper, jeg har, dem jeg kalder “0- karper”. De originale koster 500 kroner stykket og mine koster 50 kroner, derfor kalder jeg dem “0-karper”. De har ikke så skarpe farvetegninger. Jeg lavede det egentlig for haletudsernes skyld , men det er lidt selvmodsigende, da haletudserne fungerer lidt som levende foder”, siger den naturglade Christian.
Hvad så med motorcyklen, skal den interesse ikke tilbage?
“Jeg taler godt om det, og for min syge moster”, siger Christian og smiler på en sjov måde og tilføjer, “der er ikke den store opbakning, fordi min kone ved hvor mange gange at jeg har kørt galt. Så længe jeg har hund, har jeg ikke behov for det. Det vil være lidt ligesom med værktøj, man ikke får brugt, jeg fik en fiskestang til min 40 års fødselsdag, den er kun blevet vandet et par gange”.
Christian følger stadig Marvel-universet, men mest på film, han synes stadig at deres univers holder, så det er der ingen grund til at pille ved, ifølge ham.
Det har været en lang samtale om en stærk personlighed, men et let genkendeligt skæg. En der ikke er bange for at sige sin mening og er glad for finurlige ord. Så lidt utraditionelt beder jeg Christian om en en opfordring til at komme ud i naturen.
“Jeg vil kun opfordre til at passe på naturen, men også at bruge den. Den er lige her udenfor, det er den største gave vi fredericianere har. Vi kan stå på landet tolv minutter herfra på en strand og endnu kortere, hvis du går ned på Østerstrand, det hele er lige uden for vores dør”, afslutter Christian.
Lige så hurtigt som vi fik aftalt vores møde, er vi ude af kaffebaren igen, Christian, vi ses i bybilledet eller i naturen med gummistøvler på.
